Jeg følte en uendlig, stille Stræben
At sjunge det, mit indre Øie saae,
Og skjøndt jeg tidt fornam en trodsig Klæben,
Saa Ordet vilde ei fra Læben gaae:
Jeg troede dristig dog, at stundom Læben
Med Kraft udtalte, hvad for Blikket laae,
At ogsaa mig den Gave var forundet,
At tolke Livet, før det var hensvundet.
Jeg saae mig om, jeg stirred paa Naturen,
Der gjæred underfuldt et mægtigt Liv;
Jeg tænkte, skal i Bølgen og i Jordefuren
Livskraften svulme ved hans Skaberbliv,
Da maa ei kraftløs Mennesket bag Muren
Med Livets store Samklang staae i Kiv:
Han følge dristig Stemmen i sit Indre,
Den lyder, som hans Skjæbnes Stjerner tindre.
Men vil Du, Fædreland, vel mild forlene
Et Bifaldssmiil mig paa min første Gang?
Vil Du et ukjendt Navn vel og forene
Med dem, som livned mig ved deres Klang?
Du har, o Danmark, mange Ædelstene,
Du est en Moder af den første Rang:
Vil venlig Flinten Du, den simple, dunkle,
Indsætte mellem Stenene, som funkle?
Du vil det, skjønne Moder! kjærlig favner
Du selv din mindste, ubekjendte Søn;
Ei Aandens Spirer Varme hos Dig savner,
Hvor stille end de skyde frem i Løn.
Og derfor vist, saalænge Rygtets Bauner
Staaer over Folkene med Flamme skjøn,
Skal ogsaa Danmark skues i dens Straaler,
Hvor lidet Land end hendes Scepter maaler.
Men Du, Du elskte Væsen, — hvis dit Øie
Gaaer livligt over Bogens tause Blad,
Og der en Gnist Du træffer fra det Høie,
Da veed Du vist, Du for mit Øie sad.
Men hvis min Norne grumt det skulde føie,
At ei Du skued, som mit Hjerte bad,
Da skal min Røst dog høit og frit udsige:
Du ledte dybest mig i Sangens Rige!
Frihed og Fædreland — de Idealer,
Som skjænker Ynglingen hans bedste Lyst,
Besjælende først Ædlingen tiltaler,
Naar Kjærlighed nedstiger i hans Bryst;
Først da med Ild han Livets Under maler,
Naar han sit Huus har bygt paa Drømmens Kyst,
Saa Frihed, Fædreland og Kjærligheden
En Himmelbro har dannet ham herneden.
Jeg stod paa Broen og saae ned paa Livet,
Og Sandhed stræbte jeg at stille frem;
Hvad Verden skjænkte, har jeg kun gjengivet,
Fra mig gaaer Billedet først til sit Hjem.
Og vakled Haanden end, som — stormrørt — Sivet,
Og har min Idræt ringe Kraft igjem:
En Stund mig bragte Fred de sære Drømme,
Ak, kunde den fra mig til Andre strømme!