Jeg sad med dig bag Malver huldt i Skygge,
Vi talte intet. Krybende blev Tiden.
Besværlig sad vor bedste Ven ved Siden,
Jeg saae dig Bladene af Busken rykke.
Ven, hvisked jeg, dit Selskab er vor Lykke;
Men din Vedhængenhed, som ei er liden,
Var kjærere, jeg nægter ikke, siden.
Han reiste sig og gik. Et Venskabsstykke!
Da greb jeg om din Haand bag røde Malve.
O havde jeg nu, raabte jeg, at byde
Et Hjerte, som var værd at ei forskyde,
Men jeg har kun et halvt. — „Giv mig det halve,
Lød fra din Mund, o jeg vil gjerne dele
Med andre dit, men du har mit det hele!”