Saa tog da den jublende Dag Reisauss
Med alle de glade Svende;
Den muntre Time, det friske Minut,
Hele den freidige Kjæde blev brudt
Og det før min Sang var tilende;
Jeg havde beredt dog en Afskedssmaus,
Sat Alting saa deiligt iscene, —
Men nu er det bleven forsilde,
Jeg sidder saa ganske alene
Og Alt er saa underligt stille.
Jeg føler som var jeg en Antikvitet,
En Rest af en svunden Verden. —
Det er en besynderlig Følelse, den:
At tro med sig selv at man gaar igjen
Og spøger ... ak Spøgen, hvor er den? —
I Godtfolk! har Ingen min Munterhed seet?
Den kom mig saa brat afhænde;
Nu sidder jeg her ved Skrænten
Og grubler forgjæves paa denne
Gaade med Eller og Enten.
Dybtnede paa Stranden gaar Havet tilro,
Men Bølgerne røber dets Drømme;
Det drømmer et Sagn om et kostligt Klenod,
Som kastedes bort i den dybe Flod,
Og svandt med de rindende Strømme. —
Heroppe ved Skrænten er Ensomheds Ro,
Stilhed til Eftertanke.
Over Fjernets vidtstrakte Slette
Gaar Blikket foruden Skranke; —
Mon her jeg kan Gaaden gjætte?
Kjed af at lyse for Menneskets Færd,
Udbrændt i Hjernen af al denne Gløden
Synker nu Solen saa træt og mat
Som en Menneskesjæl i Døden.
Hvormange var vel den Lykke værd
Af Solens Smil at beskinnes?
Hvormangen fik vel af Livet lært
At blive ved hvad der engang var ham kjært? —
Tallet vil snart kunne findes.
Og synker Du nu, Du Sol saa træt,
Kjed af Din frugtesløs daglige Gjerning
Saa husk dog at Mennesket raader ei selv
Over Skjæbnens rullende Tærning.
Livet er ikke saa regelret
Som adskillige Folk vil vide,
Lykken er lagt paa et Spillebræt,
Tærningen viser sin sorte Plet,
Kastet er: lee eller lide.
Det bærer forbi mig med Bølgernes Brusen;
Længst er Dagen svunden.
Det bryder mod Brinken med Søvindens Susen:
Nu kommer Natten, Gjengangerstunden,
Nu skal der spørges, har Svar Du rede?
Søger Du mig, da skal Du ei lede!
Her skal jeg tage en mandig Dyst
Med Nattens Syner ved Havets Kyst!
Dagen var solklar, Fuglene sang
Fra Skoven, fra Marken, oppe og nede:
Stands nu Din ensomme, veiløse Gang,
Søg Dig som vi en Rede!
Dagen var smykket med Krands og Flag,
Jublende toned det festlige Lag,
Søg Ro, søg Ro
I Redens Bo! —
Dagen er omme, Sangen er endt,
Fuglen er fløiet af Reden.
Kjendte Du Den, hvorom Fuglen sang?
Det sitrende Øielaag søger mod hende;
Brystet i Dønning, og rejst engang
Maa Spørgsmaalet frem sig finde.
Lagde hun ikke sin Haand i hans?
Gik de ei frem i den freidige Dands?
Spil, Spillemaend! spil!
Det gaa som jeg vil! —
Dandsen er omme, Spillet er endt;
Men Gjenlyden bliver ved Skrænten.
Ja Gjenlyden bliver fra Festens Tid;
Den lægger sig hos mig og nynner sin Vise
Og dækker som Ven af yderste Flid
Hvad Vennen maatte forlise.
Venlige Toner fra Glædens Dag,
Varige Lyde fra Festens Lag:
Kling, Gjenlydsklang!
Løft Dig i Sang!
Dagen og Dandsen og Spillet er endt,
Nu faar vi synge for Resten.
Nu faar vi synge som ingen Tid
Vi sang, af yderste Magt og Formue,
Skabe os Værker af Kunst og Flid,
Som Gjengjæld for Solens Lue;
Døede hun ogsaa som Sangerens Viv:
Her skal hun leve sit andet Liv.
Bryd Fremtid frem,
Byg hendes Hjem!
Nærheden fjerner; i Fjernets Glands
Straaler hun for os paa Skrænten.
Som Ingen har Ord
For Nattens Skjønhed,
Hvad enten den straaler.
Stjernefunklende
Eller den hviler
Tyst som Barnet
Bag Vuggefangets
Sænkede Forhæng;
Som Ingen har Toner
For Maaneglimrets
Hvisken med Strømmens
Sitrende Vover,
Eller for hine
Suk, der iler
Aandeagtige
Dagen forud —:
Saa nævner Ingen
I Ord eller Toner
Hine Tider
Hvor Kvindeøiet
Rummed en Verden
Af Nattens Skjønhed
Ud over Maalet,
Menneskegrændsen.
Men Den, der suger
Som Sivet Maanens
Hvisken med Strømmen
Og drikker som Luften
Nattesukket: —
For ham er den kommende
Dag en Lidelse,
Solen en Bøddel.
Og Den, som elsked
Saa høit en Kvinde
At Sjælen hastigt
Svang sig mod Grændsen
Og Menneskemaalet
Overskredes, —
Han finder sig snart
Som Betler ved Døren.
Dog, har han, skjøndt Betler,
Den Stoltes Styrke,
Saa reiser han sig
Med Ryk fra Døren,
Skjærer af Kaabens
Pjalter en Kittel
Og drager standhaftig
Resten af Veien.
Det var, som stirred et Øiepar
Imod mig fra Natten derude:
Hvi glemte Du mig?
Hvi tog Du en Vei,
Som førte saa langt, saa langt i det Fjerne?
Jeg skærmer mit Øie, jeg søger at værne
Min Sjæl for Synet, derude jeg saae.
Og Synet forsvinder og Bølgerne slaa
Og Aftenens Vinde tude.
Jeg gav mig rivende Strømme ivold,
De førte mig med sig saa vide;
Jeg kløved med Lyst,
Med fremskudt Bryst,
Med jublende Hjerte de raske Bølger.
Men Mattelse ovenpaa Svømningen følger.
Nu drager Svømmeren tungt sit Veir;
Da dages det for ham med Gensynsskær; —
Saa skulde det gjort itide.
Det løfter, letter, det hæver sig op,
Det vider sig ud til et Billed.
Det stirrer ei mer,
Fortroligt det seer
Med venlige Blikke paa ham, som strider;
Fra Mørket derude det lydløst glider,
Det svæver hidover med Aandepust, —
Og alle de Bølger, som før har brust,
De tier da Vindene stilled.
Det glatter Panden med varsom Haand,
Det hvisker mig i mit Øre:
Jeg bringer Dig Mod,
Jeg saae og forstod:
Det maatte saa være, det blev ikke andet;
Vi kæmped paa Strømmen, men nu er vi landet,
Og drager vi ogsaa en modsat Vei:
Der er dog en Streng mellem Dig og mig.
Stem Strengen, og jeg skal høre!
Ja, jeg skal stemme den klingende Streng
Og Sangbundens Ekko skal svare;
Ikke iflæng
Paa maa og faa
Skal Lydbølgen fødes og komme og gaa
Som en pludselig, planløs Fanfare.
Ingen Kaprice, som dandser ad Strengene,
Intet Tamtambulder, Nerverne sprængende,
Ordnet og bundet Musiken skal staa
Som et Minde om det, der maatte forgaa,
Som et stolt Monument imod Himlens Blaa
Over det, som skal evigt vare.
Ja, jeg skal tage hint Pust fra Din Mund
Og lukke det ind i min Lyre;
Dybt fra dens Bund
Naturens Røst
Skal bævende bryde sin Vei fra mit Bryst
Og melodisk mod Maalet styre.
Maalet er sat hvor Veiene skilles,
Høit her for Alle paa Skrænten det stilles,
Her skal det brænde som Baunen ihøst,
Som et blinkende Blus fra den øde Kyst
Og sende de vildsomme Sømænd sin Trøst,
Som paa søndrede Snekker tog Hyre.
Men før jeg skilles fra det Syn,
Jeg saae i Nattens Stunder,
Jeg tegner i Tankerne hen et Bryn
Og under det Øiets ulmende Lyn
Og Kinden, som blødt sig runder.
Jeg retter paa Øiet; jeg gjør dets Laag
Til hendes, og ingen Andens;
Kinden meisler jeg fast og klog,
Lidt mere Varme i Brynets Sprog
Og lidt mere Kulde i Pandens.
Jeg lader den barnlige Linies Løb
Slynge sig sammen med Kvindens;
Blomsten, som dukked sig bly i sit Svøb,
Villien, som trodsed og aldrig gav Køb:
Det Sprog er Brynets og Kindens.
Saa lader jeg Farvens melodiske Spil
Henover Munden sig vugge,
Jeg lader Læberne staa som de vil,
Halvt til et Smil og halvt lukket til
Over Brystets urolige Sukke.
Saa staar der et Billed. Jeg hviler en Stund,
Jeg sammenligner og maaler;
Der findes paa hele Jordens Rund
Et eneste Billed, et eneste kun,
Som at lignes med dette taaler. —
Et Billed, blegt, med et selsomt Træk
Om de store, spørgende Øine,
Som jager det Overfladiske væk,
Som vender sig bort med Angst og Skræk
Fra de hule, moderne Løgne.
Et Billed, lyst imod Nattens Grund;
Et Tegn, som om Tiderne minder,
Da Menneskets Færden var sand og sund,
Da Jorden vaagned som Barnet af Blund
Der griber mod Solen, som skinner. —
Jeg undres over hvad selv jeg seer;
Et Blik jeg paa Billedet fæster.
Nei, her er Intet at rette meer,
Ydmyg jeg føler, at Værket, jeg seer,
Er større end Værkets Mester.
Saa flyv da freidig fra Skrænten ud
I, mine dæmpede Sange!
Jer Herre og Mester han bærer sit Skrud
Baade paa Ret og paa Vrange;
Flyv kun, vær ikke bange!
De Godtfolk, I nu skal færdes iblandt,
De kjendte dog ogsaa, mens Tiderne randt,
Til Stænk og til Støv paa Kjolen.
Hist blødte Regnen, her brændte Solen,
Saa gjorde Skrædderen Ret til Vrang; —
Men at være sin Kappe og være sin Sang
Bekjendt som den er: det er ærlig Trang.
Fortæl dem Alle hvorhen I gaar
I, mine dæmpede Toner!
At Lykken at synge med ensomme Kaar
Ja selv med Forladthed forsoner;
Flyv kun, I dæmpede Toner!
Og spørger Jer Nogen saa superklog,
Hvorfor I da netop vil dæmpe Jert Sprog
Naar Lykken dog ligger i Sangen,
Saa svar ham ikke, men peg paa Vrangen!
Kjender han Livet, han vil Jer forstaa. —
Og at synge for Alle og fattes af Faa,
Det er netop Lykken, som Sangen kan naae.
Flyv ud fra Skrænten, forlad mig nu
I dæmpede Melodier!
Jeg bliver; der ligger en Kraft i min Hu,
Som for Ensomheden befrier.
Jeg lytter, indtil I tier.
Fra Skrænten jeg bort gjennem Rummet seer,
Og hører jeg ikke Jert Vingeslag meer,
Nuvel; her er Toner tilbage;
Stærkere Toner for strengere Dage;
Rust Dig min Sang til den kommende Dont! —
Kan man strække sig baade i Flanke og Front,
Har man Udsigten fri, har man høi Horisont.