Grete, Mette, Johan.
Grete.
Johan med Strømper paa! Tvivl, Haab og Frygt og Glæde
(Til Mette, som tier.)
Hvor fik han dem? siig snart.
(Til Johan.)
Johan, jeg har en Tvivl.
Mette (til Johan.)
Svar hende som en Helt, tael i den høie Stiil!
Grete.
Johan, jeg har en Tvivl, den kan du mig betage;
Jeg veed, man intet faaer omsonst i vore Dage;
Hvor fik du Strømper fra?
Johan.
Hvis dette Spørgsmaal gik
Udaf en anden Mund, i dette Øieblik
han for sin Dristighed med Livet skulde bøde;
Den, som formaster sig, at giøre Kinder røde,
Som Skiæbnen har udseet til Kinder for en Helt,
Hvor fælt han straffes end, dog straffes ei for fælt.
Grete.
Saa rødmer du?
Johan.
Madam! ja, men paa eders Vegne,
Saa lav Mistanke kan ei høie Siæle egne
Med eders Siæl er lav.
Grete.
Seigneur! høi eller lav,
Jeg beder dig, besvar det Spørgsmaal jeg dig gav.
Johan.
Mindst, drømte jeg, Madam! at I mig skulde nøde
Til at fralægge mig en saadan nedrig Brøde.
Jeg Maalet, sagde I, for eders Elskov var,
Nei Maal for jer Foragt, den Sag er alt for klar.
Forgieves søgte man paa hele Jorderige
En Elskerinde, som sin Elsker vilde sige:
De Strømper, som du bær, du stiaalet har, min Ven!
(Af hvad I sagde før, det var dog Meeningen.)
Jeg lod ved Paaske-Tiid mit Hoved-Haar afrage,
Af Skrek sig reiser nu den Stump som er tilbage,
Og løfter min Paryk en Tomme fra sit Sted.
Hvem bliver skieldt for Tyv, og gyser ei derved?
Dog Skredderen Johan har Aarsag til at meene,
At han frikiendes ved sit blotte Navn allene:
Johan von Ehrenpreis, viid naar man heder saa,
Man da umuelig kan et Tyverie begaae.
Madam! I maatte dog min ømme Siæl forskaane,
Den har endnu ei lært, at lade sig forhaane;
Jeg før i Lære stod, min Mester var en Stud,
For ikke smukke Ting han tidt mig skieldte ud,
Jeg dølger ei derfor, han tidt, din Esel! sagde,
Men Tyve-Navn, Madam, han aldrig mig tillagde,
Det var mig forbeholdt, at høre det af Een,
Som jeg tilbad, som var min tredie Øiesteen.
I græder Grete?
Grete.
Nei!
Johan.
Da burde I dog græde.
Grete.
Ifald jeg græd, Seigneur; da skeede det af Glæde.
Nu kiender jeg Johan, hvor jeg er lykkelig,
Hvor du er dyrebar! du vist tilgiver mig,
At jeg din Helte-Siæl saa haardt paa Prøve satte,
Ifald du fatte kan — Dog ingen Siæl kan fatte,
Hvor min Høiagtelse høit til Beundring steeg,
Og steeg alt høiere, jo meer du bister skreeg.
Min Elskov og min Agt du kaldte tidt din Lykke,
Læs i mit Hierte nu, see hvilket Fandens Stykke
Din Lykke voxet har ved denne Leilighed,
Og jeg skal vove for du er ei længer vred.
Johan.
Jeg lenger vred? Nei Uforlignelige!
Jeg sige maa — — —
Mette.
Her er ei Tiid til meer at sige,
I begge har viist jer Ret til Helte-Rang,
Og eder nøie bør hermed for denne gang.
Hvert Øieblik er dyrt, og I behøve begge
Paa eders Bryllups-Pynt den sidste Haand at lægge.
(Ende paa fierde Optog.)