Hymne over Aarstiderne
Af Thomson
Af Thomson
Oversat efter den dublinske Udgave fra 1751
Oversat efter den dublinske Udgave fra 1751
Du, som det rullende Aar med guddommelig Aande besjæler!
Aarstiders Skifte, Alfader, er kun dit omvexlende Billed.
I den frydfulde Vaar din Skjønhed, din kjerlighed lyser,
Markerne rødme af Blomster, og Luften er qvæqende Balsom,
Echo paa Bjergene vandrer omkring; mildt Lundene smile;
Fryd udspender hvert Bryst, og hver Nerve bævrer af Vellyst.
Gud! din Herligheds Glands gienstraaler den ildrige Sommer;
Ofte jeg hører din Røst i Tordeners døvende Bulder,
Ofte i Bækkenes Hvisken og Lundenes hellige Susen.
Nu i den frugtrige Høst din ugrændsede Godhed indbyder
Alt det levendes Hær til et fælleds et glæderigt Maaltid
Frygtbar i Vinterens Storme du er; dig Skyer indhylle
Uvejr hvirvler sig hen over Uvejr; Sneen nedpiske;
Majestætiske Mulm! men paa Hvirvelvinds knusende Vinger
Rider du højt, og den hele Natur ydmyget tilbeder.
Mystiske Kredsgang! o, hvilken guddommelig Vælde og Viisdom
Dybtfølt, øjnes i den! saa simpel en Række, og dog saa
Konstigen blander med Skjønhedens Glands og Velgjørenheds Rigdom;
Hvor saa umærkelig bliidt hver Skygge hensmelter i Klarhed,
Og til et saa harmoniefuldt Heelt sig alting forbinder,
At gjennem Rækken af evige Skifter det evig henrykker,
Ak! men, vandrende tidt i en dyrisk uselvbevidst Studsen,
Mærker ej Mennesket dig, ei Haanden, der, evig alvirksom,
Sphærerne drejer omkring, arbejder i lønlige Dybhed,
Fremskyder derfra i dejlig Henødsling Foraarets Ynder,
Nedslynger sommerlig Soels de lodrette Pile, bespiser
Al det levendes Hær; fremhvirvler de sneesvøbte Storme,
Atter med Foraarets Varme hver Livets Springfjeder vækker.
Sank, o Natur! dine talløse Børn under Himlens umaalte
Tempelhvælving, o, sank dem til sammenopstigende Lovsang!
Hvisk, o melodiske Zephyr, hans Lov, hvis qvægende Aande
Vifter i dig, sødt liple du den i det eenlige Mørke,
Hvor den opkneisende Gran, fra den bratudhængende Fjeldkant,
Zittrer hellige Gysninger ud over bævende Skygger.
Løft din stærkere Røst mod de gjenlydbævende Skyer,
Du, som forfærder al Jorden med fjernthenrullende Bulder,
Løft din Røst, og fortæll os, fra hvem du raser Nordstorm!
Risler I ogsaa hans Priis, o, sagte fremskjelvende Bække!
Lad mig i tankefuld Gang med lyttende Øre den fange!
Elve, der hovedkulds fra de nøgne Klipper nedstyrte!
Aaer, som gjennem befrugtede Dal sig blinkende slynge!
Majestætiske Hav, du som gjemmer en Verden af Under
I dit lønlige Skjød, o! forkynder hans maalløse Hæder,
Som med alvældige Røst nu byder jer larme, nu tie!
Hvirvler en Viraksky, o Urter og Frugter og Blomster!
Op til den Store, hvis Soel eder hæver, hvis Aande begyder
Eder med qvægende Duft, hvis Pensel jer Yndighed skaber!
Nedbøjer jer for ham, o Skove! og bølger I Agre!
Gyder jer venlige Sang i Høstmandens skyldløse Hierte,
Naar han søger sit Hiem i Maanens fortrolige Glimmer.
I, som, naar Jorden i Taushed er dysset, i Himlene vaage,
Stierner! udstrømmer jer mildeste Glands, imens Eders Engle
Slaae de guldstrængede Harper i sølvklare Æther,
Dagens utømmede Væld! du Skaberens troeste Billed,
Du, som et Hav af Liv fra Verden til Verden udspreder,
Rundt i Naturen hans Priis med enhver din Straale du skrive.
Tordener rulle; vær taus, nedkastet i Støvet, o Verden!
Medens fra Sky ind til Sky den festlige Hymne gientages.
Atter fra Højene lyd den springende Faarefloks Brægen!
Svare den Dalenes Brøl! de moosgro’de Klipper gientone!
Thi Al-Hyrden skal snart opreise sin Throne; hans Rige
Frie for Lidelse, skal i Aarhundredes Række sig hæve.
Vaagne hver Skov! en uendelig Sang fra Lundene hvirvles.
Og naar den iilende Nat søvndysser den qviddrende Verden,
Sødelig nyn hans Priis, Philomela! til lyttende Skygger.
Særdeles I, for hvem hele Skabningen smiler paa eengang
Hoved og Hierte og Tunge for den! med skingrende Jubler
Slutter det almeene Chor! o Mennesker, samled i Stæders
Vrimlende Sværm, eders Røst det ærværdige Orgel ledsage,
Nu i opstigende Bass, og nu i højtidelig Pause!
Bruse mod Himmelen højt skal Andagts foreenede Flamme!
Hvis i hver skyggende Lund I hellere finde et Tempel,
Lader da Møernes Sang og Hyrdernes digtriske Fløite
Priise Aarstiders Gud: omsvævende Engle dem signe,
Men for mig, om jeg nogentid glemmer det yndede Emne,
Enten udspringende Blomster lee, eller Sommerens Flammer.
Marken beklæde med Guld, eller Høsten med Druer sig krandser,
Eller fra taagede Øst den stormende Vinter sig reiser,
Være min Tunge da stum! Min Bildningskraft da ej længer
Male, og, dødt for Glæden, mit Hierte forglemme at banke.
Flytted’ mig Skiæbnens Befaling til Jordens de fierneste Hiørner,
Floder unævnte i Sang, useete barbariske Egne,
Der, hvor den vaagnende Soel forgylder de Indiske Bierge,
Der, hvor dens dalende Glimt ombæver hesperiske Lunde.
Intet er det for mig! o, thi alnærværende, alfølt
Er min Gud, i den folkløse Ørk, i de vrimlende Stæder.
Hvor hans almægtige Aande gav Liv, maa Glæder og spire
Selv, naar højtidelig skjøn den store blant Timer sig nærmer,
Som min mystiske Flugt til en kommende Verden bevinger,
Lyder jeg frydfuld hans Vink, og hisset, med nyeskabte Kræfter
Rustet, besynger de nye for mig fremstigende Under.
Hvor kan jeg gaae, der ei den høje Alkierlighed smiler,
Styrende Kloderne frem og kloderomrullede Sole,
Altid og Alsteds fra synligen Ondt udledende Godt og
Bedre og bedre igien i en evig ustandselig Fremgang.
Men — i Ham, i ugrændset guddommeligt Lys jeg mig taber!
Kom da, o kom at begrunde hans Priis, veltalende Taushed!