Jeg sad med dig bag Malver hyldt i Skygge,
Du talte Intet; suur og lang blev Tiden,
Thi ak, besværlig sad en Ven ved Siden,
Min Harm jeg maatte da i Ord udtrykke.
„O, bedste Ven! dit Selskab er min Lykke,
Og din Vedhængenhed er ikke liden;
O, bliv du kun! Men tænk dog efter siden:
Var, hvis du gik, det ei et Venskabsstykke?“
Han reiste sig og gik; du vilde følge;
Jeg sagde: „Bliv, i Eensomheden, Pige!
Hvad har vi To hinanden der at sige?“
Min Kjærlighed jeg kunde trodsig dølge,
Ironisk Krampe overvandt mit Hjerte;
Jeg saae dit Smiil, halvt var det Fryd, halvt Smerte.