Der slingrer en Smakke afsted over Sø,
En kummerlig Prise for kræsne Korsarer;
Hei Sporhunde, puds dog det flygtende Vildt!
Det bereder Jer tusinde Farer.
Der flygter en Løve ad Sverrige til,
Hvor Ingen dens Ankomst venter,
Der sættes med Smakken en Krone paa Spil; —
Det er Kongeløven nede fra Bender.
Han reves med Sachser, med Russer, med Tyrk,
Hans Kløer har efterladt arrede Mærker;
Det halve Europa har blødt for hans Tand,
Og endnu det i Vunderne værker.
I vældige Spring gjennem Verden han foer;
Nu længes han efter at vide
Hvorledes det staar med den fædrene Jord; —
Det er visselig ogsaa paa Tide.
Derhjemme der seer det kun sørgeligt ud,
Man lever ei høit just af Herrens Seire;
Ved Barkbrød og Valle den Bondemand surt
Bereder sig Julen at feire.
Han, Stenbukken, red vel Hr. Rantzau omkuld,
De Træskomænd vidste at ride,
Men, Tab eller Seier: At Krig ligefuld
Er Krig, det fik Menigmand vide.
Naar Ungdommen rives til Fanerne bort
Og Pøike og Pige kun lades tilbage,
Hvordan skal da Markerne give os Frugt?
Det gier Gamlingen brødløse Dage.
Naar Sønnerne slagtes derude iflæng
Paa Krigens vildene Scene,
For hvem skal da Ungmøen rede sin Seng?
Og hvorfra skal vel Stammen faa Grene? —
Det mumler derop fra det sortnende Dyb,
Hver Bølge, som skummer fra Sverrig, fortæller,
At Folket er slaget med Vabler og Saar
Af Krigens brændende Nælder:
Kom hjem, Karl den Tolvte, at læge vor’ Saar,
Kom hjem, for vor Helsen at fremme;
De Slag, som en Konge derudenvælts slaar,
De svier til Folket derhjemme! —
Det mumler og klager og truer derop
Fra Bølgen, som bort gjennem Natmulmet skummer
Han lytter, mod Reilingen lænet, dertil,
Og hans Kno sig om Sværdfæstet krummer:
»Lad klynke de Kjællinger; er jeg først dér,
»Saa tier vel nok deres Mukken!
»Jeg stamper af Sverriges Jordbund en Hær,
»Om jeg saa skal ta’ Drengen i Vuggen!«
Han kaster med Nakken, den høie Gestalt,
Han kryster sin Kaarde saa Knoerne knage:
»Nei nu skal just Dansken faa Nemmelse af
»At Kong Karl han er kommen tilbage!«
Saa slænger han ned sig med Panden i Haand,
Og Billede Billede jager
Derinde i Krigsgudens rastløse Aand
Som Tordenbygers Glimt over Ager.
Og Smakken den slingrer afsted over Sø
Mens grublende Løven har strakt sig paa Dækket;
Han kan ikke sove, vel tyvende Gang
Er af Bølgernes Bulder han vækket:
»Du Styrmand derhenne, siig, faldt der ei Skud?«
»Nei, det er de brummende Vover;
»Vi slipper vel over — saa hjælpe os Gud —
»I Kvæld Peder Wessel nok sover.«!