Grethe (allene, sovende paa en Stoel, vogner op, og siger):
Du bliver aldrig gift, hvis det i Dag ei skeer!
O! alt for fæle Drøm! mig synes, at jeg seer
Endnu den sorte Geist, at jeg ham hører true
Med samme Torden-Røst. Saa skal jeg aldrig skue
Det Haap opfyldt, hvorpaa jeg byggede saa tryg,
Da paa min Skredders Skiød, med Haanden om hans Ryg,
Jeg hørte ham saa tidt med kiælen Stemme sige:
Jeg var hans eeneste, hans allerbeste Pige,
At mine Øiekast sig trængte til hans Siæl,
Og at han uden mig ei kunde lide vel.
Troeløse! jeg gad vidst, hvordan du nu maa lide!
En Diævel skulde dig ei kunde fra mig slide,
Min Smiil din Vellyst var, og mine Vink din Lov,
Det svor du paa, og løi, og denne Løgn var grov;
Thi over Tiden nu det er alt otte Dage,
Som du mig lovede at komme her tilbage.
Forbandet den Major! hvis Buxer gik i tu;
Dog nei utroe Johan, forbandet være du!
Det Bud som foregav, at en Major ham sendte,
For at berette dig, de Buxer, som du vendte
I fior, var nu i tu, og at et andet Par
Ham maatte giøres strax, thi han i Knibe var,
Han for at skuffe mig med dig var sammensvoren,
I kiørte Pokker I! og ikke til Majoren.
Hvor kunde vel hos mig Mistanke finde Sted?
Jeg var godtroende og blind af Kierlighed;
Stokblind jeg vist nok var, som kunde ei begribe,
At aldrig saadan Mand, en reen Major, i Knibe
For Buxer være kan; jeg nu for silde seer
(Efter nogen Taushed)
»Du bliver aldrig gift, hvis det i Dag ei skeer!«
Viig fra mig sorte Aand! som tordner i mitt Øre,
Dog nei, Jeg hører ei, Jeg synes kun at høre.