— „die merkwürdigen Systeme der Indier, dieser Griechen der Urwelt!"
F. Schlegel.
Lytter Alle til min Tale,
Hør min Lære, lyd mit Bud,
Hvad jeg siger vil husvale,
Jeg er Brama, Verdens Gud.
Kom til mig hver den som lider,
Som har efter Sandhed Tørst;
Om de forbigangne Tider
Jeg belærer Eder først.
Der var Verdner førend denne,
(Hvis Du troer paa Røsten min)
Fleer end to, ja fleer end trende,
Der var Slægter førend din!
I min Bog der staaer det skrevet,
Hvad ei aner just Enhver:
Førend nu din Sjæl har levet,
Den har levet førend her!
Du har seet en anden Klode,
Du har havt en bedre Tid;
Ei da tvivled Du — Du troede!
Reen var Sjælen, reen din Iid.
Ei fra Himlen hørtes Torden,
Lynet slumred i min Haand:
Frisk og sommergrøn var Jorden,
Da var lykkelig din Aand!
Dengang laante Jorden ikke
Lyset fra den stolte Sol,
Nei, den blændte Solens Blikke,
Funkled selv fra Pol til Pol;
Og den lyste stærkt og varmed
Hvor den gik sin stolte Gang —
Ak, men nu er den forarmet.
Og dens Børn er stædt’ i Trang!
I hin Tid, saa langt tilbage.
At dens Tilvær knapt Du troer,
Leved Du alt skjønne Dage
Paa den gudvelsignte Jord,
Lykkelig, til den forvoldte
Ved sin onde Hu og Daad,
At jeg slap den længe Holdte
Og nedslængte den i Graad.
Derfor har ei Jorden Flammer,
Mørk er nu den gamle Borg;
Derfor vandrer Du i Jammer,
Derfor kjender Du til Sorg;
Bøiet gaaer Du, tidt bedrøvet,
Men paa mig ei harmfuld bliv:
Sorg er Straf for Synd udøvet
I de forudgangne Liv! —
Jeg har løftet Taagesløret
Fra den dunkle, gamle Tid;
Hvad jeg hvisker nu i Øret
Gjelder denne Verdens Iid:
Faderligt jeg vil formane
Mine Børn paa denne Jord;
Uden mig de kan ei ane
Hvad i dette Jordliv boer.
Vogt Dig for hver listig Qvinde,
Bøi forsigtig Blikket ned!
Husk, hvad Du paa Jord mon binde,
Bandt Du og for Evighed.
Atter glæd Dig: fager Pige,
Som i Sind Du havde kjær,
Hun er Din i Bramas Rige,
Hvis Du eied hende her.
Meen ei, Mennesket alene
Fik af Brama Tankens Gnist!
Fuglen paa de grønne Grene,
Den har og en Sjæl forvist;
I Naturen tusind Aander,
Tusind Væsner dølge sig:
Hver, som Du, af Qval sig vaander,
Hver, som Du, paa Fryd er riig.
Planten strækker sine Arme
Opad med veemodig Hu,
Længes efter Lys og Varme,
Har en evig Sjæl som Du:
Gjennem Skoven, Bølgen, Luften
En usynlig Livsaand gaaer,
Meen ei, Du kun har Fornuften —
Bramas Godhed Alle naaer!
Og hvert Væsen i Naturen
Elsker Dig og er din Ven,
Skjøndt Du tidt bag Fordomsmuren
Stirrer spodsk og stolt paa den.
Først naar Du af dine Lige
Vorder haanet og forladt,
Vender til Naturens Rige
Du dit Blik i Sorgens Nat.
Da først til sin sande Moder
Tyer en utaknemlig Søn;
Og hun skjænker ham de Goder,
Som han nævner i sin Bøn;
Da først hendes Skjønhed fatter
Den forbauste unge Søn:
Hun var før en vanskabt Datter,
Nu blier hun hans Moder skjøn!
Men, som hun din Vunde heler,
Lægekløgtig, moderøm,
Og som hun din Sorrig deler,
Lindrer den ved Søvn og Drøm:
Saa hun harmes, naar hun skuer
Atter Dig i Syndefald:
Udaf Bjerget bryde Luer,
Udaf Skyen Tordenskrald!
Naar Du staaer ved Kokospalmen,
Da hver Gnist af Ondskab qvæl!
Seer paa Bladet Du en Falmen,
Det er Rødme for din Sjæl!
Gaaer Du med urene Tanker
Der, hvor Ganges vælter sig,
Og den taarner Bølgebanker —
Det er Taarer over Dig!
Hvis din Haand sig her forsynder
Mod en Broders nøgne Bryst,
Viid, at Vinden det forkynder
Samme Dag med hæse Røst!
Natlig Udaad paa Altanen
Sees vel ei af Bramas Sol,
Men fortælles af Orkanen
Til den vide Nordens Pol!
Vogt Dig: Seeren, den gamle
Lurende Samvittighed,
Grov sig, for din Iid at samle,
Taus i Hjertets Kule ned!
Fælles Bjerge, fælles Floder,
Fælles Luft og Himmelrum,
Fælles har Du med din Broder
Efter Døden Dramas Dom.