Om Elsktes Dør sig Skjalden sneg,
Sin Strengeleeg i Arm,
I øjet Elskovs klare Ild,
I Brystet kjærlig Harm.
Saa klagende, saa ømt han sang:
„O lad mig ene her!
Den kloge Flok, den glade Flok,
Skal mig ej være nær.
Thi ingen mig forstaaer saa godt,
Ak, som mit Citherspil;
Og ingen gav det ømme Bryst
En Trøst, saa huld og mild.
Vel raaber man mig klygtig til:
Rask op, og fly din Vei!
Men tryllet i den søde Kreds
Jeg Stakkel kan det ei.
Betydningsfuldt forbi mit Liv
Henrisler Tidens Væld;
Hvad Andre kan saa rolig see
Bevæger dybt min Sjæl.
Og Længslen tyder Billedskrift
Af Elsktes Røst og Gang,
Og Kjærlighed udtoner det
I venlig Digterklang.
Men for de Bedste Skjaldens Ord
Lys kun blomstre skal;
For Andre træder stolte Kunst
I Nattens Taagehal.
Derfor saa gjerne Sangen gi’er
Den fromme Elskov Haand,
Og Kjærlighed saa gjerne gaaer
I Sangens Høitidsmon.
Da kom Hofskaren just dertil,
Den hued Visens Klang.
Men Skjalden gik i Skoven ind
Med Citherspil og Sang.
la Motte Fouqué.