Bertel Thorvaldsen (1770–1844)

Thorvaldsen, Bertel (italieniseret Alberto-Albert), 1770–1844, Billedhugger. B. T. var i Følge Traditionen, hvis Angivelse der næppe er Grund til at fravige, født 19. Nov. 1770 i Kjøbenhavn. Hans Fader, Gotskalk T. (f. 1740 † 1806), der var Søn af en fattig islandsk Præst, kom, 17 Aar gammel, til Kjøbenhavn og ernærede sig der ved paa Skibsværfterne at udskære Ornamenter til Fartøjerne; hans Hustru blev Karen Grønlund († 1804), en ung, rimeligvis bondefødt, Pige fra Jylland. G. T. var en lidet dygtig Arbejder og forfalden til Svir; det blev da et fattigt og uordentligt Hjem, hvori B. T. voxede op; regelmæssig Skoleundervisning fik han ikke, men lærte sagtens i Hjemmet at læse og skrive til Husbehov, maaske har Faderen givet ham nogen Vejledning i Tegnekunsten og derved opdaget, at Drengen havde Anlæg i den Retning. I alt Fald var Bertel kun 11 Aar gammel, da han blev indskreven som Elev af Kunstakademiet, hvor han tegnede om Aftenen, medens han om Dagen hjalp sin Fader med at skære i Træ. I Jan. 1786 rykkede han op i Modelskolen og fik der Akademiets betydeligste Kunstnere, Wiedewelt og Abildgaard, til Lærere. Af disse 2 blev det Maleren, der kom til at virke kjendeligst paa den unge T. Medens der fra hele dennes tidligste Periode næppe kan nævnes noget Arbejde, der minder om Wiedewelt, se flere af hans Ungdomsværker ud, som om de hvilede paa Skitser af Abildgaard. Denne Kunstner havde ogsaa Øje for hans store Evner og viste Interesse for, at de fik den rigest mulige Udvikling.

2. Jan. 1787 vandt T. Akademiets lille Sølvmedaille for en Modelfigur i Relief; kort efter blev han konfirmeret. Hans Fader mente nu, at han kunde nøjes med den kunstneriske Uddannelse, der alt var bleven ham til Del, og fik ham virkelig til for en Tid at ophøre med at gaa paa Akademiet; den gamle trængte til Sønnens Hjælp og tog den ogsaa i rigeligt Maal. Mere end et Aar fik dog Studierne ikke Lov at hvile; i Vinteren 1788–89 tegnede T. igjen under Abildgaard, og i det følgende Foraar fik han den store Sølvmedaille for en Amor, udført i Relief efter Model. I den følgende Tid levede han dels af at gjøre dekorative Arbejder, dels af at tegne og modellere Portrætter samt undervise i Tegning; Aftenerne tilbragte han ofte med Kompositionsøvelser sammen med Kammerater. I Sommeren 1791 meldte han sig til Konkursen for den lille Guldmedaille og fik til Opgave «Heliodors Uddrivelse af Tempelet». Den tiltalte ham ikke, og dersom ikke en af Akademiets Professorer havde hindret ham deri, vilde han have forladt Arbejdslokalet uden at gjøre noget Forsøg paa at løse den. Nu blev imidlertid Skitsen færdig og godkjendt, og efter den fuldførtes saa det Relief, hvorfor Medaillen tildeltes ham 15. Avg. 1791. «Heliodors Uddrivelse» er langtfra noget Mesterværk; Kompositionen er overmaade løs og Figurerne svagt karakteriserede og bevægede; Reminiscenser spores baade fra Rafael og fra Abildgaard; adskillige Enkeltheder ere dog smukt og dygtig modellerede. S. A. fik T. ad privat Vej en Understøttelse, der satte ham i Stand til at udføre et Par Arbejder for egen Regning. Først fremstod Relieffet «Priamus og Achilles» med dets talende Komposition og livfulde Modellering, dernæst (1792) Relieffet «Hercules og Omphale», det første Værk, hvori T. er helt frigjort for den Abildgaardske Indflydelse og kjendelig paavirket af Antiken, som han havde erhvervet sig nogen Forestilling om gjennem Studiet af nogle Akademiet tilhørende Gibsafstøbninger. Omtrent fra samme Tid er vel ogsaa den nydelige Gruppe «En Moder med sine 2 Sønner», Kunstnerens ældste kjendte Forsøg paa Fremstillingen af fritstaaende Figurer; her møder os allerede noget af den Stil, der særtegner Mesterens senere, mere fuldkomne Frembringelser.

Akademiets store Guldmedaille blev 13. Avg. 1793 tilkjendt T. for Relieffet «Petrus, som helbreder den værkbrudne», et Kunstværk, der ganske vist ligesom de tilsvarende ældre Arbejder i mangt og meget minder om «klassiske» Forbilleder, men hvori dog flere Enkeltheder have et frisk og ejendommeligt Præg, ligesom det i det hele udmærker sig ved dramatisk Liv og talende Bevægelse i Figurerne. Kunstværket indbragte foruden Medaillen sin Ophavsmand Exspektance paa Akademiets store 3 Aars Rejsestipendium. Men dette var i 1793 optaget af en anden, og T. maatte vente 3 Aar, inden han kunde komme afsted; selv længtes han vel heller ikke meget efter de ukendte Lande, og hans Venner mente med god Grund, at det vilde være ham tjenligst at skaffe sig nogle flere Kundskaber og større personlig Udvikling, før han gav sig ud paa Rejse. I den Tid, der saaledes gik, hjalp han stadig sin Fader med Arbejdet; sit Livsophold tjente han dels ved at udføre Portrættegninger for Privatfolk og Illustrationer til Bøger, dels ved dekorative Arbejder; i 1794 og 95 havde han desuden en Understøttelse fra Akademiet paa 100 Rdl. d. K. (320 Kr.) aarlig. Mellem hans selvstændige Værker fra disse Aar er det mærkeligste den realistisk opfattede og meget dygtig gjennemførte Buste af A. P. Bernstorff, dernæst Tyge Rothes i formel Henseende interessante Portrætbuste.

23. Avg. 1796 modtog T. endelig fra Akademiet sin «Rejseinstrux» med formelt Tilsagn om et Stipendium paa 400 Rdl. (1280 Kr.) aarlig i 3 Aar, og kort derpaa tog han Afsked med sine Forældre, med den unge Pige, han var forlovet med – man ved om hende kun, at hun hed Margrethe, og at T. hurtig glemte hende –, og med sine Venner for efter dertil indhentet kongelig Tilladelse at følge med Fregatten «Thetis», der laa for et Togt til Middelhavet. Afrejsen fandt Sted 30. Avg.; i Jan. 1797 blev T. landsat i Palermo; der fra drog han til Neapel, tilbragte der en Maaneds Tid med at studere i Kunstsamlingerne og gik saa til Rom, hvortil han naaede 8. Marts.

I det første Par Aar, T. levede i Rom, var det kun faa og lidet anselige Originalværker, han fik udført; dels var han den Gang i Virkeligheden, hvad Chefen paa det Skib, der havde ført ham til Syden, udtalte, «en doven Hund», dels har vel det overvældende Indtryk af den store Kunst, han nu traadte i Forhold til, foreløbig taget Modet fra ham. Blandt de faa Ting, han i de første 6 Aar af sit Romer-Ophold fuldendte og hjemsendte, er det betydeligste den smukke lille Gruppe «Bacchus og Ariadne», der allerede vidner om en lige saa personlig som dyb Tilegnelse af Antiken. For øvrigt huggede han Bernstorffs og Rothes Buster i Marmor og kopierede flere antike Statuer, rimeligvis efter Tilskyndelse af Zoëga, der i det hele tog sig varmt af den unge Kunstner, hvis Mangel paa almindelig aandelig Udvikling og paa Kundskaber han i høj Grad beklagede, og over for hvem han lige til sin Død udøvede en virksom Kritik med idelig Henvisning til Antiken. T. blev jævnlig Gjæst i den udmærkede Arkæologs Hjem og gjorde der Bekjendtskaber, der kom ham til gode, ogsaa et enkelt, der drog lidet heldige Følger efter sig. Det var hos Zoëga, han lærte Anna Maria v. Uhden, f. Magnani, at kjende. Denne unge Kvinde, der havde tjent i Zoëgas Hus som «Cameriera», var gift med en tysk Arkæolog; hun blev T.s Elskerinde, og Ægteskabet opløstes 1803. Hun var af en vis yppig Skjønhed, men lidet elskværdig og endnu mindre aandelig interesseret; Forholdet til hende blev i Aarenes Løb paa mange Maader trykkende for Kunstneren, hvem hun (1813) fødte en Datter, Elisa T., gift først med Oberst J. P. F. v. Paulsen(XII, 585), efter dennes Død med en italiensk Landejendomsbesidder, Giorni.

Ved Siden af Zoëga var utvivlsomt A. J. Carstens (III, 400) den Mand, der fik størst Betydning for T.s Udvikling i den første Del af hans Romer-Ophold. Denne udmærkede Kunstner, af hvis Tegninger T. allerede havde set og beundret en Del i Kjøbenhavn, var i Rom, da T. kom der til, og levede derefter endnu et Aar. T. besøgte ham jævnlig, studerede hans Arbejder, kopierede adskillige af dem og ordnede dem efter hans Død; fra dem laante han ikke faa Motiver, der paavirkede hans Stil og dannede for ham som et Overgangsled til Antiken eller bleve ham et Middel til at lære at forstaa denne. Det er utvivlsomt, at T. har faaet Tanken og delvis Hovedlinierne til sin «Jason» fra Carstens’ «Argonavtertoget». «Jason» blev det første større Originalarbejde, han udførte i Rom. Oprindelig fremstod den som en legemstor Statue, om hvilken vi ikke vide meget andet, end at den var færdig i Leret i Foraaret 1801, og at Kunstneren slog den ned, fordi han ikke havde Raad til at lade den støbe i Gibs. Men i Eftersommeren lagde han Figuren an paa ny, denne Gang i overnaturlig Størrelse. Han vilde, før hans i 1799 fornyede Stipendium løb ud, fuldende et omfangsrigt Arbejde, der kunde vise Landsmændene, at han ikke forgjæves havde staaet Ansigt til Ansigt med de store Oldtidsværker. Færdig stod den nye «Jason» ved Udgangen af 1802, og snart gik dens Ry viden om i Kunstnernes og Kunstvennernes Kreds. T.s Værksted kom paa Fremmedførernes Lister over Roms Seværdigheder, Canova udtalte sig i høje Toner om det nye Kunstværks «store og oprindelige Stil», og den strænge Zoëga ydede det sit fulde Bifald. Men nogen Kjøber meldte sig ikke, og T., der ikke saa noget Middel til at skaffe Penge til et forlænget Ophold i Syden, beredte sig til Hjemrejsen. Allerede var hans Kuffert pakket og Vognen for Døren; saa voldte tilfældige Omstændigheder en Opsættelse paa en Dag. Og inden denne var runden, var «Jason» bestilt i Marmor af en rig Englænder, Sir Thomas Hope, der ved et klækkeligt Forskud satte Kunstneren i Stand til at opsætte Rejsen fra Rom paa ubestemt Tid.

T. havde sikkert oprindelig tænkt at kunne fuldføre Marmorstatuen i Løbet af 1803, men i Virkeligheden gik der 25 Aar, inden den blev afleveret. Dette havde nærmest sin Grund i, at T. nu, da Lykken begyndte at se mildt til ham, dels fik nye Bestillinger, dels af egen Drift lededes til at sætte snart det ene, snart det andet Arbejde i Gang. Hvad der i den første Del af Aarhundredet bestiltes hos ham fra Hjemmet, var ikke meget, men des flere af hans Værker sikrede de fremmede sig, især efter at han var traadt i Venskabsforhold til den danske Gesandt Baron Schubart (XV, 315), paa hvis Gods Montenero T. ofte opholdt sig længere Tid ad Gangen og gjorde Bekjendtskab med kunstelskende Rigmænd af forskjellige Nationer. I 1803 fik han vel ikke synderligt fuldendt, men begyndte bl. a. paa «Achilles og Briseïs», hans første navnkundige Relief over et antikt Æmne. I 1804 kom foruden Relieffet «Musernes Dans paa Helicon» og den kostelige Gruppe «Amor og Psyche» saa betydelige Statuer som «Apollo», «Bacchus» og «Ganymedes»; s. A. modtog han fra Hjemmet Efterretning om, at der af det offentlige var tilstaaet ham en Understøttelse paa 300 Rdl., samt et Brev, hvori Bygmesteren Chr. Hansen opfordrede ham til at overtage forskjellige Arbejder for det nye Christiansborg. I 1805 blev han kaldet til Medlem af Kjøbenhavns Kunstakademi og umiddelbart derefter til Professor ved det, men paa at vende hjem tænkte han endnu ikke. Virksomheden i det romerske Atelier udvidedes stadig, og allerede ved det givne Tidspunkt var T. nødt til at tage Hjælp af en stedse voxende Skare af Medhjælpere, dels yngre Kunstnere, dels mere haandværksmæssig uddannede Arbejdere; til dem betroedes foruden det meste af Marmorhugningen ogsaa den overvejende Del af Udførelsen af de store Modeller, saaledes at Mesteren mere og mere indskrænkede sig til at udføre Skitserne samt give Værkerne den allersidste Fuldendelse.

I de følgende Aar indtil omtrent 1820 var T. væsentlig optagen af antike Æmner, om han end i dette Tidsrum ogsaa udførte enkelte monumentale Portrætstatuer. Af den store Mængde herhen hørende Kunstværker kunne kun de færreste nævnes her, og til at holde strængt over den kronologiske Rækkefølge er der ingen Grund. T. hører nemlig til de Kunstnere, hvis Virksomhed allervanskeligst lader sig dele efter «Perioder». Fra det Øjeblik af, da han, omtrent i Trediveaarsalderen, har fuldført sit første Mesterværk, og til sit sidste Leveaar er han ikke alene i det væsentlige – som aandelig modnet Personlighed –, men ogsaa i det mere udvortes den samme; hans tekniske Dygtighed, dette Ord taget i videste Forstand, kan vel udvikles, om end i ringere Grad, end man paa Forhaand skulde tro, men om Ændringer i Natursynet, i Sympathierne, i Stilen er der for hans Vedkommende saa godt som ikke, og i alt Fald kun momentvis, Tale. Med andre Ord: et forholdsvis ringe Tal af T.s Værker vilde, uden at der føltes noget Hul eller Spring i Rækken, kunne give den fulde Forestilling om hans Kunst. Forskjellen i Værd skyldes ikke den forskjellige Grad eller Art af Udvikling; den hviler paa Afvigelser i Graden af Stemningens Styrke, af den naturlige Interesse for Æmnet, af den momentane Oplagthed og endelig paa, hvor megen eller hvor ringe Del Mesteren personlig har haft i Værkets Udførelse. Her nævnes da kun enkelte spredte Navne paa T.s ypperste Frembringelser fra det givne Tidsrum. Af Statuer mærke vi først og fremmest den «Adonis», der stod færdig i Model 1808, blev bestilt i Marmor af Kronprins Ludvig af Bajern, men først afleveret 1832; det er et af de meget faa existerende Marmorarbejder, Mesteren helt igjennem har udført med egen Haand, og et af de Thorvaldsenske Værker, der staa det oldgræske, særlig det Praxiteleiske, Skjønhedsideal nærmest. Dernæst de 2 yndefulde Figurer «Hebe» og «Psyche», den store «Fredbringende Mars», den «Triumferende Amor», «Ganymedes med Ørnen», saavel den staaende som den knælende, de siddende Figurer «Hyrdedrengen» og «Mercur som Argusdræber» og «Danserinden»; endelig Barnefiguren «Georgina Russell» samt de 2 Draperiskikkelser «Fyrstinde Baryatinska», vel i sin Art det ædleste Kunstværk, nyere Skulptur har frembragt, og «Grevinde Ostermann», der ved sin Holdning minder om de navnkundige Agrippinafigurer. Af Reliefferne vare de 4 «Minerva og Prometheus», «Hercules og Hebe», «Jupiter og Nemesis» samt «Æsculap og Hygæa» udførte til Christiansborgs Facade; «A genio lumen» modellerede T. i Anledning af sin Kaldelse til Medlem af det romerske San Lucas Akademi 1808, 4 Aar efter at Florentiner-Akademiet havde udnævnt ham til Professor. For egen Regning udførte han dernæst «Natten» og «Dagen» og «Priamus hos Achilles» samt flere Relieffer med Fremstillinger af Amor; af disse er «Amor hos Bacchus» modelleret efter en antik Gemme, hvis Komposition tidligere var benyttet af Carstens. Mellem alle Reliefferne fra denne Periode rager dog «Alexanderfrisen» op baade ved sit Omfang og ved sin kunstneriske Betydning. Den blev udført i 1812, da man i Rom ventede Kejser Napoleons Besøg og indrettede Qvirinalpaladset til hans Modtagelse. I Løbet af lidt over 2 Maaneder blev det 55 Alen lange og næsten 2 Alen høje Relief modelleret og støbt i Gibs, og hurtig vandt det Ry som i sin Art det ypperste Kunstværk, 2 Aartusender havde set fremstaa. Senere blev det udført i Marmor i ændret og formindsket Skikkelse til Grev Sommarivas Villa ved Comosøen, derpaa i det Exemplar, som nu findes i Musæet, og endelig for Christiansborg. – I 1817–18 udførtes i T.s Atelier Restavreringen af de berømte æginetiske Gavlfigurer, der vare erhvervede af Kronprins Ludvig af Bajern og nu findes i Glyptotheket i München; selv modellerede han de manglende Legemsdele og gik Gibsen efter, hvorpaa italienske Arbejdere huggede Stykkerne i Marmor og føjede dem ind; endelig gav Mesteren selv den afsluttende Behandling. Arbejdet lykkedes fortræffelig, om end nyere Kunstarkæologer, særlig Furtwängler, have haft et og andet at indvende derimod. For T.s originale Produktion fik hans Syslen med de æginetiske Skulpturer ikke ringe Betydning; et talende Vidnesbyrd herom er navnlig Statuen «Haabet». I dette højst mærkelige Værk har Kunstneren bevaret den arkaiske Skikkelses storladne Alvor og Strænghed, dens symmetriske Holdning og i Hovedtrækkene Draperiets Stil, men ved Siden deraf vist sin eminente Evne til at blæse nyt Liv i de gamle Former.

I Forsommeren 1818 blev T., der under hele sit Ophold i Rom jævnlig havde lidt af Feberanfald og anden Skrøbelighed, alvorlig syg, og under sin Rekonvalescens blev han plejet af en skotsk Dame, Miss Frances Mackenzie. Hun var efter alle samtidiges Vidnesbyrd en yderst hæderlig og kundskabsrig Dame, men hverken smuk eller paa anden Maade indtagende, og fuldt lader det sig næppe oplyse, om andre Aarsager end Taknemmelighed og fælles Venners Indflydelse have været medvirkende til, at T. bød hende sin Haand; sikkert er det kun, at Forlovelsen mellem dem blev deklareret 29. Marts 1819 og en Maaneds Tid derefter hævet. En væsentlig Grund til, at Bruddet indtraadte saa hurtig, var uden Tvivl den, at T. nogen Tid i Forvejen havde fattet Kjærlighed til en smuk og meget elskværdig tysk Dame, Fanny Caspers. At Frøken Caspers aldrig blev T.s Hustru, skyldes vel snarere den Omstændighed, at han havde givet Miss Mackenzie Løfte om aldrig at ægte nogen anden, end Hensynet til Anna Marias Anfald af rasende Skinsyge og til hendes Trusler om at dræbe baade sig selv og Datteren, hvis T. svigtede hende. Hvorledes Forholdet mellem T. og den lidenskabelige Italienerinde til sidst, vel o. 1820, ordnedes og opløstes, vides ikke.

Fra Danmark modtog T. idelig de stærkest mulige Opfordringer om at komme der til og tage fast Ophold i Hjemmet; man bød ham gode Kaar og fuldt op af Arbejde. Flere Gange havde han ogsaa forsikret, at han nu snart vilde følge Kaldet, men fra Aar til Aar vare Rejseplanerne blevne henlagte; mere og mere følte han sig hjemme i Rom, og altid vanskeligere syntes det ham at forlade de 3 store Atelierer ved Palazzo Barberini, der ligesom Værkstedet paa Corsoen altid vare fulde af ufærdige Værker, blandt hvilke en Skare af Medhjælpere var i travl Virksomhed. Henimod Udgangen af Aarhundredets første Femtedel stode Forholdene imidlertid saaledes, at han med større Tryghed end nogen Sinde før kunde tænke paa at forlade sine Arbejdsrum, i alt Fald for en kortere Tid. Ikke alene havde han knyttet til sig en Mængde til Dels af ham selv uddannede Modellerere og Marmorhuggere, hvem han turde overlade endog meget betydelige Arbejder, men om ham stod der nu en lille Stab af virkelige Kunstnere, hvem disses Fuldendelse og Tilsynet med Værkstederne helt vel kunde betros, Mænd som Tenerani og Bienaimé og først og fremmest H. E. Freund, der var rede til at stille hele sin store Begavelse og fremragende Dygtighed til Raadighed for den elskede Mester. Der var saaledes nu saa lidet som muligt til Hinder for, at T. gjæstede sit Fædreland; Bestillinger, som han i de nærmest foregaaende Aar havde modtaget fra Udlandet, kunde endog betragtes som en særlig Anledning til, at han netop nu gav sig ud paa Rejse. Fra Warschau var han bleven opfordret til at udføre et Monument over den polske Feltherre Fyrst Poniatowski; som Mindesmærke over de ved Tuilleriernes Indtagelse 1792 faldne Schweitsergardister var der allerede tidligere af Bienaimé modelleret en saaret, døende Løve efter hans Skitse. Om den endelige Udførelse og om Anbringelsen af disse 2 Kunstværker vilde han helst selv forhandle med Bestillerne.

T. forlod da Rom 14. Juli 1819. Over Siena og Florents gik Vejen til Mailand, hvor Kunstneren opholdt sig 6 Dage, nærmest for at træffe Aftale angaaende et Monument – med Relieffet af Gratierne – til Maleren Apianis Grav, og der fra over Simplon til Luzern, hvor han gav sine Anvisninger med Hensyn til Løvemonumentet. Oprindelig havde man tænkt sig den døende Løve støbt i Metal; nu blev den efter Mesterens Forslag mejslet i en Klippe og gør en mægtig Virkning til Trods for sine formelle Mangler, der let forklares af den Kjendsgjerning, at hverken T. eller Bienaimé, før de fuldendte deres Arbejde, havde set en virkelig Løve. Til Kjøbenhavn kom T. efter en Rejse, paa hvilken han, mere end han selv ønskede det, var bleven hædret med Fester, 3. Okt. Ogsaa i Hjemmet lagdes der ved Gilder og anden Selskabelighed i høj Grad Beslag paa ham, og meget var det ikke, han i 1819 fik udrettet i det Atelier, man havde sat i Stand til ham paa Charlottenborg; det vigtigste var nogle Buster af Medlemmer af den kongelige Familie. Men strax efter Nytaar tog han fat paa større Arbejder, navnlig paa dem, der vare bestemte for vor Frue Kirke, og modellerede til denne først Reliefferne «Jesu Daab» og «Nadverens Indstiftelse», der begge ikke længe efter bleve udførte i Marmor i hans Atelier i Rom. Samtidig syslede han med store Planer vedrørende Kirkens Udsmykning, og lang Tid gik der ikke, før det var endelig fastslaaet, at denne helt skulde overdrages ham. Oprindelig var der kun Tale om en Christus, de 12 Apostle og en Gavlgruppe, men efterhaanden udvidedes Opgaven ved Tilføjelser af de store Friser «Jesu Indtog i Jerusalem» og «Vandringen til Golgatha» samt af «Daabsengelen» og flere mindre Relieffer. Alle disse Værker bleve dog først skitserede, efter at Mesteren var vendt tilbage til Rom.

T. forlod Kjøbenhavn i Avg. 1820 og rejste over Berlin og Dresden til Warschau, hvor han forhandlede med Komiteen for Poniatowskis Monument og desuden modtog Bestilling paa et Mindesmærke for Copernicus; dernæst gik Vejen over Krakau, hvor der blev gjort Aftale om en Statue af en ung polsk Kriger, Grev Potocki, til Wien, hvor T. befandt sig vel i 3 Uger; 16. Dec. var han igjen i Rom. Det første Arbejde, han der tog fat paa, var Grev Potockis Statue, der nu blandt Kunstnerens Værker straaler som et af dem, der stærkest hjemler ham Navn som Oldtidsgrækernes Arvtager; derefter var det især Arbejdet for vor Frue Kirke, der optog ham. I 1821–22 fremmedes det med en Energi, som i Kunstens Historie søger sin Lige; hvor meget han end for øvrigt i denne Periode havde at virke, syslede han dog vistnok daglig med den Række nye Værker, som skulde blive en af hans lyse og rige Kunstnerlivs ypperste Bedrifter. Christusfiguren, Apostelstatuerne og Johannesgruppen bleve modellerede i 1821 og de nærmest følgende Aar, den knælende Daabsengel er fra 1827, de store Friser bleve først færdige i 1839–40. Størst Møje voldte ham Christusfiguren, til hvilken der foreligger ikke mindre end 4 forskjellige Skitser, især Bevægelsen af dens Arme. Denne Figur modellerede han selv, ligesaa Paulusstatuen; de øvrige Apostelskikkelser bleve efter hans smaa og meget flygtige Skitser modellerede af forskjellige Medhjælpere under hans stadige Kontrol og Vejledning. Daabsengelen var oprindelig en staaende Figur; senere ændrede han sin Plan og fremstillede den knælende med Muslingskallen; den ældre Figur blev dog, udført i Marmor, solgt til England.

Medens T. udførte disse Storværker for en protestantisk Kirke, modtog han en Bestilling, som man nærmest skulde have tænkt sig tildelt en katholsk Kunstner, i det Kardinal Consalvi overdrog ham det hædrende Hverv at sætte den ikke længe i Forvejen afdøde Pave Pius VII et Monument i selve Peterskirken. Det blev udført i 1824 og de følgende Aar og afsløret 1831; Paven er afbildet siddende paa sin Trone, ved Siderne staa 2 allegoriske Kvindefigurer, «Den himmelske Styrke» og «Den guddommelige Visdom», alt i kolossal Maalestok, dog alt for smaat til ret at gjøre sig gjældende i det mægtige Rum. Samtidig var et Monument for Hertugen af Leuchtenberg (til Michaelskirken i München) under Modellering; som en Slags Hvile fra disse og de andre store monumentale Arbejder udførte Mesteren mere eller mindre omfangsrige Relieffer, blandt hvilke «Kjærlighedens Aldre» indtager den mest fremragende Plads.

I 1825 udnævntes T. til Præsident for det romerske Kunstakademi San Luca, en Stilling, som han dog frasagde sig efter 3 Aars Forløb. I den følgende Tid arbejdedes der ivrig paa de for Polen bestemte Monumenter; Poniatowskis 20 Fod høje Rytterstatue var færdig i Model 1828, blev i Warschau støbt i Bronce og opstillet, men blev ikke længe efter nedtagen af Russerne og ført bort til Godset Hamel i Gouvernementet Mohilev; Copernicus-Monumentet blev afsendt og 1830 opstillet foran Universitetet i Warschau. Nævnes skal her som særlig betydelige Arbejder fra det følgende Decennium «Lord Byron», siddende Figur (1830, Cambridge), det kolossale Ryttermonument for Kurfyrst Maximilian I af Bajern (1834, München), Schiller-Statuen (1836, Stuttgart), Conradins Statue, som T. i 1836 egenhændig modellerede for Kirken Sta. Maria del Carmine i Neapel, samt Reliefferne «Aarstiderne», «Tro, Haab og Kjærlighed», «Homer, der synger for Grækerne» og «Hectors Afsked fra Andromache», end videre en Mængde mindre Relieffer, til hvilke Æmnerne for en stor Del ere tagne fra græske Lyrikere og Epigrammatikere, og i hvilke den lille Amor som oftest optræder som Hovedfigur; et enkelt af dem, «Hylas» (1832), er modelleret over en Komposition fra Carstens’ «Argonavtertoget». Gutenberg-Statuen, der er rejst i Mainz, var bestilt hos T. og blev 1833 modelleret under hans Tilsyn og i hans Atelier, men er for øvrigt helt igjennem, ogsaa for Skitsens Vedkommende, et Værk af H. V. Bissen. Denne fik o. 1500 Kr. for sit Arbejde; selv afslog T. at modtage det Honorar, der blev ham tilbudt, men udnævntes af det taknemmelige Mainz til Byens Æresborger.

Efter at T. alt flere Gange havde hjemsendt større Samlinger af sine Arbejder – et anseligt Udvalg af dem var i Hjemmet for første Gang at se paa Charlottenborgudstillingen 1826 –, og efter at det var blevet bekjendt, at han agtede at skjænke de Værker, han ved Døden maatte efterlade sig, til Byen Kjøbenhavn, dannedes der i Hjemmet en Komité for at skaffe Midler til Oprettelsen af et «T.s Musæum». Sit Testamente, der fra hans Side afgjorde Sagen, underskrev han, væsentlig tilskyndet dertil af Digteren Ludvig Bødtcher, der i det hele har stor Fortjeneste af, at denne vigtige Sag efter mange Vanskeligheder omsider kom i Orden, 10. April 1838, og kort derpaa besluttede han at give efter for de idelig gjentagne Opfordringer om at komme hjem. Rejsen blev dog flere Gange opsat; Kunstneren havde nu som før vanskeligt ved at rive sig løs fra sit andet Fædreland, og altid syntes der ham endnu at staa noget tilbage, hvis Udførelse han ikke helt turde overlade til andre. Men i Sommeren 1838 blev det til Alvor. 7. Avg. gik han i Livorno om Bord paa Fregatten «Rota», og 17. Sept. blev han paa Kjøbenhavns Red modtagen med længe forberedte, storartede Festligheder og med stormende Jubel fra alle de Tusender, som havde samlet sig for at hilse ham velkommen. Og nu fulgte Æresbevisninger og Fester Slag i Slag. I 1819 var han bleven udnævnt til Etatsraad; nu fik han Titel af Konferensraad (det følgende Aar fik han Storkorset); Kunstakademiet, der allerede 1833 havde kaaret ham til sin Direktør, lod til hans Ære præge den Medaille, der fremtidig skulde bruges til Hæderspris for det bedste Arbejde paa Kunstudstillingen; Digterne sang hans Lov, Byen Kjøbenhavn gjorde ham til Æresborger. Af Festerne var den mærkeligste den, der holdtes 7. Okt., og ved hvilken saa at sige alt, hvad Hovedstaden ejede af fremragende Aander, gav Møde for at hædre den elskede Mester. Endnu inden Aarets Udgang blev paa vor Frue Kirke Johannesgruppen opstillet. Pinsedag 1839 havde han den Glæde at se Marmorexemplarerne af Christus og de 10 Apostle – Andreas og Thaddæus vare endnu ikke afleverede, da Kunstneren ønskede at omarbejde dem – paa deres Plads og som Gudfader til Freunds Barn at være med at indvie Døbefonten. Det meste af Sommeren og Efteraaret tilbragte T. som Baron Stampes Gjæst paa Herregaarden Nysø, hvor der var bygget ham et Atelier; der udførte han bl. a. sin egen Portrætstatue, «T. støttende sig til Haabet», samt Skitserne til Relieffriserne for vor Frue Kirke og til Statuen af Christian IV. Spørgsmaalet om Musæet blev nu for saa vidt afgjort, som Pengemidlerne bleve sikrede, en Byggegrund anvist af Kongen og Bindesbølls Planer til Opførelsen godkjendte; selv ydede T. et Bidrag af 16000 Specier (64000 Kr.) til Sagens Fremme.

Hele Skibsladninger af Kunstværker vare efterhaanden hjemsendte fra Værkstederne og Magasinerne i Rom, men endnu var der store Mængder tilbage. T. mente, at hans Nærværelse der nede var nødvendig, og i Maj 1841 drog han afsted. Rejsen blev som et Triumftog med Hyldest og Fester paa ethvert Sted, hvor der standsedes. Intet Under da, at den aldrende Mester efter i Sept. at være kommen til Rom følte Trang til Hvile og ikke arbejdede synderlig de første Maaneder. Derpaa udførte han de nye Skitser til Thaddæus og Andreas, gjorde, i mindre end 10 Dage, den store Model til førstnævnte Apostelfigur uden mindste Hjælp og omarbejdede en ældre Gruppe, «De 3 Gratier». Hen paa Efteraaret 1842 mente han at være færdig med, hvad han skulde udrette i Rom, og rejste nord paa gjennem Tyskland; til Kjøbenhavn kom han 24. Okt. Allerede Dagen efter gik han hen for at se paa Musæumsbygningen, der nu var under Tag, og paa sin Gravplads i Gaardens Midte; sin Glæde over, hvad der nu i denne ham saa magtpaaliggende Sag alt var opnaaet, gav han Udtryk ved at forøge den Pengesum, han tidligere havde bestemt for Musæet, med 25000 Rdl. Endnu inden Vinteren ret var begyndt, drog T. til Nysø og gjenoptog sit Arbejde; som det betydeligste Værk, han der udførte, kan nævnes det berømte Rundrelief «Juleglæden i Himlen». Senere tog han i Kjøbenhavn fat paa de for Christiansborg bestilte Statuer, modellerede Christian IV’s Billedstøtte, der, støbt i Bronce, en Tid stod i Kongens Kapel i Roskilde Domkirke, men senere flyttedes til Rosenborg Have, og fik «Hercules» færdig. Derpaa begyndte han, som Forarbejde til et større Monument, der tænktes opstillet foran vor Frue Kirke, paa en Buste af Luther. Men denne skulde det ikke undes ham at fuldende.

Af Naturen var T. sikkert en legemskraftig Personlighed, men de store Anstrængelser, han siden sin Ungdom havde underkastet sig, og gjentagne Feberanfald i Syden havde taget stærkt paa ham, saa han nu i sin fremrykkede Alder ofte følte sig svag. Henimod Slutningen af 1843 brød et gammelt Saar, han havde paa Benet, op, og Lægen forbød ham at arbejde; kort efter Nytaar 1844 kunde han dog igjen modellere, og der fremstod i Løbet af de næste Maaneder flere smaa Relieffer, bl. a. med de forskjellige Kunstarters Genier. En «Billedhuggerkunstens Genius» havde T. tidligere udført, men var misfornøjet med Arbejdet og gjorde forskjellige nye Udkast. Det skjønneste, fra 21. Marts, kom kun til at foreligge som Kridttegning paa en Skifertavle; det blev Mesterens sidste Komposition. 24. Marts arbejdede han paa Lutherbusten, gik derpaa til Middagsselskab, var munter ved Bordet og talte om en Rejse, han havde tænkt at gjøre til Italien. En mærkelig Ytring lod han ved denne sin sidste Sammenkomst med de gamle Venner, Baron og Baronesse Stampe, Oehlenschläger, H. C. Andersen, Ernst Meyer o. fl., falde. «Nu», sagde han, «kan jeg dø, naar det skal være, for nu har Bindesbøll min Grav færdig.» Efter Maaltidet gik han til Theatret, satte sig paa sin Plads i Parkettet og hilste venlig paa de omkringsiddende. Men et Øjeblik efter sank han om med lukkede Øjne, og inden man endnu havde faaet ham baaret ud, stod det klart, at han var død. Den nogle Dage senere foretagne Sektion godtgjorde, at Dødsaarsagen var en kronisk Hjærtefejl.

Hvor stor og almindelig Smerten over Mesterens Død var, viste sig til fulde ved Sørgehøjtideligheden i Akademiets Antiksal, hvor Laaget blev sat paa hans Kiste, ved Toget, der førte Liget til vor Frue Kirke, og ved selve Bisættelsen. I Kirkens østre Kapel stod T.s Kiste i de 4 Aar, der endnu gik, inden Musæumsbygningen var fuldendt; først 6. Sept. 1848 blev den bragt til den store Mesters endelige Hvilested, den murede Grav i Musæets Gaard. Musæet selv blev hans eneste Gravmæle, rejst, som det staar, af et taknemmeligt Folk og fyldt med alt, hvad hans store og rige Aand har frembragt, den herligste Arv, en dansk Mand nogen Sinde har efterladt sit Fædreland.

I levende Live og endnu vel en Menneskealder efter sin Død stod T. for det almindelige Omdømme som den fuldkomne Mester, hævet over al Kritik. Alt som Tiden er runden, har Opfattelsen af ham til en vis Grad ændret sig – ikke i den Forstand, at man har villet rokke ved hans Ry som en af Kunstens ypperste Stormænd, men saaledes, at en klarere og fastere motiveret Dom over hans Stils Krav paa at kaldes den i nyere Skulptur eneberettigede og over hans Evners Begrænsning har gjort sig gjældende. Man ser nu, at hans «Gjenopvækkelse af den antike Billedhuggerkunst» vilde have været endnu mere afgjørende, hvis de Oldtidsmønstre, han i sine yngre Dage havde for Øje, havde repræsenteret Hellenerkunstens Guldalder og ikke fornemmelig dens begyndende Forfald; han vilde da have skabt flere Værker som «Haabet», «Hyrdedrengen» og «Adonis», færre i den Stil, «Venus» og Gruppen «De 3 Gratier» betegne. Man føler, at hans Kunst i ikke faa Tilfælde lader det mangle paa Varme og Lidenskab, og at hans Sans for fysiognomisk Karakteristik og personligt Udtryk, hvad især Flertallet af hans mange Buster med al deres Skjønhed og deres Vidnesbyrd om fremragende Formsans viser, ikke var stærkt udpræget. Ogsaa om de svagere Sider af hans Karakter, særlig den udprægede Egoisme, der vel ikke hindrede ham i at føle Tilfredsstillelse ved at glæde og hjælpe andre, men dog afholdt ham fra at gjøre noget som helst virkelig personligt Offer for et Medmenneskes Skyld, hører man nu oftere end forhen Tale; de have sat Mærker, som ikke kunne udviskes, medens Billedet af hans straalende Elskværdighed og jævne, indtagende Væsen nu kun hviler paa de samtidiges efterladte Vidnesbyrd og efterhaanden afbleges.

Men hans Ret til at bære Navn af det 19. Aarhundredes største Kunstner vil aldrig kunne røves ham. Fjærne Tider ville se T. som en Mester, i hvis mest inspirerede Relieffer og Statuer den Højhed og Ro, der særtegne den antike Skulptur, ere forenede med en næsten ufejlbar Skjønhedssans og Formfølelse og med en Fortællekunst – Evne til rhytmisk Komposition, talende og harmonisk Linjeføring og udtryksfuld, om end i intet Tilfælde udpræget lidenskabelig, Bevægelse, hvortil blandt nyere Kunstnere næppe nogen anden end Rafael har noget tilsvarende. Som T. er den mageløst produktive – foruden de mange ikke anvendte Udkast skyldes ham 80 Statuer, 130 Buster, 243 Relieffer, deriblandt 3 meget lange Friser –, er han ogsaa en af dem, hvis Aand spænder over det videste Omfang. Han, der i Kraft af et vidunderligt Instinkt, som bærer ham ud over hans fænomenale Mangel paa Kundskaber, forstaar de hedenske Skjønhedsidealer som ingen anden, er jo den samme, der har skabt den protestantiske Kristendoms mest ægte og allervægtigste Skikkelser.

Thiele, Den danske Billedhugger B. T. og hans Værker I-IV (1831–50). Thiele, T.s Biographie I-IV (1851–56). E. Plon, T., sa vie et son oeuvre (1867). S. Müller, T., hans Liv og hans Værker (1893). M. Hammerich, T. og hans Kunst (1870). A. Rosenberg, Thorwaldsen (Leipzig 1896). J. Lange, Sergel og T. (1886). Urlichs, T. in Rom (1887). Wilckens, Træk af T.s Liv (1874). Wilde, T. og Jerichau paa Fregatten Rota (1884). Weilbach, Nyt Kunstnerlex. N. Høyens Skrifter I, 274 ff. C. Bruun og L. P. Fenger, Thorvaldsens Museums Hist. (1892). M. Galschiøt, Thorvaldsens Museum (1895). S. Trier, Thorvaldsen (1903).