En herlig Dyd vil jeg nu vove,
Med Musens Gunst, i Sang at love;
Og lykkes mig min Sang, saa er
Den Mennesker, selv Engle kjær.
Skjøndt hjemsøgt tidt af Had og Smerte,
For nært jeg tog det ei til Hjerte;
Taalmodigheden stod mig bi,
Den kan for Sorg og Qval befri.
Hvor tidt, hvad Utaalmod fordærved,
Har mig Taalmodighed erhvervet!
Hvo ikke denne Dyd besad,
Hans Sjæl var aldrig længe glad.
Vild af Naturen, letopflammet —
Saamange haarde Slag, mig rammed,
Saa strængt, jeg ogsaa føelte Skjæbnens Arm —
Taalmod helbredede min Harm!
Mig vilde ogsaa Elskov qvæle,
Den vilde ei mit Liv besjæle,
Som Tantals Frugt den lokked først,
Men lædsked aldrigen min Tørst.
Da maatte truffen Freden segne,
Jeg maatte gløde, maatte blegne.
Nedslaaet, mørk, forladt jeg stod;
Tilsidst — hvad hjalp mig vel? — Taalmod!
Taalmod, du hjelpsomstærke Engel,
Du med den hvide Rosenstengel!
De Taarer, Ingen saae, dem kan
Du tørre bort fra Øiets Rand.
Staae stille, o I fromme Tanker!
Naar ikke meer mit Hjerte banker,
Dan da, jeg beder, paa min Grav
I Steen Taalmodigheden af.
Og ville I da for mig græde,
Skal Liv i Marmorstenen træde
Og sige: Gud er Kjærlighed;
Vi sees igjen, Taalmodighed!
Johannes Falk.