Thomas Kingo (1634–1703)

Kingo, Thomas Hansen, 1634–1703, Biskop, Digter. Født 15. December 1634 i Slangerup, død 14. Oktober 1703 i Odense, begravet i Fraugde Kirkegaard. Forældre: Væver Hans Thomsen Kingo (1586–1671) og Karen Sørensdatter (Bjørn?) (død 1688). Gift 1° 21. Juli 1669 med Sille Lambertsdatter Balkenborg, død 4. Juli 1670 (gift 1° med Sognepræst i Kirke Helsinge Peder Worm, død 1668, gift 1° med Anna Heichons), Datter af Rektor i Oslo, senere Sognepræst i Sundalen Lambert Antonii Balkenborg. (1586–1650) og Anna Christensdatter Lund. 2° 28. Maj 1671 med Johanne Lauritsdatter Lund, født 1618, død 19. Maj 1694 (gift 1° med Forvalter Christen Pedersen). 3° 21. el. 19. December 1694 i Fraugde med Birgitte Balslev, født 13. Maj 1665, død 25. Maj 1744 paa Fraugdegaard (gift 2° med Kaptajn Christian Carl Bircherod, 1667–1730), Datter af Dr. med., Assessor Christopher Balslev (1628–93) og Karen Riisbrigh (1635–86, gift 1° 1654 med Dr. med., Apoteker Stefan Ram, 1625–58)

Thomas Kingo var paa fædrene Side af skotsk Afstamning. Farfaderen, efter hvem han var opkaldt, var en indvandret Tapetmager; Faderen levede i smaa Kaar i Slangerup, ham gav Thomas Kingo et godt Eftermæle i det kønne Digt paa hans Gravsten. Der blev tidligt lagt Mærke til den begavede Dreng; 1640 kom han i Byens Latinskole, men 1650 overflyttedes han til Fr.borg Skole, hvorfra han dimitteredes 1654 til Universitetet. Her optoges den fattige Student som Alumnus paa Kommunitetet (Regensen), og trods Pest og Svenskekrig tog han April 1658 teologisk Eksamen. Samme Aar blev han Huslærer hos Forvalteren paa Fr.borg Slot, Jørgen Sørensen, men flyttede snart efter til Vedbygaard ved Tissø, hvor han underviste Ejerinden Fru Lene Ruds Børn sammen med Godsinspektør Karsten Atkes. Efter i alt tre Aars Huslærertid tjente Thomas Kingo syv Aar som personel Kapellan for den bedagede Præst og Provst Peder Worm i Kirke Helsinge. Disse Aar i Vestsjælland har været lykkelige Modningsaar for den unge gejstlige. I Flertallet af hans Digte fra denne Tid er Tonen frejdig, Versemaalet Bordings raske krydsrimede Firfodsjamber, men der er Alvor bag. Lystigst er Vinterdigtet »Næve-Tud og Knud-herud« (ca. 1661), som med frisk Realisme gengiver knagende Frost og ung Forelskelse. »Sæbygaards Koklage« (1665) er et komisk Sørgedigt over en Tyregilding, men Digressionerne taler f. Eks. om, hvor farligt det er at slutte fra en Persons Ydre til hans Karakter, eller om, hvor usle Fæstebondens Kaar er. I »Karsten Atkes Afsked fra Løve-Herred« (1666) mindes Thomas Kingo Vennens lykkelige Fremgang i Livet, men hentyder ogsaa til Strid og ond Sladder.

I Kapellantiden forberedtes Thomas Kingos Karriere. 2. Febr. 1663 prædikede han i Kbh. for Frederik III., som lod ham tilsige sin Naade ved Kansleren Peder Reedtz. Næste Aar ansøgte han om Ventebrev paa Slangerup og Uvelse Sognekald; dette bevilgedes ham 10. April 1665, og hans Kaldsbrev er af 24. Aug. 1668. Senere beskikkedes han desuden til Viceprovst i Herredet. 8. Juni 1669 tog han Magistergraden. 1671 skriver han et stort og pompøst Digt til Christian V.s Salving, 1672 trøster han paa Vers Griffenfeld, der har mistet sin unge Hustru, og efter den Tid gaar der med korte Mellemrum fra Slangerup-Præsten store og smaa Hyldestdigte til disse Rigets mægtigste Mænd; deriblandt til Kongen en poetisk Beskrivelse af Kronborg (1672) og til Griffenfeld en tilsvarende af hans Grevskab Samsøe (1675). »Aandelige Sjungekors første Part« (1674), som tilegnedes Monarken, har nok befæstet ham i dennes Gunst. Griffenfelds Fald havde i hvert Tilfælde ingen Indflydelse paa Thomas Kingos Skæbne. 25. Febr. 1677 kaldtes han til Biskop over Fyns Stift; 15. Juni 1679 fik han Vaabenbrev og blev 8. April 1682 Doctor theol. ved kongeligt Brev. Endelig gav Kongen ham 4. Marts 1690 Rang med Justitsraader. — Vel havde Thomas Kingo sørget for med passende Mellemrum at bringe sit Navn i de høje Herrers Erindring; men det var der mange, der gjorde uden at naa langt. Thomas Kingos Udnævnelse til Biskop var derfor nok knap saa meget et Udtryk for Regeringens Tak til Digteren som for de Forventninger, den havde til Embedsmanden. Thomas Kingo var en Mand af den Slags, det nye Regime behøvede. Ved Statsomvæltningen 1660 var Thomas Kingo en ung modtagelig Mand, Salvingsdigtet fra 1671 viser ham som dybt indlevet i Enevældens Ideologi. Regeringstro Mænd med personlig Myndighed, det var, hvad Staten skulde bruge paa de vigtige Embedsposter til Gennemførelse af sine Reformer. Mange og forskelligartede var de Opgaver, der ovenfra blev lagt paa Thomas Kingo. 1680 fik han saaledes Befaling om at udtale sig om de Reformertes Religionsøvelse her i Landet. Hans Svar kender vi ikke, men hans Afgørelser i Enkelttilfælde viser ham som gammelluthersk haard over for anderledes troende. 1682 paalagdes det en Kommission, hvori Thomas Kingo fik Sæde, at udarbejde et nyt Ritual for Kirketjenesten. Dette udkom 1685 og indførtes i alle Landets Kirker 1. Pinsedag 1686; det var et Led i Enevældens Kirkelovgivning, der desuden kom til at omfatte en Alterbog (1688 ved Hans Bagger), en Salmebog (se nedenfor) med et Graduale (1699). Disse fire Værker er tilsammen Udtryk for, at den lutherske Salmemesse har fortrængt den gregorianske Liturgi, som behersker Niels Jespersens Graduale 1573. I det nye Graduale, som er udarbejdet af Thomas Kingo, har Salmemelodierne været Genstand for en lempelig, men bevidst Modernisering. I Ritualværket henvises stadig til den nye Salmebog, som var under Arbejde. Allerede 27. Marts 1683 havde nemlig et kgl. Reskript befalet Thomas Kingo at tilvejebringe en ny Salmebog. Hertil havde han kvalificeret sig ved sit »Aandelige Sjungekor« (I-II, 1674–81), en fremragende Ydelse i religiøs Brugslyrik. De to Digtsamlinger er komponeret med udpræget Sans for den huslige Andagts Situationer. I første Part en Morgen- og Aftensang til hver af Ugens syv Dage (»Rind nu op i Jesu Navn«, »Nu rinder Solen op af Østerlide«, »Vaagn op og slaa paa dine Strenge«), desuden versificerede Oversættelser af Davids syv Pønitensesalmer; i en senere Udgave føjedes til hver Dag to korte Digte, et »Morgensuk« og et »Aftensuk«. Anden Part har tyve nummererede Sange, de fleste efterfulgt afet »Hjertesuk«. Blandt disse Digte til »Sjælens Opvækkelse til allehaande Andagter i allehaande Tilfælde« (Titelbladet) staar de berømte »Far, Verden, Far vel« og »Sorrig og Glæde de vandre tilhobe«. — Det vigtige Kongebrev til Thomas Kingo illustrerer paa fremragende Maade Enevældens maalbevidste Arbejde paa at skabe Ensartethed og Fuldstændighed. Det konstateres først, at de foreliggende Salmebøger er uordentlige og utilstrækkelige, og det paalægges dernæst Thomas Kingo »en ret Salmebog af de gamle sædvanlige og bedste Kirkesange og Salmer at sammenskrive og indrette, saa og dem med en Del af dine egne forbedre«. Dog skal han flittelig tage i Agt, at de gamle Salmer ved Søndagsmessen forbliver væsentlig uforandrede, og at Meningen i Luthers Salmer strengt respekteres. Salmebogen skal følge Kirkeaaret, og hver Søndag skal have sine Sange »baade af de gamle og de som du selv over Epistler og Evangelia sammenskriver«. Inden Udsendelsen skulde Salmebogen gennemses og approberes af det teologiske Fakultets Dekan. Dette Kongebrev var en Instruks, som ikke gav den nye Salmebogs Redaktør meget frie Hænder. Hvor energisk han dog tog fat, kan ses af Resultatet. Efter seks Aars Forløb indsendte han til Dekanen, Sjællands Biskop, Hans Bagger, Salmebogens »Vinterpart« med 267 Salmer, hvoraf 136 af Thomas Kingo. Han havde optaget en Del Salmer af sine samtidige, mest af Elias Naur og Johan Brunsmand. I de gamle Salmer havde han grebet kraftigt regulariserende ind, især for at bringe Teksten nærmere til Melodien. Vinterpartens Fortale er dateret 15. April 1689; 25. Jan. 1690 blev Bogen autoriseret ved en kgl. Forordning, Thomas Kingo fik tyve Aars Ret til Indtægterne af den. Men 22. Februar samme Aar tilbagekaldte Kongen Forordningen. Man havde ved Hoffet skumlet over den store økonomiske Fordel, der sikredes Thomas Kingo ved Privilegiet; desuden viste det sig, at han ikke havde faaet det nødvendige Imprimatur paa Bogen, og endelig hæftede man sig ved, at en Del af de gamle Salmer var for stærkt bearbejdede. Tilbagekaldelsen var et haardt Slag for Thomas Kingo; han ramtes baade paa sin Ære og sin Pung — han laa med et betydeligt Oplag af Bogen. Thomas Kingos Salmebogshverv blev 1691 overdraget Søren Jonæsen, men dennes Udkast, der ikke indeholdt nogen Salme af Thomas Kingo, led Forgængerens kranke Skæbne. Nu havde Regeringen to Gange med Uheld lagt Sagen i Enkeltmands Haand; 1696 greb den til at nedsætte en Kommission paa elleve Mand — hverken Thomas Kingo eller Jonæsen var derimellem —, og denne afleverede det definitive Salmebogs-Manuskript til Thomas Kingo, som fik ti Aars Privilegium paa Udgivelsen. 1699 udkom »Den forordnede ny Kirke-Salmebog«, der med Rette kom til at hedde Kingos Salmebog. Ikke blot stod Thomas Kingo som Forlægger paa Titelbladet, og Fortalen var skrevet af ham, men han havde leveret langt den største Part af de nye Salmer. Fra Vinterparten gik 55 over; til Sommerhalvaaret havde han indsendt nye, i alt var af den fuldstændige Salmebogs 301 Salmer 85 af Thomas Kingo. I den Husandagts-Salmebog (1703), som Kommissionen tillige udarbejdede, medtoges en Række Sange fra Thomas Kingos Sjungekor. — De Kingoske Kirkesalmer har en lang Historie, ingen Generation af danske Kristne har helt kunnet være dem foruden. Med den skiftende Smag har man i de senere Salmebøger udeladt en Del, forkortet og gennemrettet andre, komme uden om dem kunde man aldrig: Guldbergs Salmebog (1778) optog 67, den skarpt rationalistiske »Evangelisk kristelig Salmebog« (1798) havde 18, Roskilde Konvents Salmebog (1855) 84, vor nuværende Salmebog for Kirke og Hjem 100. Værst har Thomas Kingos robuste Kristendomsforkyndelse haft det i intellektuelt eller socialt forfinede Kredse, i København tabte dens Yndest sig tidligst. Saa meget inderligere har Nordmændene og Jyderne hængt ved »Kingos Salmebog«. I Norge blev den, som i Danmark, indført 1699 og dominerede indtil Landstads Salmebog 1869, der havde 118 af Thomas Kingos Salmer; i den reviderede Udgave af den norske Salmebog (1926) er der 64 tilbage. De »stærke Jyder« (Vejle-Horsensegnen) har i mere end et Aarhundrede kæmpet haardnakket mod Indførelsen af nyere Salmebøger. Endnu i Dag benyttes Thomas Kingos Salmebog alene eller ved Siden af den autoriserede i Kirkerne i Øster Snede, Korning m. fl. Ogsaa et Par Steder paa Færøerne er den stadig i Brug.

Medens vi intet ved om Thomas Kingos Præstegerning i Slangerup, ligger et stort Materiale fra de 26 Aar i Odense for os. Det fremgaar af dette, at Thomas Kingo var sig sit Embedes Betydning og Værdighed kraftig bevidst. Han regerede efter Lovens Bogstav og lod sig ingen Embedsrettighed afdisputere. Han var idelig paa Visitatsrejser i sit store Stift, hvortil hørte Lolland, Falster og Syd-Als, og han holdt sig ved Besøg i Hovedstaden i Kontakt med de højeste Myndigheder. Biskop Thomas Kingo var en nidkær Tilsynsmand; men samtidig havde Stiftets gejstlige i ham en varmhjertet Talsmand, som brugte sin Indflydelse og sin kraftfulde Pen til at værne om Præsteskabets Indkomster. Der kunde være noget stejlt bureaukratisk over hans Adfærd — han var ikke til at spøge med i Kirke- og Skolesager —, men han kunde ogsaa vise human Medfølelse, som da han over for Kongen gik i Forbøn for en Alsinger, der havde begaaet Lejermaal. — Det er karakteristisk for Thomas Kingo som Embedsmand, at han gaar lige løs paa alle Tvivlsspørgsmaal — Overøvrigheden faar af og til fra ham en hel Række klart formulerede Spørgsmaal til Besvarelse —, og dernæst, at han aldrig viger tilbage for en Konflikt. Selvbevidst og temperamentsfuld som han var, taalte han intet Indgreb i sin Myndighed. Thomas Kingo vandt, som det synes, let Konger og Kanslere for sig, men vanskeligere Ligemænd, som han skulde samarbejde med. Med Magistraten i Odense havde han langvarige Stridigheder om Styrelsen af St. Knuds Kirke. Forholdet til Stiftamtmændene over Fyn var ikke uden Gnidninger. De mange Aar i Odense bragte Ufred og Kvaler, men ogsaa Magt, Rigdom og ægteskabelig Lykke. Regeringen befæstede ved flere Lejligheder Biskoppens Autoritet og forhøjede mere end en Gang hans Indtægter. I Slangerup havde Thomas Kingo ægtet sin anden Hustru, der var betydelig ældre end han. Kort efter hendes Død giftede han sig med Birgitte Balslev, til hvem han har skrevet et poetisk, varmtfølt Bindebrev, der endnu foreligger i hans mandige, smukke Haandskrift, og det med rig Stilkunst udførte Candidadigt. Med hende fik han Midler, som satte ham i Stand til 1697 at købe hendes Fædrenegaard, Fraugdegaard, af Broderen, Dr. Peder Balslev. Hun blev hans Alders Krone, en elsket og elskende Hustru, som ofte fulgte ham paa de besværlige Visitatsrejser, og som djærvt rensede hans Minde, da der efter hans Død blev rettet Mistanke mod Biskoppens Regnskabsholdelse. Dog ogsaa i Familielivet fik Thomas Kingo Sorger. Som Stifsønnen Jacob Worm havde plaget ham i Slangerup, saaledes kom han i Odense i Strid med to »Svigersønner«, Amtsskriver Niels Brinch, der var gift med Johanne Lauritsdatters Datter af første Ægteskab, og Stiftsprovst Jørgen Karstens, hvis uforsonlige Holdning har været med til at forbitre hans sidste Dage. Hertil bidrog ogsaa Anfald af Rosen og især af Stensmerter. Sommeren 1703 var han i København, men kom syg hjem og blev ikke rask mere. Han døde en Efteraarssøndag, »ret som det ringede sammen til Højmesse«.

Ser vi bort fra de ovenfor omtalte Ungdomsdigte og Hyrdeviser, desuden fra nogle skæmtsomme og nogle polemiske Stykker, bærer Thomas Kingos Forfatterskab et Enhedspræg ved sin kunstneriske Hensigt og sine Grundmotiver. — Som Digter tilhører Thomas Kingo den danske Barok, der fortsætter Senrenæssancens Bestræbelser for at skabe en Kunstdigtning paa Modersmaalet, som kan staa Maal med Udlandets. I Dedikationen i Sjungekorets første Part hævder Thomas Kingo, at vi hverken har Behov at laane af de Tyske og andre Landsfolk, eller udi Rimekunsten det ringeste at eftergive. Og i et latinsk Æredigt til Anden Part fremhæver Vitus Bering, at Thomas Kingo gjorde mere for sit Fædreland, end Dante, Petrarca og Opitz havde udrettet for deres, da han bragte dansk religiøs Poesi paa Højde med Johann Rists tyske. Det var regelret Versifikation og en høj Stil, det kom an paa. Arrebo havde vist Vejen; Thomas Kingo fulgte efter, idet han modtog Indtryk fra den samtidige tyske Poesi, hvor Stilkunsten siden Arrebos Tid var steget til hasarderede Højder. Vi finder hos ham Vendinger og Ordsammensætninger, som nu kaldes skruede eller smagløse, men som dengang var i Pagt med Tiden (f. Eks. Hjertets Lyste-Svamp). Bag den danske Barokpoesi ligger dog ikke blot tyske Forbilleder, men ogsaa nylatinsk Digtning og romersk Klassik. Som alle andre Elever i den lærde Skole har Thomas Kingo faaet Undervisning i at forfærdige latinske Vers; vi har fra hans Manddomstid tre særdeles velformede Lejlighedsdigte paa Latin. Og det længste af alle hans Digte, det historiske Poem om Gullands Indtagelse (1676), der omfatter 1000 Aleksandrinere, har Plan, et væsentligt Motiv og Stiltræk fra Erasmus Lætus: Res danicæ (1574), et Hovedværk i nylatinsk Digtning i Danmark. Det var vel »Gullands Indtagelse«, der fik en samtidig (Poul Pedersen) til at kalde Thomas Kingo »vores danske Homerus«, men Digterens klassiske Forbillede har sikkert her været Virgil, Digterkongen siden Renæssancen. I det mindste har Thomas Kingo i sit store Digt smukt parafraseret Virgils Beskrivelse af Bisamfundet (Georgica, IV, 153 ff.). Paa Thomas Kingos Boghylder, hvis Indhold vi kender fra Auktionskatalogen efter hans Død, stod nogle af Senrenæssancens Stordigtere — du Bartas, Guarini, Shakespeare (Poems 1640, Hamlet), Milton —, enkelte tyske Modedigtere — Hofmanswaldau, Mühlpforth —, ogsaa adskillige nylatinske — bl. a. Erasmus Lætus — og alle Klassikerne — saaledes en Stribe Virgiludgaver. — Den latinske Paavirkning er føleligst i de Dele af Thomas Kingos Værk, der ikke har religiøst Hovedemne. I hans kristelige Sprogbrug erstattes Latinen delvis af Hebraisk, som naar han i Sjungekoret taler om Herrens næsefnysend’ Vrede, og i Ligprædikenen over Jacob Bircherod (1691) siger, at Gud lider ikke dem »der taler af Hjerte og Hjerte«, d. v. s. med delt Hjerte. Grundstammen i Thomas Kingos rige Sprog er dog et kernefuldt Samtidsdansk, bevidst tilsat forældede og dialektale Gloser, som gerne forklares i Noter (»Bur-Sprok er et almindeligt Mode«, altsaa Landsmøde; »Koen siges at løe, naar hun er nær ved at kælve«). Thomas Kingos Prosa er bemærkelsesværdig. Den er kunstrig i Fortalen til Gradualet og i hans eneste trykte Ligprædiken, hvor retorisk opbyggede Perioder afveksler med fyndigt sententiøse Partier; i Breve og Embedsskrivelser er den derimod ligefrem og virkelighedsnær, en aktiv Stil, Sprog og Handling i eet. — Endnu mere end den kunstneriske Stræben gør den religiøse Tendens Thomas Kingos Digtning til en Helhed. Der er den samme kristelige Grundtone i hele hans Værk. Naar han saaledes ved Barnefødsler, Fødselsdage og Dødsfald i Kongefamilien, ved Majestætens Hjemkomst og Gennemrejse, ved Sejrsbegivenheder og Aarsskifter, etc, mødte op med Digte, saa manglede i Tidens Aand Guds Navn kun undtagelsesvis deri. Der bedes her for Konge og Land som i Sjungekorets Morgen- og Aftensange og i Vægterversene, som dog muligvis ikke er af Thomas Kingo. Det religiøse har gennemtrængt det private og det nationale. Med Enevældens førende Teologer saa Thomas Kingo paa gammeltestamentlig Vis Samfundets Velfærd bundet til Kongens Person. Paa et spinkelt Anker, der frelste Christian V.s Liv i en Storm, skrev han bl. a.: »To Rigers Liv og Død paa to Jernhager laa«. Og det er Gud, der giver en Mand Fremgang i Livet; Griffenfeld kaldes »Guds Naades store Mand, du himmelbaarne Greve«: »Gud som har Grunden lagt til den din Ærespir, Hand himmelstøtte den til din og Danmarks Ziir«. De talrige Digte til Livets Fester (Venners Navnedage, Bryllupper o. l.) har altid religiøs Motivering, ligesom naturligvis ogsaa Indskrifter til Kirkeinventar (Alterkalk, Lysekrone, Fattigblok, Kirkeklokke, Nadverbillede) og Hyldestdigte til Forfattere af opbyggelige Skrifter (Willads Nielsen: Himmeriges Barnemoder 1671; Johan Brunsmand: Aandelig Sjungelyst 1676). Stemningen i de sidstnævnte er som i Fortalen til Gradualet Glæde over Reformationen og Haab om en religiøs og litterær Opgangstid for »Guds Kirke«. — Kraftigst er det religiøse Præg dog i den Gruppe af Thomas Kingos »Lejlighedsdigtning«, som har en Persons Død som ydre Anledning. Den er Grundstammen i Thomas Kingos religiøse Tankelyrik. I Reglen tager han sit Udgangspunkt i den afdødes Skæbne: »Er det da bedst at dø, naar fejerst er at leve?« (over den 21-aarige Maren Bering), og han lader med Forkærlighed Tankens Brod blive siddende. Paa sit Spørgsmaal: hvorfor dør en herlig Mand som Biskop Hans Wandal saa tidligt, naar saa meget Skarns Folk »lever ravnelangt«, har han netop intet rationalt Svar: »hvor maaleløs er Herrens dybe Domme, I Himlens Raadstu-Hus Fornuften ej maa komme«. Ofte er Tankefølgen denne: Ære, Glæde, Rigdom er forgængelige — »bort da med Verdens Pragt, Al Verdens Gods og Guld bør stemples med Foragt« — ethvert Træ er raaddent i Roden, vi fødes til at dø, det volder Arvesynden. Men et Liv i kristelig »Dyd« giver os Saligheden hisset og et varigt Ry hos Eftertiden. Det er i Lyset af denne Række betydelige Poesier, der strækker sig gennem hele Thomas Kingos Digterliv, at de to Mestersange fra Sjungekorets anden Part maa ses. Stillet over for Dødens Realitet bevæger Thomas Kingo sig fra Oplevelsen af, at »Sorrig og Glæde de vandre tilhobe«, til Forvisningen om, at »Himlen er ene af Salighed fuld«; Stemningsrytmen i Dødsdigtene er den samme som i »Far, Verden, Far vel«: den dyrekøbte Erfaring af denne Verdens Forfængelighed fremkalder Sjælens Længsel efter Hvilen »i Abrahams Skød«. I andre Partier af Sjungekoret har Thomas Kingo udtrykt den lutherske Kaldstanke; hvert Menneske tjener Gud paa sin anviste Plads i Samfundet. Til Thomas Kingos Fromhedstype hører baade den kristelige Livsfornægtelse og den kristelige Livsbekræftelse. Hans Grundejendommelighed er Evnen til med sin rige Kunstner- og Kristensjæl at indføle sig i og give Udtryk for en religiøs Situation. Paa denne Stemningsvidde beror det, at han alene fornyede baade den private Andagts Lyrik og Kirkesalmen. I den mægtige Serie af fortællende og kristeligt formanende Digte, han gav den dansknorske Kirke, gennemlever Digterbiskoppen Kirkeaarets Tekster. Han er ligesom Øjenvidne til de hellige Begivenheder, ikke mindst til Kristi Lidelse; i Paaskens Salmer naar Thomas Kingo det højeste: »Se hvor nu Jesus træder«; »Over Kedron Jesus træder«, »Sover I, hvor kan I sove«, »Gak under Jesu Kors at staa«, »Som den gyldne Sol frembryder« med Slutningsstrofen: »Tak for al din Fødselsglæde«. Stilen er dansk kristelig Højbarok, de store Profeters udholdende Patos, og Tonen tilhører den myndige Prælat, som beretter og belærer. Der er i Thomas Kingos Salmesang en magtfuld Aands Vingeslag. Salmernes Holdbarhed beror paa en Sammensmeltning af himmelhøj Flugt og næsten massiv Haandgribelighed. De er Digterværker af en vældig Kristen, i hvis Sjæl gik Jordlivets Storme.

Salmerne udg. af P. A. Fenger 1827, 2. Udg. 1845. Udvalg i C. J. Brandt og L. Helveg: Den danske Psalmedigtning, I, 1846. Aandeligt Sjungekor udg. af M. Hammerich og G. Rode 1856, af A. E. Sibbernsen 1931.