Svage, Livets Malurtkalk du smagte,
Fandt den bitter, og — bortstødte den.
Vise frem til Maalet langsomt tragte,
Ubetænksom styrted’ du derhen.
Var da ingen Pligt for dig tilbage,
Intet Godt, at end udøve her?
Ingen Viisdom meere at opdage?
Ingen Evne at udvikle meer?
Du fortvivlede maaskee om Glæde!
Saae du og i Fremtids Skjæbner hen?
Dog — dig fængsled’ Støvets tunge Kjæde,
Rask med eet du vilde sprænge den.
Men, om fortsat Liv os hisset bier,
Mon vi naae da strax Fuldkommenhed?
Mon vel hisset Smerten evigt tier?
Ingen Svaghed meer os kuer ned?
Muligt, aldrig Svaghed, Smerte, Taarer
Svinde for begrændste Væs’ner hen?
Muligt, os for stolt et Haab bedaarer;
Haabet er en mild, men troløs Ven.
O den Nat, som hyller Graven, byder
Os at straks, gavne, nøjes her.
Daare, hvo sit gamle Huus nedbryder,
Uvis, om der nye bedre er.
Langtfra mig, blant Onde dig at regne!
Broder, Ej vil jeg fordømme dig.
Hist, hvor Stjerner vandre, er’ de Egne,
Der først Lys omstraaler dig og mig.