Jeg sad med dig bag Malver huldt i Skygge,
Vi talte intet, krybende blev Tiden,
Besværlig sad vor bedste Ven ved Siden,
Jeg saae dig Bladene af Busken rykke.
„Ven,” hvisked jeg, „dit Selskab er vor Lykke;
Men din Vedhængenhed, som ei er liden,
Var kjærere, jeg nægter ikke, siden.”
Han reiste sig og gik; et Venskabsstykke!
Da greb jeg om din Haand bag røde Malve.
„O havde jeg nu”, raabte jeg, „at byde
Et Hjerte, som var værd at ei forskyde!
Men jeg har kun et halvt.” — „Giv mig det halve,”
Lød fra din Mund; „o jeg vil gjerne dele
Med Andre dit, men du har mit det hele.”
1824.