Selv du vil ældes, som i Ungdom smiler;
Selv du vil ældes; jeg snart være død.
Dog dobbelt giver Tiden, skjøndt den iler,
Hver Dag, med dig jeg henrykt nød.
O overlev migl Ingen Alder kue
Den Lærdom, jeg dig gav! glem aldrig den!
Men i din stille Krog, som gammel Frue,
Gjentag ved Lampen Digtet af din Ven.
Naar man har seet blandt Rynkerne, som sørge,
De skjønne Træk, som henrev mig med Ret,
Vil Børn, paa søde Sagn begjærlig, spørge:
Hvem var den Ven, du har saa tro begrædt?
Mal da min Elskov af, og lad dem skue
Dens Ild, Berusning, Nidkjærhed — selv den;
Og i din stille Krog, som gammel Frue,
Gjentag ved Lampen Digtet af din Ven.
Og spørges dig: var han da ret elskværdig?
Svar uden Rødme dem: jeg elskte ham.
Var han istand til Ondt? Var han letfærdig?
Svar dem med Stolthed blot: jeg elskte ham.
O slig, til hvilken høi og føelsom Lue
Hans glade Strengespil rev Hjertet hen;
Og i din stille Krog, som gammel Frue,
Gjentag ved Lampen Digtet af din Ven.
Dig, som jeg lærte for mit Land at græde,
Hæv til den nye tappre Slægt din Røst,
Siig, jeg har sjunget Ærens, Haabets Glæde,
Mit arme Fædreland, ak, kun til Trøst.
Vi for en Storm fra Norden maatte grue,
En Laurbærhøst af tyve Aar sank hen.
Og i Din stille Krog, som gammel Frue,
Gjentag ved Lampen Digtet af din Ven.
O intet mere elsket Maal jeg kjender,
End dine gamle Dages Sorg forslaae;
Naar mit Portrait du med de svage Hænder
Hvert Foraar hænger nogle Blomster paa.
See op mod hiin uendelige Bue,
Hvor vi for stedse samles skal igien,
Og i din stille Krog, som gammel Frue,
Gjentag ved Lampen Digtet af din Ven.
Beranger.