Fy, den Frue, som gjør sig lækker!
Fy, den hele fornemme Flor!
For de Snerper jeg foretrækker
Min lille Hanne, min Hannemoer!
Ung og smuk, som uden inde,
Er hun frisk og sund, den trinde,
Øiet sort, men fuldt af Ild.
Last kun, Knibske, visse Stykker,
Barmens Brænding, altfor vild;
Det er for min Haand, som trykker
Just en Fejl, som lokker til.
Fy, den Frue, som gjør sig lækker!
Fy, den hele fornemme Flor!
For de Snerper jeg foretrækker
Min lille Hanne, min Hannemoer!
Hendes Hexeri er Ynde;
Hun kan ei forvirres, synde,
Hun er modig, frank og fri.
Vel hun siger et og andet,
Som kan kaldes Tosseri;
Men hvad gjør det vel paa Landet?
Hun gaaer dog for et Geni.
Fy, den Frue, som gjør sig lækker!
Fy, den hele fornemme Flor!
For de Snerper jeg foretrækker
Min lille Hanne, min Hannemoer!
Og ved Bordet, ved et Gilde,
Denne Uglspil hun kan spille
Med en Fyr, om nok saa fiin.
Hun med Dristighed sig værger,
Synger smukt, er evig min;
Paa mit Ord den Lille sværger,
Og tør drikke alslags Viin.
Fy, den Frue, som gjør sig lækker!
Fy, den hele fornemme Flor!
For de Snerper jeg foretrækker
Min lille Hanne, min Hannemoer!
Smuk ved Elskov og ved Glæde
Skylder Silketøi og Klæde
Hun ei sine Lemmers Magt;
Under lette Lærredsfolder
Seirer hun — tag jer iagt!
Hendes Pynt ei Angst forvolder —
Spar den ikke! har hun sagt.
Fy, den Frue, som gjør sig lækker!
Fy, den hele fornemme Flor!
For de Snerper jeg foretrækker
Min lille Hanne, min Hannemoer!
Natten gjør især min Lykke;
Ingen Svøb og Slør os trykke,
Ingen, som paa Skrømt er vred.
Med to Hænder og med Munden
Hun at vække Længsler veed;
Ja, af Sengen tidt hun Bunden
Støder ud i Hidsighed.
Fy, den Frue, som gjør sig lækker!
Fy, den hele fornemme Flor!
For de Snerper jeg foretrækker
Min lille Hanne, min Hannemoer!
Beranger.