Fælder nu taare/ o Danmark og Norrig/ Sætter ald vellyst langt bag eders dør/ Slider nu tiden med angest og sorrig/ Som udi vellyst saa blomstrede før. Græder og hyler/ som van var at siunge/ Med strakte arme og rystende tunge.
2. Ingen umage paa Kongen blev sparet/ Udaf forfarneste lægernes kunst/ Skiønt hand er af tro Dravanter forsvared/ Var det disværre altsammen omsonst. Krabbe ham skyvlte udi sine arme/ Døden dog træffet ham med største harme.
3. Eja hvor findes den Konge paa jorden/ Saa vel opdraget i Gudfryktighed. Enten i Østen/ Vest/ Synden og Norden/ Og saa vel grundet i sin salighed? Konger paa jorden er ikke hans lige/ Udi Guds kundskab/ det tør jeg vel sige.
4. Ret og retfærdighed blev hos ham øvet/ Saa vidt som sagen var hannem bekiendt/ Ingen fra hannem utrøstet’/ bedrøvet gik/ Var de høje/ lav/ Herre og svend. Mildhed af hannem blev alle beviset/ Derfor i graven hand herlig er priset.
5. Ville vi skue vor naadige Konning/ Hvor hand begræder sin Her Faders død/ Samt voris ældre og yngere Dronning/ Med heldte hoveder i deris skiød. See vi Princessernes øjene røde/ Maa et steenhierte derover vist bløde.
6. Trofaste tienere/ som er til hove/ Er snart som sandsen var taget fra dem/ Vaager og sukker/ naar de skulde sove/ Finder ej lystighed i noget lem; Døden de elsker og livet de hade/ For de ombære med Herren en fader.
7. Uden og inden de mure og porte/ Høres ej andet end ak ve/ ak ve! Somme gaae hvide og somme gaae sorte/ Alle de græder og ingen sees lee; Bispen/ højlærde og Rigernes Præste/ Øvrighed/ Borger/ og fremmede geste.
8. Summa/ ald glæde af landet blev taget/ Der landsens Fader nu opgav sin aand/ Og Konning Fredrik blev fra dennem taget/ Jammer da hørdes af kvinde og mand. Alle sig ynskede/ fattig og rige/ Hannem at finde i Himmerigs rige.
9. I hans regering blev korset ej borte/ Der hand af fienderne var indeklemt; Men der Gud merkte hvad hannem mon skaarte/ Blev hand ej længer af hannem forglemt. HERren tog Jegeren/ brød og hans snare/ Frelste sin Salved fra vaade og fare.
10. Om mand vil tænke/ hvor hver mand de græde/ Der Konning Friderik opgav sin aand/ Tænker/ hvad der var for glæde/ Ham af hans lænder var voxen en mand/ Som kand med viisdom annamme hans krone/ Klæde med ære hans Kongelig trone.
11. Endelig falder min bøn og begæring/ Gud vil Kong Christian begave med Salomons Viisdom i ald hans regiering/ Sundhed og fredsomhed uden fortræd/ Farfaders mandighed og Samsons styrke/ Jonathans tro i nød og korsens styrke.
12. Timelig/ evig velsignelse række vor Konning/ Dronning med Kongelig Huus/ Lad’ hans lænders sæd/ en anden række haanden/ saa aldrig udslukkes det lius. Kongen skee lykke nu og alle stunde/ Dorus hand drikker hans skaal ud til bunde.
Antegnelse.
Dette er Dori Digt/ som med det rette Navn kaldtes Klaus Bang/ og havde været Præst i Jylland/ men siden opholdt sig i Kiøbenhavn og skrev mange Vers i vort Maal til sin Dødedag.
Enddog Fridrik den Tredies (højloflig hukommelse) død var hastig/ som Kejser Augustus ynskede sig en brad Død/ saa alligevel haver vor Sal. Herre betrakted Dødens uvisse Snarhed tilforn/ der hand ligesom lignede sig ved en Rakeet/ hvilken hastig forsvinder/ dog den tilforn udskyder vel tusinde straaler/ saa ere ogsaa hans Kongelige Dyder saa mange og store/ at de ej alleene lode sig see i denne Norde-Verden/ men endogsaa vidt og bredt andensteds. Hand havde selv/ lidet før sin Død/ tegned i sin Skrivertavle dette: Jeg var lig en Rakkeet/ som er tænd/ og i et Øjeblik opfar i Luften/ hvor hun med et Glimt/ som med tusinde Straaler pranger; Da laa jeg plat/ min Kraft forsvand for deres Øjne/ som saae mig/ faldt paa Jorden og blev til Støv/ Muld og Aske.