Min Glut forstaaer at løse Sjælens Knuder,
Fortvivler ei, om ogsaa Traaden kurrer;
Hun trækker Sødme af de skarpe Burrer
Og samler Bær, hvor Afgrundskanten luder.
Om Skjæbnen end i Vægterhornet tuder,
Og Rædslens store Hund i Mørket knurrer,
Rolig sit muntre Tankehjul hun snurrer
Og nynner Visen om de høie Guder.
Og hun har sagt, at om end Laurbærkrandsen
Faldt af mit Hoved, faldt som visne Blade,
Og i dens Sted vildt hvirvled Helvedglandsen;
Hun vilde dog mit Hjerte ei forlade,
Men selv i Mørkets slangefyldte Dale
Min arme Sjæl med Kjærlighed husvale.
1824.