Heinrich Heine (1797–1856)

Heine, Heinrich, tysk Digter, født i Düsseldorf 13. December 1797, død i Paris 17. Februar 1856. Han var Søn af en mindre, jødisk Handelsmand, og hans første Ungdomserindringer knyttede sig til det napoleonske Herredømme i Rhin-Landene (1806–13), hvilket øjensynlig har paavirket hans barnlige Sind meget stærkt og har haft betydelig Indflydelse paa hans Følelser for Fædrelandet. Efter at have gennemgaaet Latinskolen blev han sendt til sin rige Onkel, Salomon Heine, i Hamburg for at uddanne sig til Købmand (1816–19), men hans Ideer om Forretningsmæssighed, rent Papir og rigtige Tal var aldeles inkommensurable med Onkelens. Da denne indsaa, at Nevøen aldeles ikke duede til Forretningsmand, var han saa gavmild at udstyre ham med Midler til at studere Jura i Bonn, senere i Göttingen og, efter nogle ubehagelige Oplevelser der, i Berlin (1824). Da Heine ikke troede at kunne gøre Karriere som Jøde, lod han sig døbe (1825) og tog en Maaneds Tid efter Doktorgraden i Göttingen. Han havde bestemt at bosætte sig som Sagfører i Hamburg, men opgav det af ukendte Grunde og rejste til London, senere til München som nominel Redaktør af Cotta’s »Politisene Annalen« (1828).

Allerede 1822 havde Heine debuteret som Digter med en Samling Lyrik, »Gedichte«, der genspejler hans egne Følelser og Stemninger, navnlig hans Sorg over den skuffede Kærlighed til Kusinen Amalie og senere til hendes Søster Therese, Døtre af Salomon Heine. Han havde her vist sig som ægte Digter, med et enestaaende Herredømme over Sproget og en medfødt musikalsk Understrøm, som senere lokkede saa mange fremragende Komponister til at sætte hans Digte i Musik, men samtidig med en vis fornem Skødesløshed med Hensyn til Metrum og Affiling. Kort efter fulgte »Tragödien und Lyrisches Intermezzo« (1823), som ogsaa indbragte ham varm Anerkendelse af det unge Tysklands Kritikere, især Varnhagen von Ense og Immermann, dog uden at vække synderlig Interesse hos det store Publikum, endsige en Begejstringsstorm som den, de senere Generationer har rejst. Endnu større Bifald vandt han ved »Reisebilder« (2 Bd, 1826–27), som senere, efter hans Rejse i Italien og hans Ophold i Hamburg, paa Helgoland og paa Norderney, blev forøget med to ny Bd (1830–31; 2. Udg., 4 Bd 1830–34). Disse sidste Arbejder er prægede af en Blanding af realistisk Sandhed og lyrisk Sving. I et hidtil ukendt letløbende og flot Sprog gør han sig lystig over alt og alle. De Smaadigte, som er spredte rundt om i »Reisebilder«, blev samlede og tillige med nogle fl. udgivne som »Buch der Lieder« (1827), der har oplevet en Mængde Oplag som Blomsten af Heine’s Lyrik.

Heine var imidlertid misfornøjet med Tilværelsen i Tyskland, ikke blot paa Grund af de politiske Tilstande, men fordi han blev skuffet i sine Forventninger om en fast Stilling; tillige følte han sig krænket over, at Læseverdenen var ham uvillig stemt, og da han saa hen til Frankrig som de politiske Forjættelsers Land, rejste han til Paris (1831), hvor han tog blivende Ophold. Her søgte han først og fremmest at slaa Bro imellem tysk og fransk Litteratur ved sine først paa Fransk skrevne »Beiträge zur Geschichte der neuen schönen Litteratur in Deutschland« (2 Bd 1833; ny Udg. under Titelen »Die romantische Schule« 1836) og at give sine Landsmænd en klarere Forestilling om franske sociale og politiske Tilstande samt om Frankrigs ledende Mænd med Bogen »Französische Zustände«, som var ledsaget af en bitter Fortale, rettet imod det reaktionære preussiske Regimente (1833; senere forøget med to ny Bind om Borgerkongedømmet). Derefter fulgte »Der Salon« (4 Bd 1834–40), indeholdende Causerier om fransk Kunst, dels vittig fortællende Stykker i »Reisebilder«’s Manér, dels Novellen »Der Rabbi von Bacharach«; 1839 udgav Heine »Shakespeare’s Mädchen und Frauen«, som røber Mangel paa Fordybelse i Emnet, og den ubarmhjertige Skildring »Über L. Börne«, hvem han aldrig havde forstaaet, og som han derfor ikke kunde bedømme retfærdig. Under sit Ophold i Paris havde Heine af sin Onkel i Hamburg modtaget en aarlig Understøttelse paa 4000 frc., men 1835 havde det tyske Forbund udstedt sit berygtede Interdikt imod »det unge Tyskland«’s fordærvelige Skr, hvortil Heine’s naturligvis medregnedes. Store pekuniære Vanskeligheder mødte ham nu i Paris, hvor han 1841 havde giftet sig med en ung, smuk og fattig Modehandlerinde, Eugenie Mirat, som han i 7 Aar havde staaet i Kærlighedsforhold til. Skønt Salomon Heine i den Anledning forhøjede Pensionen til 4800 frc. og gjorde den livsvarig, var det dog svært nok for Heine med de forøgede Husholdningsudgifter og sin indgroede Mangel paa økonomisk Sans at slaa sig igennem. Han gjorde derfor det stærkt angrebne Skridt at ansøge den fransk Regering om en Understøttelse af det hemmelige Fond (til politiske Flygtninges Hjælp), hvilken ogsaa tilstodes ham med 4800 frc. aarlig fra 1836 indtil Julimonarkiets Fald 1848.

1845 fik Heine det første Anfald af en Rygmarvssygdom, som fra 1848 til hans Død lænkede ham til et smertefuldt og haabløst Sygeleje, og skønt hans lille franske Hustru plejede ham med rørende Troskab, var hun dog alt for uforstaaende lige over for sin Mands litterære Virksomhed og hele hans Sjæleliv til at kunne være ham til mere Trøst, end hendes Papegøje var hende selv. Sin Længsel efter Tyskland, som han saa tit og rørende har udtalt i sine Digte, fik han kun stillet ved to flygtige Besøg, i Efteraaret 1843 og Sommeren 1844. Men medens hans »Neue Gedichte« (1844), især Afsnittet »Der Tannhäuser«, hvert Øjeblik aander denne ubestemte Længsel, saa bliver Troen paa hans Kærlighed til Tyskland stærkt rystet ved Bogens sidste Afsnit, det aristofanisk vittige og ondskabsfulde Digt »Deutschland, ein Wintermärchen« (dansk Oversættelse ved A. Ipsen 1890). 1847 udgav han det ypperlige Digt »Atta Troll«, og fra sit ensomme Smertensleje, der kun oplivedes af og til ved tyske og andre Venners Besøg (for Eksempel den mystiske »la mouche« og den danske Forfatter M. Goldschmidt), udsendte han endnu den dejlige Digtsamling »Romancero« (1851), det fantastiske Skrift »Der Doktor Faust, ein Tanzpoem«, ledsaget af en saakaldt Afhandling, »Die verbannten Götter« (1853, først paa Fransk), og »Vermischte Schriften« (3 Bd 1854). »Sämtliche Werke« (21 Bd 1861–67; 18 Bd 1867–68; 12 Bd 1876; ill. Udg. i 12 Bd 1895), hertil 1. Supplement (»Letzte Gedichte und Gedanken« [3. Opl. 1869]) og 2. Supplement (E. Engel, »Heinrich Heine’s Memoiren und neugesammelte Gedichte, Prosa und Briefe« (1884); Fr. Steinmann, »Briefe von Heinrich Heine« (2 Bd 1861). Ny Udg. af »Sämtliche Werke« ved Elster, Walzel o. a. Danske Oversættelser ved Bonnén, P. C. V. Hansen, Weitemeyer o. a.

Som Digter er Heine en enestaaende Lyriker. Digtenes Indhold er mærkelig springende, fra den varme Naturbetragtning, som er en fuldblods Romantiker værdig, lige over i den koldeste Ironi og selvforhaanende Spot, fra den dybeste Naturmystik til Storstadens Forfængelighed. Heine var den første, der indførte den Byron’ske Verdenssmerte i den tyske Poesi, og gav derved »det unge Tyskland« dets Banner, medens hans prosaiske Skrifters stilistiske Ejendommelighed har fundet mange Efterlignere. Trods al Modstand i Kejserriget Tyskland efter 1871 har Heine, den af alle Komponister søgte Kærlighedsdigter, vundet universel Betydning, den store Spotter, den blodige Pamfletskriver og den herlige romantiske Lyriker i een Person.

Alfr. Meissner, »Heinrich Heine, Erinnerungen« [2. Opl. 1856]; A. Strodtmann, »Heinrich Heine’s Leben und Werke« [2 Bd, 3. Op. 1884]; R. Proelss, »Heinrich Heine, sein Lebensgang und seine Schriften« [1886]; Louis Ducros, Henri Heine et son temps [2. Udg. 1886]; G. Karpeles, »Heinrich Heine, biographische Skizzen« og »Heinrich Heine und seine Zeitgenossen« [1887]; G. Brandes, »Heinrich Heine« [2. Opl. Kbhvn 1897]; H. Wendel, »Heinrich Heine« [Dresden 1919].

Hans Brevveksling udgives nu fuldstændig af Fr. Hirth (hidtil 2 Bd, München 1913–17).