Friedrich Rückert (1788–1866)

Rückert [røk_ərt], Johann Michael Friedrich, tysk Digter og Orientalist, født i Schweinfurt 16. Maj 1788, død i Neuses ved Koburg 31. Jan. 1866. Rückert studerede Jura i Würzburg, senere Filosofi og Filologi i Heidelberg, forsøgte forgæves at deltage i Krigen mod Napoleon, begav sig derpaa til Jena, men havde ikke Held med sin Disputats om Filologiens Væsen. Han var nu først Gymnasielærer i Hanau, tog dog straks sin Afsked, levede i Würzburg og blev Digter, stærkt paavirket af Tidens politiske Forhold. Under Pseudonymet Freimund Raimar skrev han 1814 »Geharnischte Sonette«, »Noch 4 Kriegslieder«, »Deutsche Glimpf- und Schimpflieder«, og virkede de flg. tre Aar som Redaktør af »Morgenblatt« i Stuttgart, hvor han lærte Uhland og Schwab at kende. Efter at være traadt tilbage fra »Morgenblatt« foretog Rückert en Rejse til Italien og Wien. Her traf han Orientalisteni v. Hammer-Purgstall, hvad der blev af Betydning for hans senere videnskabelige Løbebane. Efter sin Hjemkomst og Giftermaal med Luise Wiethaus-Fischer, hvem Digtene »Liebesfrühling« (1821) er tilegnede, boede han paa Familiegodset i Neuses ved Koburg, ivrigt optaget af østerlandske Studier. Han blev 1826 Prof. i Erlangen i orientalske Sprog, 1840–48 i Berlin, levede derpaa sine sidste Aar paa Godset, idet han beholdt sin halve Gage som Pension. Til hans tidligste digteriske Arbejder hører de to aristofaniske Komedier af den paatænkte Trilogi Napoleon: »Napoleon und der Drache«, »Napoleon und sein Fortuna«, medens »Napoleon der Unkenkönig« aldrig udkom. Efter sin Rejse begyndte han med stor Finhed og Behændighed at efterdigte orientalsk Poesi: »Oestliche Rosen«, »Die Verwandlungen des Abu Seid ben Serug oder die Makamen des Hariri« (1826), »Nal und Damajanti« (1828), »Rostem und Suhrab« (1838). En original Digtning er derimod »Die Weisheit des Brahmanen« (1836–40). Som Oversætter er Rückert enestaaende, han har saaledes indlevet sig i den orientalske Digtning, at han stedse finder de rammende Udtryk, samtidig med, at han i formel Henseende overvinder alle Vanskeligheder. Hans Efterlignere har derimod snarere været kunstlede end ægte i Udtrykket. Mindre betydelige er hans Dramaer, som virker stivnede og livløse, som »Saul und David«, »Heinrich IV«, »Herodes der Grosse«, »Christofero Colombo«. I »Kinderlieder«, som udgaves efter hans Død (1872), viser han sig derimod som den ægte, følelsesbevægede Digter. Rückert lever i vor Tids Bevidsthed især ved sine folkelige Digte og Børneviser og ved sin gribende og ægte tonende Lyrik, Digte som f. Eks. »Ich stand auf Bergeshalde« og »Du bist die Ruh«. Da Krigen 1863 truede, skrev han: »Ein Dutzend Kampflieder für Schleswig-Holstein«, hans sidste Værk.

»Ges. Gedichte« (VI Bd, 1834–39), »Ges. poetische Werke«, udg. ved H. Rückert og D. Sauerländer (12 Bd, 1867–69 og 1881–82), »Ges. Werke«, udg. ved Laistner (1896). Udvalg ved Ellinger (1897), ved Ph. Stein, ved Grosz und Hertzer. »Rückert Nachlese« ved Hirschfeld (1910 o. flg.).

Beyer, »Friedrich Rückert’s Leben u. Dichtung« [1866]; Samme, »Friedrich Rückert, ein biogr. Denkmal« [1868]; Fortlage, »Friedrich Rückert und seine Werke« [1867]; Reifferscheid, »Friedrich Rückert« [1877–80]; A. Willms-Wildermuth, »Friedrich Rückert« [1907]; H. Graef, »Friedrich Rückert« [1908].