Hærbud udgaar. Bondetrællen
Slæbes op til Godsets Gaard;
Sporeklirren, Pidskesmælden,
Lænsmands-Tale hæs og haard:
Træk i Tøiet, Hundskanallie!
Kjæften i! og Ryggen ret!
Kongen kalder til Batallie
Rytterpallask som Musket!
Seer Du Klingen blank og hvas!
Stik Din Klo i Hæftets Bukkel;
Er ei Klingen Dig tilpas,
Skal den dandse paa Din Pukkel.
Kryb i Kongens Staal-Kyrads!
Saa i Sadlen! spor kun Mæren!
Er ei Tingen Dig tilpas,
Skal Du spændes krum i Fjæren.
Du er just en »Dansk-Fortræd«;
Stærk i Lænden, dygtig Bryste-
Vidde. Rask, tilhest! afsted! —
Jeg skal nok Din Kvinde trøste! —
Og en Hær der samles flux.
Ingen Ynk og ingen Naade;
Kalveskind og Hær-Instrux
Spørger ei om Bondens Baade.
Enogtyvetusind fast
— Samt Kanoner og Petarder —
Er den Hær, som, Hui og Hast,
Samlet sammen i en Fart er. —
Kongen seer fra Ramløs-Aas
Over Skaanes hvide Trakter,
Og han følger Vindens Kaas,
Og det stille Sund betragter.
Over Sundets Stribe ligger
Vintrens Bro til begge Sider,
Haandsbred-tyk, for Færsel sikker,
Som i Karl Gustafs Tider.
»Bar den ham, saa bær’ den mig!
Cæsar kjender Cæsars Lykke;
Svensken gaar den lige Vei,
Blæser Farerne et Stykke.«
»Broen er med Bjælker lagt,
Istap-Søm den sammenholder,
Og ved Broen staar paa Vagt
En Nord-Ost, som streng og kold er.«
»Fætter Fred’rik! tag Dig ’vare;
Hører Du hvor Vægtren blæser,
Blæser mod Dig Frost og Fare,
Koldbrand i de danske Næser!«
»Fætter Fred’rik, mærk mit Ord;
Nu er Svenske-Bjørnen ude!
Snart Du kjende skal dens Spor
Udenfor Din Fensterrude.«
»Mod Dit Fenster vred den stormer,
Spiler op sit røde Gab:
Saml kun Dine Uniformer
Fra Dit tyske Klædeskab!«
»Den skal rive dem istykker,
Æde op med Hud og Haar
Uniformer og Parykker,
Naar den Kløer i Skabet slaar!« —
Og bag Kongen blinker det;
Tyvetusind svenske Hænder
Med Pallask og med Musket
Gnister over Sneen sender.
Men i Luften høiest oppe
— Dér hvor ingen Cæsar rækker —
Søndenvindens Fortravs Troppe-
Deling imod Norden trækker.