Jeg vandrer ved Nat paa den øde Strand
og hører Bølgerne sukke.
Ej mindste Lysning langs Himmelens Rand!
hver Stjerne bag Skyernes Lukke!
Da glimter det. — Hurtigt en Trækfuglehær
sig bort over Havet svinger
saa højt, at den fanger det første Skær
af Dag paa de hvide Vinger
og skriver i Glimt paa den mørke Sky:
Nu bliver det Dag paany.
Den Nat, der har hyllet saa tæt mig ind
og altid min Vandring følger,
den viger ikke, men fylder mit Sind
som med tunge, sukkende Bølger.
Hvad spejder jeg efter? — Hvad tænker jeg paa?
Ak, Vejene er mig saa trange:
Du hvide Fugl, kan du aldrig naae
saa højt, at et Glimt du kan fange,
et Bud til mig, at — om Natten er lang, —
det bliver dog Dag engang?