Jeg veed intet.
Sokrates.
Er du kun en gjøglende Drøm? en yndig
Datter af vor spøgende Bildningsævne?
Eller fly’r du evigt med grusom Spol den
Speidende Vens Favn?
Taaler Støvet ikke dit stjerneklare
Aasyn, o, æteriske Dronning? Boer du
Derfor hos den Evige i den Sol, ej
Herschel opdaged’?
Eller i den eensomme Klippegrotte
Hos den, fromme Himmelsøn? Eller i de
Skjulte Helligdomme, dem svoren Taushed
Dækker med Midnat?
Intet, intet veed jeg! Som vævre Irrlys
Spøger for den natlige Vandrers Øjne,
Saa bedrager Daarskab os, hylt i evig
Vexlende Dragter.
Og dog søger Sjelen dig! søger voldsomt
Til din Favn! Ja Skaberen selv har gydet
Sandhedstørst, uslukkelig Sandhedstørst i
Ædlingens Hjerte.
O, hans Bliv var grusom tyrannisk Spøgen,
Om ej eengang hiinsides dunkel Gravnat,
Du, o Sandhed, kroner din tro Tilbeders
Flammende Ønsker!