Den lille Digtsamling, der her udgives, skyldes den Mand, der i min Ungdom var ikke blot den mig kjæreste blandt mine Venner, men ogsaa den, som blandt disse øvede størst Indflydelse paa min Udvikling, hvem jeg beundrede mest og mest saae op til. Jeg har af Tvivlere tidt maattet høre, at jeg anslog hans Evner for høit, ligesom jeg ogsaa senere i mørke Aars mismodige Betragtning af ham har ment at maatte give dem Ret deri. Den Erindring om ham, som her forelægges Offentligheden, vil ventelig give forstaaende Læsere, som den atter har givet mig selv, Indtrykket af, at helt grundløs var min Beundring ikke.
Carl Tolstrup Bahnson fødtes i Viborg d. 26. Septbr. 1845 som Søn af Overlærer Christian Bahnson og Hustru Christiane Guldberg. Dimitteret derfra som Student i 1863, saae han sig i Kjøbenhavn fra første Færd henviist til at fortjene sit Livsophold ved at undervise og udviklede sig hurtigt til den fremragende Lærer i Dansk, som han i 25 Aar vedblev at være. I 1866 fik han Regensen, som netop dengang husede en Kreds af Begavelser, et Kammeratskab og et frodigt Studenterliv som neppe nogensinde før eller senere.1 I den førende Kreds, „Lyrikerne”, som den kaldtes af de lidt mere Tilbageholdende, var Bahnson fremfor Nogen skabt til Fører: Lyriker var han af hele sit Naturel. Hans dominerende Skikkelse — han var fulde tre Alen høi — med det skjønne, aandfulde Hoved, hvis brede Pande, gjennemtrængende Blik og store, udtryksfulde Træk ved første Syn af ham fængslede Enhvers Opmærksomhed, syntes at præge ham som den, der overalt havde et afgjørende Ord at sige. Af Naturen var han skabt til Taler ikke blot ved sin ydre Person, men ogsaa ved den Blanding af Inspiration og Lidenskab, som Macaulay i sin Omtale af Fox kalder den fødte Talers Kjendemærke; hans Stemme havde uden at være klangskjøn en betagende Magt, som gjorde, at man ofte mindre lyttede til Ordene end til Maaden, hvorpaa de bleve sagte, og ydede denne sit Bifald. Ganske anderledes end Kammerater som Hugo Hørring og den tidligt bortkaldte Philosoph Kristian Møller, der beherskede en Forsamling ved deres klare Logik, kunde Bahnsons Taler rive den med sig til Begejstring, og det lige saa meget ved den blotte Klang af Stemmen som ved Indholdets Vægt.
Det var paa dette Tidspunkt, at jeg, der som dimitteret fra Frederiksborg Skole, i mit Rusaar fik Regensen kun et Semester senere end Bahnson, første Gang mødtes med ham; vi blev hurtigt fortrolige; at jeg, der i Alt overfor ham var den Lille, bøjede mig for hans overlegne Personlighed og for hans klare, rammende Kritik2, er en Selvfølge. Allerede dengang skrev vi Begge Vers, og selvfølgelig var Bahnsons ulige modnere og bedre end mine. Men medens jeg pleiede at opbevare, hvad jeg skrev, i kortere eller længere Tid til kritisk Betragtning — den lille Fortælling „Elveblod” og enkelte Digte i min første Samling ére levnede fra hin Tid, — tilintetgjorde Bahnson alt Sit: ham selv tilfredsstillede Intet af, hvad der saaledes blev til i en Stemning. „Der veed jeg, at det altid modtages med Varme!” sagde han og pegede paa den blussende Ild i Kakkelovnen — det var en fra Bahnson stjaalen Replik, som jeg i „Bertran de Born”3 lagde Kongen i Munden. Kun et eneste Digt, „Nu sover hun trygt i Natten”, veed jeg bevaret fra hine Dage; det reddedes kun ved, at hans fra ham dengang uadskillelige Contubernal Peter Jerndorff havde componeret en smuk Musik dertil.
At jeg, der var Vidne til denne ødslen og til hans ikke ringere Ødslen med Impulser og Indfald af enhver Art — og med mig Flere af den fortrolige Kreds, — ventede noget Overordentligt af Bahnson, naar han engang faldt til Ro, er en naturlig Ting. Hans Lærervirksomhed, som han ikke kunde undvære, optog ham dengang for meget og sinkede hans Examensstudium; til Trods for, at han ellers syntes kæmpestærk, led han i en ualmindelig Grad af nervøse Hovedsmerter, der tidt næsten røvede ham hans Arbejdskraft, og som, da han endelig i 1870 fandt det uopsætteligt at absolvere sin theologiske Examen, overvældede ham til Stadighed i den Grad, at han kun opnaaede en Anden Charakter. Paa at søge Embede tænkte han iøvrigt — saa lidt som hans ældre Aandsfælle Chr. Richardt, hvis Examen ogsaa var af lignende Art — i lange Tider ikke: for Begge var Digterkaldet vigtigere end Præstekaldet, og Bahnson nøiedes ligesom Richardt med sin Lærervirksomhed, som han ved Borgerdydskolen under Johs. Helms’ Overledelse fortsatte lige til 1889.
Den Tid, som Vennerne ikke mindre end Bahnson selv haabede paa og ventede, skulde dog aldrig oprinde for ham. Og at Bahnson selv havde Mangler af en Art, som hverken Phantasi og Dybde i Tanken eller Sjælsadel og ægte Kunstfølelse, — hvad han uomtvisteligt Alt besad, — kunde raade Bod paa, blev mig efterhaanden klart. Hans Formsans saa vel som hans formende Evne var, hvor ikke en Inspiration lynsnart greb ham, aldrig særlig stærk; for de Sider af Kunsten, som netop kan læres ved Studium og ved Selvarbejde, nærede han en vis Ringeagt; den særlig for Begyndere farlige Forgudelse af Shakespeare, der ogsaa blev skjæbnesvanger for en ham mærkeligt nærbeslægtet Aand som Otto Ludwig, var Noget, som han aldrig kunde frigjøre sig for. Med et af Naturen tungt Sind forbandt sig hos ham en Tunghed i Arbejdsmaaden, der vanskeligt tillod ham at gjore et Arbeide færdigt; til alt dette kom sluttelig en Selvkritik, der slog al Produktion ihjel og mere og mere smedede ham i Lænker, som han selv ikke kunde bryde. At krybe, før han kunde gaae, var Noget, som Bahnson ikke vilde finde sig i; og at Ingen lærer at svømme uden at gaae i Vandet, forstod han i dette Forhold ikke. Hans største Ulykke laa maaske i hans mægtige Personlighed, som gjorde, at Alt i hans Nærhed bøiede sig for ham, selv, hvor man gjorde det med Betænkelighed; til alvorligt at sige ham Sandheder var neppe Nogen i Vennekredsen ret i Stand, skjøndt de ellers ikke var ringe Mænd. „Ja, — hvorfor er I saadan nogle Asener ?” sagde han engang, da dette kom paa Tale.
I Aarene 1876–77 fuldførte Bahnson dog endelig sit i en lang Aarrække overveiede Debutarbejde „Erik den Fjortende", som forskaffede ham Molbechs udelte Anerkjendelse og varme Venskab, der to Aar efter gav sig et kraftigt Udslag ved at tildele ham det Anckerske Legat. I Vennekredsen vakte Arbeidet stor Glæde til Trods for, at det øjensynligt havde tabt Noget af Udkastets oprindelige Friskhed ved den pinagtige Gjennemførelse. Vistnok er Expositionen gjort med et dramatisk Mesterskab, der neppe nogensinde er overgaaet — mindst i et Debutarbejde, — og som culminerer i det paafølgende Afsnit, Sturernes Møde, der, set som Episode, noget nær er det mest Fuldendte, jeg kjender af dramatisk Kunst. Men Interessen i Stykkets videre Forløb holder sig ikke paa Høide med Begyndelsen; den synker gradviis imod Slutningen — jeg har iøvrigt aldrig, tilstaaer jeg, kunnet forstaae, at Hovedfiguren som historisk Person kan friste til dramatisk Behandling. I bedre Tider vilde imidlertid et bedre Publikum have ydet Stykket Retfærdighed som en i høj Grad lovende Debut; her gik det anderledes. Det hører til vor Nations Ejendommeligheder, at selv den bedste Sag, — hvad neppe noget andet Sted i Verden vilde kunne skee — hos den kan slaaes ihjel af en daarlig Vittighed. „Erik den Fjortende” blev strax omdøbt til „Erik den Trettende" (Trættende!), og dermed var Stykkets Skjæbne afgjort. Bogen, som udkom hos Gyldendal, er nu en literær Sjældenhed: det næsten usolgte Oplag er længst formalet som Maculatur.
Med dette Værk var Bahnsons Produktion som Dramatiker afsluttet; det fik, trods Alt, hvad han havde af Planer, aldrig nogen Efterfølger. Endnu før dets Opførelse i Decbr. 1878 blev han som Følge af Overanstrengelse og en dermed følgende Lungebetændelse angreben af en Nervesygdom, der kulminerede i en „akut Melancholi”, som tvang ham til et 8 Maaneders Ophold paa St. Hans Hospital. Da han forlod det som helbredet, var Stykket spillet og — udspillet, man viste ham det Hensyn at opføre det endnu en sidste Gang, for at han dog selv kunde faae det at see. Vistnok hørte Bahnson ikke til dem, der knækkes ved et Stød; men troligt er det dog, at en Smule Forstaaelse fra Publikums Side, — en Modtagelse, der ikke netop altfor godt faldt i Traad med hans Selvkritik, — vilde have opildnet ham til, selv med Overvindelse af sin Inerti, at tage sig sammen til at skrive. Paa Opfordring fra Molbech og Ploug søgte og fik han, som fortalt, det Anckerske Legat, som han benyttede til en Reise til Wien — hvor han bl. A. fik en venlig Modtagelse af Heinrich Laube og videre til Rom. Hjemkommen gled han ind i sin gamle Lærervirksomhed, indtil han endelig i Foraaret 1890 bestemte sig for at søge et Præsteembede. Som Præst virkede han fem Aar i Slotsbjergby og Sludstrup; i sit første Embedsaar ægtede han Johanne Preetzmann. I 1895 søgte og fik han Embedet som Sognepræst i Skive, hvor han virkede i 20 Aar, til 1915. Sin Hustru, hvis kjernesunde, jydske Natur havde været en heldig Modvægt mod hans egen, mistede han efter 11 Aars lykkelige, men barnløse Ægteskab allerede i 1901 og var fra den Tid mere end nogensinde en ensom Mand.
At Bahnson efter som før „Erik den XIV” har skrevet og efter Vane tilintetgjort Adskilligt, nærer jeg ingen Tvivl om; at han endnu kunde rives med af en pludselig Inspiration, fik jeg et enkelt Beviis paa. Da man i 1909 af politiske Grunde fandt paa at feire 250-Aars Dagen for Stormen paa Kjøbenhavn, var der ogsaa i Skive Folk, som forsøgte at lave en Fest der, og som kom til Bahnson med Forslag derom. Planerne tilfredsstillede ham ikke; saa satte han sig til Skrivebordet og improviserede paa en Nat det herlige lille Situationsstykke „Naar det dages"; om det blev opført, veed jeg ikke. I 1913, da andre patriotiske Fester fandt Sted til Fordel for Forsvarsindsamlingen, skjænkede han Stykket til denne; et. Exemplar, trykt paa Frimodts Forlag, kom mig da i Hænde. Jeg bragte det til min Ven, Prof. Einar Christiansen og fik det tilbage med den Besked, at han fandt det ligesaa ypperligt som jeg og med Glæde havde opført det, om det var kommet i Tide. Nu, en Maaned post festum, var Intet derved at gjøre.
I 1915 tog Bahnson, forholdsviis tidligt ældet og svækket, sin Afsked og henlevede til sin Dødsdag, d. 15. Juli 1917, sine sidste to Aar paa Frederiksberg. Literære Efterladenskaber havde jeg med mit Kjendskab til hans Vaner ikke ventet mig fra hans Haand, da jeg i Manuskript modtog den her trykte lille Samling med Anmodning om at skrive et Forord. Jeg aabnede den uden Forventning om noget Betydeligt: Bahnsons Liv som Digter havde i Hovedsagen været en Selvskuffelse som en Skuffelse for mig og hans andre Venner; med denne havde jeg forlængst slaaet mig til Ro. Des mere overraskedes jeg ved, hvad jeg her forefandt; kvantitativt er det ganske vist et ringe Udbytte af en Lyrikers Digterliv. Hvor langt dets Begyndelse gaaer tilbage i Tiden, er mig ubekjendt; men vist er, at disse Digte, med hvis Afslutning han syslede i sine sidste Leveaar, ved Siden af Alderens Modenhed og Resignation besidde Ungdommens hele Varme og Friskhed i Udtrykket; — atter sees her forøvrigt et mærkeligt Slægtskab mellem ham og Richardt, der, som han selv engang sagde til mig, stadig følte sig dragen til at skrive Digte med religiøst Indhold, men uskikket til at skrive en egentlig Psalme.
Der er Sange blandt disse — jeg behøver ikke at paapege dem, — der i deres Art hører til det Ypperste, jeg har seet, — Digte, der i Versets Klangskjønhed som i Ordvalgets Mesterskab, i Tankens Klarhed som i dens Dybde, i Følelsens Inderlighed som i Udtrykkets kunstneriske Beherskelse vanskeligt kunne tænkes mere fuldkomne; — ganske vist ere de utilgængelige for Folk, hvis Livsanskuelse ikke som hans er bygget paa et religiøst Grundlag; og at haanende Omtale fra denne Side ikke vil udeblive, er paa Forhaand givet. Hans Meningsfæller ville vide at værdsætte dem, ligesom de alt have inspireret en Række af skjønne Sangcompositioner af hans og min fælles Ven, P. E. Lange-Müller, der delviis kjendte Samlingen før jeg.
Og jeg kunde efter Læsningen af den fristes til at sige: det er den store Digter, som jeg i halvhundrede Aar forgjæves ventede at finde i dens Forfatter, der her sender sin Afskedshilsen i en kort Række af Lynglimt og med en Stemme, som nu lyder til os fra en anden Verden.
20/9 18.
Ernst v. d. Recke.