Nu mig Republikken behager,
Af Kongerne længst er jeg mæt;
Jeg opretter en, og paatager
At give den god Lov og Ret.
Der virkes kun skal for at drikke,
Kun dømmes til Tidsfordriv.
Og stort er Landet vel ikke,
Men Valgsproget Frihed og Liv.
Løft Glasset! vi Druerne prise!
Vort Raad er forsamlet idag.
Og strængt ved en Dom vi forvise
Kjedsommelighed af vort Lag.
Ha, hvad? Forvises? Fordrives?
Væk, væk med de Ord, er vor Bøn.
Blandt os kan ei Kjedsomhed trives,
Kun Moerskab er Frihedens Søn.
Luxus, der bekom den saa ilde,
Vil Glæden forsigtig undfly,
Ingen Baand, som kan Tankerne hilde,
Er Bacchus Forordning paany.
Enhver efter Lyst kun tilbede
Den Gud, han bekjender sig til,
Søge selv sine hellige Steder,
Det er, hvad Friheden vil
Ei Adel, den vil vi ei have;
Forfædrene hvile i Ro.
Ei Titler, selv ei til den Brave
Der dygtigst drak eller loe.
Hvis Enevoldsmagten, vi knused,
Tillokker et farligt Gemyt,
Styrt ham ned, den Cæsar, beruset,
Og Frihedens Fane beskyt!
Paa Fristatens Vel lad os drikke!
Det styrker et Anslag især.
Meer fredsælt Folk saae man ikke,
Dog Skræk, see — Fjenden er nær.
Lisette! Blødagtigheds Lænker
Hun slynger os smilende i
Saa deilig — vor Fane sig sænker,
Med Friheden er det forbi.
Beranger.