Ludwig Uhland (1787–1862)

Uhland [u.lant], Johann Ludwig, tysk Digter og Videnskabsmand, født 26. Apr. 1787 i Tübingen, død samme sted 13. Novbr 1862. Han studerede Jura og Filologi i sin Fødeby, lærte her bl. a. Justinus Kerner og Varnhagen v. Ense at kende, vandt 1810 den juridiske Doktorgrad og foretog derefter en Rejse til Paris. Han nedsatte sig 1811 som Sagfører i Tübingen, var i Aarene 1812–14 Sekretær i Justitsministeriet i Stuttgart og fra 1819 til 1838 Medlem af den württembergske Landdag som en fremragende Repræsentant for det liberale Parti. Samtidig Professor i tysk Litteratur i Tübingen. Da den konservative Regering 1833 lagde ham Hindringer i Vejen for Udøvelsen af hans politiske Mandat, fratraadte han sit Professorat. Aaret 1848 kaldte ham tilbage til det politiske Liv, han blev Medlem af Nationalforsamlingen i Frankfurt, hvor han sluttede sig til Venstre, udtalte sig mod Kejserplanerne og ikke opgav Kampen for sine Ideer, men fulgte det saakaldte »Rumpfparlament« til Stuttgart. Efter Nationalforsamlingens endelige Nederlag svigtede han atter Politikken for Digtningen og Videnskaben. Uhland er den udprægede schwabiske Romantiker, der særlig som Balladedigter har vundet klassisk Ry. Sine første Digte bl. a. »Die Kapelle« og »Schäfers Sonntagslied« fik han trykt i Seckendorff’s »Musenalmanach« for 1807 og 1808. Han samlede dem i »Gedichte« (1815), der efterfulgtes af »Vaterländische Gedichte«. Blandt hans ypperste Ballader og Digte kan yderligere nævnes »Der gute Kamerad«, »Taillefer«, »Der Wirtin Töchterlein«, »Frühlingsglaube«, »Des Sängers Fluch« og »Frühlingsahnung«. Hans friske og skønne Lyrik med dens Naturstemninger og fædrelandske Følelsesfuldhed støttet af en fuldendt Form har gjort Uhland til en elsket og beundret, ofte komponeret Digter. Tiden har givet hans Digtning en ædel Patina — tysk Aand og Dybde skænker den Adelspræget. Mindre betydelig er han som Dramatiker, saaledes i Tragedien »Ernst, Herzog von Schwaben« (1818) og Skuespillet »Ludwig der Bayer« (1819), samlede i »Dramatische Dichtungen« (1846). Værdifulde er derimod hans videnskabelige Behandlinger af middelhøjtysk Digtning og hans germanistiske Studier. Nævnes kan »Walther von der Vogelweide«, »Sagenforschungen«, »Alte hoch- und niederdeutsche Volkslieder«, »Schriften zur Geschichte der Dichtung und Sage« (8 Bind 1865–72). Uhland var ogsaa en Kender af dansk Digtning og besøgte paa en af sine Rejser København. Lige saa formfuldendt han er som Lyriker, lige saa metodisk og stringent er han som videnskabelig Forsker.

»Gedichte«, kritische Ausgabe, herausg. von Erich Schmidt und Jul. Hartmann (2 Bind 1898), »Ges. Schriften«, herausg. v. H. Fischer (6 Bind 1872), herausg. v. Ludwig Fränkel (2 Bind 1893), andre Udgaver ved Holthof (1901) og Silbermann (1908), »Gedichte mit revidierter Text, Erklärungen und Einleitungen« v. H. Maync (1907), »Tagebuch von 1810–20«, herausg. v. Jul. Hartmann (1893).

Autobiografie, herausg. v. U.’s Witwe [1865 og 1874]; Otto Jahn, »Ludwig Uhland« [1863]; Karl Mayer, »Ludwig Uhland« [1863]; F. Rotter, »Ludwig Uhland, Leben und Dichtungen« [1863]; M. Bernays, »Ludwig Uhland als Forscher« [1872]; Ad. v. Keller, »Uhland als Dramatiker« [1877]; M. Mendheim, »Ludwig Uhland« [Reclam 4128]; Arth. Hartmann, »Ludwig Uhland« [1913].