Mette, Grete.
Mette.
Hvad nye Fortræd Masør! forvolder disse Skrig?
Hvor ængste de min Siæl?
Grete.
Jeg er ulykkelig!
Veninde hør og skielv! et fælt sortagtigt Væsen,
En Diævel uden Tvivl, med sorte Haar paa Næsen,
Mig nu, jeg sad og sov, i Drømme forekom,
Og grumt og brølende afsagde denne Dom:
»Du bliver gift i Dag, skal du det eengang blive!«
Mette.
Man bør ei altid troe, hvad Drømme os indgive.
Grete.
Du veed, en Helte-Drøm har aldrig feilet før.
Mette.
Lad det end være saa, du dog betænke bør,
At til en rigtig Drøm der Seng og Nat udkræves;
Om Dagen i en Stoel — —
Grete.
Du trøster mig forgieves.
Det Indtryk, som min Drøm har giordt udi mit Brøst,
Desværre trodser din og hele Verdens Trøst.
Jeg seer min visse Død.
Mette.
Men den seer ikke Mette.
Din Drøm, var den end sand, den siger jo kun dette:
Du aldrig giftes skal.
Grete.
Og den, som siger det,
Han siger, jeg skal døe. Thi jeg har nogen Ret,
Hvis tusind Vidnesbyrd mig nogen Ret kan give,
At troe, jeg ikke bør blant Grimme regnet blive,
Og naar man ei er grim, og er ei heller død,
Man for at blive gift ei pleier lide Nød.
Mette.
Forlad mig, jeg tilstaar, at jeg har mig forløbet.
Grete.
Du ved din Tale kun Eenfoldighed har røbet,
Og den er alt forladt.
Mette.
Forlad da ligesaa,
At jeg dig endnu tør et Middel forslaae,
Hvorved du lykkelig, og Drømmen sand kan blive:
Gift dig i Dag med Mads.
Grete.
Min Haand jeg skulde give
Til den, jeg før forskiød? Den Kaal jeg spøtted’ i
Jeg skulde søbe selv? Gid før — —
Mette.
For alting tie!
En ubetænksom Eed man ofte maa fortryde,
Og mine Grunde dig maaske kan overtyde,
Du ei forsværge bør at blive Madses Brud.
Sandt nok ved saadan Eed en Siæl sig merker ud,
Som ikke tænker lavt, men jeg tør endnu sige:
Den Siæl hver anden maa i Høide overstige,
Som kun af Lydighed imod sit Kald og Pligt
Nedlader sig til det, som den er væmmeligt.
Men vores Kald og Pligt, saa mange, som vi ere,
Er at udvælge os en Mand i Tugt og Ære.
Grete.
Hvo kan vel staae imod den rene Sandheds Sprog,
Det har udi min Siæl oplyst den mørke Krog.
Fornuften i dit Raad er villig at samtykke,
Kan maatte Hiertet ei fornuften undertrykke!
Der dog endnu en Ting for Hovedet mig staaer;
Om jeg dig lyde vil, hvem staaer mig inde for,
At Mads foragter ei den, ham har før foragtet?
Mette.
Du hans Høiagtelse for evig har forpagtet,
Det staaer jeg inde for, og til Beviis herpaa,
Før Solens Opgang han for mine Fødder laae
I Morges Taarefuld, og med en ydmyg Mine
Bad om Tilladelse at kaste sig for dine.
Han har en vigtig Sag at foredrage dig,
Som han fandt raadeligt at holde skiult for mig.
Hvis du tilsteder det, og du det bør tilstede,
Jeg strax vil hente ham.
Grete.
Lad din Forstand mig lede,
Giør hvad dig synes best, min Siæl indviklet er
I Sorgens mørke Skye, du dens Veileder vær.
(Mette gaaer.)