Hvem kalder paa mig? — Jeg er saa træt,
og bristet mit Mod og min Tro.
De bittreste Taarer har jeg grædt,
og dog ikke grædt mig til Ro.
Det er, som Alverden var kold og død,
— en Verden i Storm og Slud! —
og dybt i min Sjæl en nagende Glød,
der ikke vil brænde ud.
Hvem kalder paa mig? — O, giv mig Tid!
Jeg ved hverken Vej eller Sti.
Jeg mægter ikke den evige Strid,
hvor Ingen kan staa mig bi.
Hvad baader det dog, at jeg flakker omkring
og søger fra Sted til Sted?
Jeg finder blandt Verdens de tusinde Ting
dog aldrig det ene — Fred!
Hvem kalder paa mig? — Jeg ved det godt,
jeg drives, jeg nødes til
at vandre den Vej, jeg før har traadt,
endda den ledte mig vild.
Giv Tid blot en Stund, du urolige Aand,
saa lyder jeg dig igen
og tager paany min Stav i Haand
og vandrer, — jeg ved ej, hvorhen.