Berthel Wichman (1617–65)

Wichman(d), Berthel Berthelsen, 1617–65, Præst, Digter. Født 4. Februar 1617 i Odense, død 10. Januar 1665 i Særslev, begravet samme Sted. Forældre: Berthel Wichman og Karen Let (død 99 Aar gammel, gift 1° med Niels Let). Gift 1° 23. Maj 1652 med Magdalene. 2° med Anna Hvilkens (gift 2° 1666 med Sognepræst i Særslev Hans Nielsen Bang, 1645–96), død 19. Aug. 1726, Datter af Raadmand i Odense, Købmand Erik Jørgensen Hvilkens (død 1659) og Anna Berthelsdatter Wichman.

Berthel Wichman, hvis Morfader var en Brodersøn af Erasmus Lætus, blev Student 1638 fra Odense Gymnasium, var 1640 paa Studierejse i Paris, næste Aar i Leiden og blev 1645 Magister ved Københavns Universitet. 1644–45 opholdt han sig, uvist i hvilken Egenskab, hos Otte Brahe (f. 1578) paa Næsbyholm ved Sorø, blev 1650 personel Kapellan i Særslev ved Bogense, 1652 Sognepræst samme sted og 1661 Provst. Hans økonomiske Forhold var daarlige, bl. a. fordi Præstegaarden brændte 1654, og hans Enke maatte fragaa Arv og Gæld. Berthel Wichmans poetiske Virksomhed er begrænset til nogle faa Ungdomsaar 1644–46, og de fem smaa Digterværker, han har ladet trykke, er alle frembaaret til Otte Brahe og dennes nærmeste Familie (Hustru, Datter, Svigerinde, Brodersøn). Det er Martin Opitz’ tyske Renæssancedigtning, han bruger som Forbillede. Den forherligende Skildring »Nesbyholm, Eller Om Sindsens Rolighed« (1644) er en Lokalisering af Opitz’ »Zlatna oder von Ruhe des Gemüts« (en Beskrivelse af en Flække i Siebenbürgen med et berømt Bjergværk), »Aggerleffnets Loff« (samme Aar) er en Oversættelse af sammes »Lob des Feldtlebens« og »Et andet Diet. . . Margrette Brahe . . . Paa hendis Naffns Dag til ære dictet« (samme Aar) er en Bearbejdelse af hans »Geburtgetichte«. »Jeremie Begrædelse eller Jammers vijser. Poetisk vdsatt« (næste Aar) er oversat efter Opitz’ »Die Klage-Lieder Jeremia, poetisch gesetzt« som særlig aktuelle i Danmark i Brømsebro-Fredens Aar. Af Digte, hvortil der ikke er paavist direkte Kilde, haves kun »Epithalamium ad . . . Sthenonem Brahæum . . .« (1646), ledsaget af »Det same paa Danske« og af »Tuende Sonneter til den Adelige Brudgom«; dette lille Arbejde er dog ogsaa i Opitz’ Manér med Mobilisering af hele den romerske Gudeverden i den højtidelige Anledning; det er de ældste Sonetter, der kendes paa Dansk, ligesom Berthel Wichman er den første, der i det hele taget bruger danske Aleksandrinere paa Tryk. Han er, efter Tidens Forhold, ingen ringe Versifikator, han honorerer den nye Kunstdigtnings Krav om Stavelsetælling og korrekt Skansion, og sjældnere end f. Eks. Arrebo og Søren Terkelsen kniber han uden om Vanskelighederne ved at apostrofere Endestavelser. Sit Syn paa den danske Digtekunst fremsætter han i Dedikationen foran i »Nesbyholm«, der er kopieret efter Opitz’ Fortale til »Deutsche Pocmata«. Heri reducerer Berthel Wichman sine Forgængere til »nogle Barbariske Rijmmackere, som neppe haffuer actet Rijmene i sig selff, meget mindre giffuet act paa Staffuelserne oc Ordenis quantitet oc vect«, med hvilke sidste Udtryk han i Virkeligheden mener Betoningen i Versene; hans »Forset den Danske Poesie at forfremme« skyldes Trangen til at faa en Opdyrkning i Gang af »voris Sprog som endnu ligger ligesom i sit eget Skarn« og navnlig rense det for franske og latinske Fremmedord. Han er saaledes Talsmand for en national Modernisme; stilistisk tilhører han Præbarokken.