Farvel! Det stærke Dyr skal ud at svømme,
Sort stiger Dampen af dets Næseboer,
Og disse Dampe ligne mine Drømme,
Og Farven stemmer med hvad i mig boer:
Saa skummelsort som den er hver min Tanke,
Thi Dyret bærer bort min Helligdom —
Den seiler fra mig paa den lette Planke,
og for min Sjæl staar hele Verden tom.
Mit stakkels Bryst er Urnen liig, der gjemmer
En Haandfuld Aske af et fordums Liv;
Derinde lyde Skrig og vilde Stemmer,
I Asken selv er Gjæring end og Kiv.
Jeg selv, mit bedste Jeg i Urnen ligger
Som vandkoldt Liig midt i min Ungdoms Aar;
Jeg bærer Urnen rundt omkring som Tigger,
Jeg, som engang besad saa rig en Vaar!
Jeg bærer paa min egen Mumie; smykker
Med Blomster, pynter ud det kolde Liig,
Og sætter ned mig under Granens Skygger
Og skriver lange Vers, jeg over mig;
Hver enkelt Linie dannes af en Taare,
Hvert Ord af Sorg, hvert Bogstav af et Suk —
Ja, husk, at Sangen skrives ved en Baare,
Mørk skal den være kun, men ikke smuk.
— O Du, som hist paa Skibet herfra seiler,
Har jeg for sidste Gang inat Dig seet?
Det Øie, hvor sig hellig Troskab speiler,
Hvor Kjerligheden før har til mig leet,
Det Blik, det skjønneste blandt mine Minder,
Den Sol, som her i Liv var meest mig kjær,
Er den en Stjerne vorden, som forsvinder
Bag denne kolde Morgenrødes Skjær?
Jeg har dig elsket, hvad de saa end sige,
Saa høit som dette Hjerte elske kan;
Hvor du var, der var og mit Himmerige,
Var mit forjættede, tilbedte Land.
Der gik en Straale fra din lyse Pande,
Som spredte Klarhed i mit mørke Sind,
Og liig et Soelblik paa de græske Strande,
Skjalv Smilet paa din Foraarsfriske Kind.
— Dyrt maa den alvorsfulde Skjald betale
De smukke Fløitetoner paa sin Luth;
Den som skal trolig Andres Sorrig male,
Har sjælden selv et glædeligt Minut.
Der være maa et Jordskjælv i hans Indre,
En Ørken, sandet, gold, umaalelig,
Et Himmelstrøg, hvor ingen Stjerner tindre,
Og Vanvidshyl, som Leopardens Skrig.
I Smerte født og kun til Smerte baaren,
Har hans Natur slaaet Rod i Smertens Grund;
Igjennem Hjertet sidder stukket Kaarden,
Derfor staaer Kaarden atter af hans Mund;
Hans Bryst er en Ruin, hvor Jevndøgnsstormen
Udsynger mørk sin dybe Melodie;
Han selv tilhører Lidenskab, til Formen
I Gruset styrter, Aanden vorder fri.
— — Min Aand besøger de forsvundne Dage!
I Skoven vandre vi; det grønne Blad
Af Vinden viftes fremad og tilbage,
Forfrisket nys af Morgenduggens Bad;
Fordybet i os selv vi vandre, Ingen
Forstyrrer os; vi træffe Hindens Spor;
Beklemt jeg sætter paa din Finger Ringen —
Den smutter bort, ak see! den faldt paa Jord. — —
— Farvel! o gid jeg var den hvide Maage,
Som med de vilde Omsving og med Skrig
Forfølger Skibet gjennem Morgnens Taage
Og fæster sine stive Blik paa Dig!
Jeg vilde da paa Masten taus mig sætte
Og faa Kaptainen med sin Bøsse frem,
— Et Knald — og rask med Vingeslag saa lette
Min Aand da henfløi til et ukendt Hjem.
Farvel! naar Du i fjerne Skove vandrer
Og Løvet rasler, Droslen tier stil,
Og Skyen sig fra hvid til sort forandrer
Og derpaa faaer et brandrødt Farvespil,
Og nær Dig da et Luftsuk sært forøger
Den Vemod, som fordølges i dit Sind, —
Min Aand det er, som tro Dig da besøger,
Mit Aandepust omsvæver da din Kind —
Min Aand det er da, eller og min Tanke,
Som hyller sig i Aftenvindens Suk
Og bryder drømmende hver jordisk Skranke
Og søger Dig igjennem klamme Dug.
Hos mig vil ikke mine Tanker være,
De træde synligt af min Pande frem
Og hylde trofast end den gamle Lære:
Hvor Du er, der er deres rette Hjem.
— "Farvel! jeg reiser jo blot for i Vinter,"
Saaledes lød jo før dit Afskedsord,
"Naar Vaaren kalder sine Hyacinther
og sine Crocus frem af sorten Jord,
naar Viben søger sig en pløiet Ager
Og Sneppen iilsom tyer mod Norden hen,
Da kommer ogsaa jeg; min Længsel drager
På Løvens Ryg mig atter til min Ven."
Saa reis! men jeg vil i min Stue pleie
Et Crocusflor og smukke Blomsterløg,
Og naar saa Blomsten opstaar af sit Leie,
Og Fuglen kommer fra de fjerne Strøg,
Da vil jeg selv gaae didhen, hvor min Tanke
Er forudilet, synge Vibens Pris,
Med Inderlighed klappe Løvens Manke
Og takke dem, der smelted Snee og Iis.