I Bayerlandet, i Ingolstad
For sit syge Barn en Qvinde bad.
Hun førte ynkelig Kjær’ og Klage
Baade om Nætter og lyse Dage.
Til Kirkehallen hun aarle gaaer
Der hvor Gudsmoder med Barnet staaer.
Hun kasted sig grædende ned paa Jord:
O lad mig ei miste mit stakkels Noer?
Forbarm dig, Naadige! skjænk mig Trøst
Du holder jo selv et Barn ved dit Bryst
Hun bad til vor Frue i Dage tre,
Men værre blev Barnet i alle de
Og paa den fjerde maatte det døe;
Det skulde ei trives paa Verdens Øe
Men medens Orglet saa liflig klang,
Mens Klokkerne gik, og Choret sang
Til det hellige Billed den Arme gik,
Tog Barnet bort med et dunkelt Blik
Og skyndte sig hen i en mørk Korsgang,
Stod der tre Timer, mens Orglet klang
Saa gik hun atter til Altret hen
Og gav Gudsmoder Barnet igjen.
Du havde ei før Barmhjertighed;
Hvordan det smerter, nu Du veed
Hvordan det smerter en stakkels Moer
At savne sit lille spæde Noer.
Johannes Falk.