Mon Søen mærker, naar den fryser til?
— Saa lidt som Skoven vel, naar Løvet Visner.
Men naar en Morgen Bølgen træde vil
sin Dans i Solens Glans til Vindens Spil,
da ræddes den for det, der isner
og knuger den, — men ak, for silde:
Trods Sol og Vind den ligger død og stille.
Min Sjæl, du var engang saa ung og varm
og kunde bølge stærkt og bølge længe.
Hvor kom det, at du blev saa kold og arm,
at hverken Glæde eller Sorg og Harm
har Magt at røre dine Strenge?
Jeg ved det ej, men ved tilfulde,
at ingen Nød er stor som Hjertets Kulde.