Min Glut forstaaer at løse Sjælens Knuder;
Fortvivler ei, fordi at Traaden kurrer;
Hun trækker Sødme af de skarpe Burrer
Og samler Bær hvor Afgrundskanten luder.
Om Skjæbnen end i Vægterhornet tuder
Og Rædslens store Hund i Mørket knurrer:
Rolig sit muntre Tankehjul hun snurrer
Og nynner Visen om de høie Guder.
Og hun har sagt, at om end Laurbærkrandsen
Faldt af mit Hoved, faldt som visne Blade,
Og i dens Sted vildt hvirvled Helvedglandsen
Hun vilde dog mit Hjerte ei forlade,
Men selv i Mørkets slangefyldte Dale
Min arme Sjæl med Kjærlighed husvale.