Hvide Søfugl, stands din Flugt,
Nærm Du Dig til denne Bugt.
Flygted Du for Ørnen vel,
Bringer Bud Du, bringer Held?
Minde fører Du tilbage
Om de svundne, glade Dage.
Seer Du hist en dunkel Sky
Eensom over liden By?
Saadan er den Elsktes Blik,
I det gjemmes Livets Drik;
Landet Regnens Sky velsigner, —
Mørke Blik, Du Skyen ligner!
Hvide Søfugl, hør min Bøn,
Bær mit Budskab Du i Løn!
Sving Du Dig ad Stranden hen,
Hils saa fra den fjerne Ven;
Ak, han vilde selv saa gjerne
See sin skjønne Ledestjerne!
Bær fornuftig Dig dog ad,
Hold i Næbet smukt mit Blad!
Stolt er Ørnen, — hører Du?
Tal beskeden, tal med Blu!
Ørneblodet, veed Du, gjærer,
Hvor mit Budskab Du henbærer.
Bort fløj Fuglen! — Ak, mon og
Den vil tee sig tro og klog?
Elskte, Du maa vredes ei,
Naar den møder Dig paa Vei,
Naar den siger, hvad mit Hjerte
Den at tale dristigt lærte.
Elsker Du, da vær Du tro,
Lad mit Minde hos Dig bo.
Lad din Læbe være stum
Og giv Tiden Raaderum:
Stundom læs i Kamret sagte,
Hvad i Næb Dig Fuglen bragte.