Jeg saae engang paa et Landsbytheater opført en Hundekomedie, hvor alle Akteurs og Aktricer vare fiirføddede Personer; fortrinligen dresserede og iførte pæne skrammererede Klæder, gik denne lille vakkre Forsamling saa orthographisk og fornuftigt henover Brædderne, at Man skulde fristes til at troe, at Dyretæmmeren havde indblæst dem den af Naturen nægtede høiere Fornuft og Sjæleadel. Men ak! pludselig kastede en malitieus Tilskuer en Leverpølse midt ind paa Scenen, og nu var Dressur, Orthographie, Roller og Orthodoxie forglemt, Hundene forvandledes atter til Hunde, det naturlige Instinkt traadte klart og synligen frem, og der foretoges en almindelig Bataille om Pølsen. — Det er stundom gaaet disse Liniers Forfatter ligesom det gik hine Hunde. Hvor tidt har jeg ikke foresat mig, ikkun at skrive alvorlige og nette Digte, ikkun at hylde den velansterndige, den elegant klædte Musa! og dog! saasnart der viser sig en verdslig Fristelse, saa forsvinder min møisommeligen erhvervede Dressur, saa henveires de ærbare Følelser; det skrøbelige Naturmenneske skinner igjennem, jeg hylder Musa vulgivaga og jeg nedskriver da Vers, der maaskee stride velmeget mod den bon ton, som den fine verden medrette kan forlange af „en pæn Mand.”
„Men! siger Folk da til mig, De maa kæmpe mod Deres onde Natur! Betænk, Mennesket kan hvad han vil, Mennesket har Villiens Frihed!” — Kan gjerne værre! svarer jeg da, at andre Mennesker have den, men hvad mig angaaer, føler jeg kun altfor vel, at har jeg i omtalte Henseende nogen Frihed, da er denne af samme Beskaffenhed, som Fristaten Krakaus, der bliver betydelig paaindvirket af de omgivende udenlandske Magter.
I foreliggende, just ikke talrige Ark vil Læseren saaledes maaskee komme til ar gjøre Bekjendtskab med et enkelt mindre Poem, der snarere synes at hidrøre fra Æbleskivekjælderen og fra Hestemarkedet, end fra en digterisk Hofjunkers ziirlige Studerestue, og det er derfor, at Forfatteren paa denne Pieces Titelblad foretrækker at nævne sig som „Forfatter til Min Broders Levnet,” fremfor at sætte sit egentlige Navn, skjøndt dette maaskee for Flere er velbekjendt. I „Min Broders Levnet” har jeg nemlig, som pseudonym tilladt mig Adskilligt, som jeg neppe vilde have tilladt mig, naar jeg havde opgivet mit virkelige Navn; men dengang ligesom nu, havde jeg hine gamle franske Linier for Øie:
„Ne to conduis point par autrui;
Si çe sièle pédant se choque
D’une ordure, ou d’ine équivoque,
N’importe, poursui!
C’est tant pis pour lui,
S’il veut mettre aujourd’hui
La vertu dans l’ennui.
Qu’on exige moins de décence
Dans les props que l’on tiendra;
Mais dans les moeurs plus d’innocence!”
Og hvorfor skulde jeg ikke endnu lydigen og beredvillig følge det Vink der gives i ovenstaaende franske Linier? Jeg har jo dog elsket det gudvelsignede Frankrig fra det Minut at Skjønhedssandsen vaktes hos mig; jeg har med en Historikers Begejstring, skjøndt uden hans dybe Kundskaber, fulgt Nationens stolte Gang i Revolutionen, Kejsertiden og Julidagene; jeg har af Hjertet elsket og i Tanken beundret dette Folk, fra hvis Midtpunkt der spredes udover Europas beklumrede Folkeslag saavelsom udover Chinas ubekjendte Jordstrøg den Civilisationens Duft og Glands, som endogsaa St. Peterborgs og Moskaus astrakanpeltfede Bojarers palladser maae prale af at — laane; jeg har elsket og elsker dette livlige og dog tankedybe Folk, hvilket rigtignok Hr. Bulwer ikke har tilegnet nogen af sine Romaner og kaldet „et Folk, bestaaende af lutter philosopher,” saaledes som han har i en Tilegnelse benævnet de for Menigmand uforstaaelige Philofophers, Kants, Schellings, Fichtes og Hegels germaniske Efterkommere; jeg har elsket dette Land og denne Nation ligesaa høit som andre langt høiere staaende personer tidligere have befrygtet den fra Frankerig udover Jordens Beboere henkastede Belysning; jeg har elsket denne Nation, fordi det er min Overbeviisning, at det Lyn, som fra det ægte aandige Vatican skal udslynges over Vankundighedens Verden, vil og maa komme fra det Land, der ikke — og det har ogsaa den nyeste Historie viist — fortaber sig i egoistisk Velbehagelighed over sig selv, men hvis mægtige puls slaaer varmt for alle Lande, for Menneskehedens vel.
Men dette skjønne Lands Digtere have aldrig gjort sig Umage for, naar de skrev, at lade deres Vers udgaae i Søndagsdragt, men de have stundom udsendt dem i Fløielskjole samt med alvorlig Allongeparyk, og stundom i Sloprok, Alt eftersom Øieblikket indgav Lunet. Jeg, Uværdig, har fulgt mine elskede udenlandske Mesteres Exempel og har derfor, — aabenbarende hvad der i enkelte Minutter rørte sig hos mig, det være sig af Alvor eller Spøg — kaldet denne lille Bog: „Øieblikkets Børn.”
Jeg har kun at tilføie, at jeg ifjor indsendte Comedien „Cromwells Søn” til den kgl. Theaterdirection, men at Stykket endnu ikke er blevet antaget.
Den 22 August 1845.