Mads, Jesper.
Mads.
Du paa Rivalens Been to hvide Strømper saae?
Saa Skiebnen altid for ham paa Pinde staae!
Ja Skiebne! troe, jeg seer alt hvad du har for Øie;
Men jeg har Arm og Kniv, og du har spildt din Møie;
Du forud føler alt (du maatte skamme dig)
En Vellyst i den Qval, som vil fortære mig,
Naar jeg et Vidne skal til den Foreening være,
Som skiller mig ved alt, ved Grete og min Ære;
Men naar jeg ikke meer seer denne Verdens Dag,
Skal Skiebnen med sit Had vel giøre mig en Smag.
Jesper.
Døe er din Pligt, naar du paa ingen anden Maade
Veed dig at redde ud; men torde jeg dig raade,
Du skulde sette op endnu et Øieblik
Dit Forsæt; vi maaske en bedre Tilflugt fik.
Mads.
En Tilflugt er der kun, en eneste tilbage:
Med Skiebne, Grete, Liv jeg strax maa Afskeed tage.
Jesper.
Det ahner mig, min Ven, at det for tidlig er.
Mads.
Men helte, som vil døe, foragter Ahnelser.
(Han tager sin Kniv op.)
Vær stærk min Arm og troe! vær skarp min Kniv og sikker!
Min Jesper! Liv! Farvel! — — Dog, førend jeg mig stikker,
Ifald du haver kier din Kalemankes Vest,
Saa staae mig ei saa nær, den ellers faar sin Rest.
Aria.
Naar, som desverre ofte hænder,
Ulykken muntre Fluer sender
I tomme, klare Flasker ned,
Den heftigste Uroelighed
Man tydeligen kan fornemme
Af deres Løben, Flugt og Stemme.
Hvis Hud og Glas var lige klare,
Jeg kunde mig den Møie spare,
At sige dig: Mit Blod faer om,
Som Fluer der i Flasken kom.
Jeg ydermere for mit Øre
Kan som en Lyd af Fluer høre.
Mit Blod tilfælles har saa mange Ting med Fluer,
Som ere fængslede, at jeg med rette gruer,
Det og vil ligne dem, som slippe ud igien,
Og synes, at de ei kan komme langt nok hen
Fra en forhadt Arrest. Min bedste Ven i Live!
Dig maatte allermindst min Død til Skade blive.
Jesper.
Endog paa Gravens Pynt erindrer du min Tarv!
Jeg haver intet Been, jeg haver ingen Marv,
Som jo Erkiendtlighed og Medynk giennemtrænge;
Men at du ei skal troe, jeg stod omsonst saa længe,
Som du sang Arien om Fluer og dit Blod,
Saa faldt jeg, eller og min Giest mig falde lod
Paa en Mistanke; hvad, om du den rette Eier
Til disse Strømper er, som krone skal med Seier
En lykkelig Rival?
Mads.
Den Grete haver kier,
Og ærer med sit Valg, for smaae Forbrydelser
Jeg ei mistænke bør. Jeg er jo Helt desuden.
Jesper.
Men Skredder meer end Helt; det viser noksom Huden,
Saa længe som han har en Skredder-Plet paa den,
Jeg Helten mindre seer i ham end Skredderen.
Mads.
See i ham hvad du vil; jeg seer kun paa min Ære,
Jeg maa ei i mit Brøst saa lav Mistanke nære.
Jesper.
Men siig! hvor skulde han her faaet Strømper fra?
Hvor ingen uden du — — —
Mads.
End Grete, Mette da?
Jesper.
Saa bilder du dig ind, han deres kunde bruge?
Af deres Strømper een sex Skredder-Been kan sluge.
Mads.
Jeg var tilfreds, min Ven, den kunde sluge syv,
Saa er Johan en Helt, og kan ei være Tyv,
Og du til Nedrighed forgiæves mig skal friste.
Jesper.
Taal i det mindste, Mads, at jeg udi din Kiste
Min Tvivl maae opløst faae!
Mads.
Du kan den bringe ind,
Ei for at rydde ud Mistanken af mit Sind,
Thi jeg mistænker ei, men at endnu i Live
Mit Efterladenskab jeg dig kan overgive.
(Jesper gaaer.)