„Naar kommer Vaaren vel?”
Naar den sortblaae Svale kommer
Og bebuder nære Sommer,
Naar den qviddrende ta’er Myggen,
Der vil tumle sig i Skyggen —
Da kommer Vaaren!
„Naar kommer Svalen da?”
Naar den lille Frø i Kjæret
Strækker Halsen op iværet
Og med Tungen slaaer paa Trommen:
„Nu er tykke Frømand kommen!” —
Da kommer Svalen!
„Naar kommer Frøen da?”
Naar den lange Stork er kommen,
(For at putte Frø i Vommen)
Og staaer med de røde Hoser,
Fiskende i brune Moser —
Da kommer Froen!
„Naar kommer Storken da?”
Naar først Sneppen hid er fløiet
Og staaer, over Isen bøiet,
Borende sig der et Bæger,
Hvoraf den med Vand sig qvæger —
Da kommer Storken!
„Naar kommer Sneppen da?”
Naar først komme blot de Dage
At i Odense paa Tage
Stæren bygger høit sin Rede,
Hvor godt Folk ham Plads berede —
Da kommer Sneppen! —
„Naar kommer Stæren da?”
Det kan Du jo nok begribe,
Først der komme maa en Vibe!
Først naar Viben, som en Blinker,
Til Armeen: „frem ad!” vinker —
Da kommer Stæren!
„Naar kommer Viben da?”
Naar først efter Vintertide
Vintergjæk af Sneen hvide
Reiser sig med fine Blade
Og gjør alle Hjerter glade —
Da kommer Viben!
„Naar kommer Gjækken da?
Naar Gudfader det behager,
Vinker han den frem af Ager;
Først naar Hans Befaling falder,
Først naar Han paa Blomsten kalder —
Da kommer Gjækken!