Ludovico Ariosto (1474–1533)

Ariosto, Lodovico, italiensk Digter, født 8. September 1474 i Reggio (Emilien), død i Ferrara 6. Juli 1533. Faderen var i Hertugen af Ferraras Tjeneste; han ønskede, at Sønnen skulde uddanne sig til Jurist, og skønt Ariosto ikke havde megen Lyst dertil, maatte han drive dette Brødstudium i flere Aar, indtil hans Fader endelig gav ham Lov til at beskæftige sig udelukkende med humanistiske Studier. Men hans ivrige Syslen med Oldtidens Sprog og Litteratur afbrødes temmelig snart ved Faderens Død, og Ariosto maatte nu tage sig af Familiens Ledelse, bortgifte to Søstre og sørge for sine yngre Brødres Opdragelse. 1503 fik han en Ansættelse ved det ferraresiske Hof som Kavaler hos Kardinal Ippolito af Este, Broder til Hertugen. I de følgende Aar benyttedes han til diplomatiske Sendelser, og som Kriger vandt han Laurbær i et Søslag mod Venetianerne. Senere kom han i den regerende Hertugs Tjeneste, blev benyttet i forsk. Stillinger, bl. a. en Tid som Guvernør i Garfagnana, og først i sine senere Aar nød han den Ro, som passede bedst for hans noget epikuræisk-magelige Natur, og fik Lov til at blive i Ferrara, hvor han bestandig syslede med Digtekunsten, ledede Skuespilopførelser og byggede sig et smukt lille Hjem. Afholdt af alle levede den elskværdige Digter her, indtil en Blæresygdom gjorde Ende paa hans Liv i hans 59. Aar. Han blev begravet i Kirken San Benedetto, men senere flyttedes hans Lig til Ferraras Bibliotek. 1875 fejredes en stor Fest til hans Minde.

Det Digterværk, hvorved Ariosto’s Navn væsentlig er bevaret, er det store Epos Orlando Furioso (den rasende Roland). Ariosto digtede det 1505–16, medens han var optaget af alle Haande Forretninger i Kardinal Ippolito’s Tjeneste; 1516 udkom det i Ferrara i 40 Sange, 1532 i forøget Udgave (46 Sange), og 12 Aar efter Digterens Død udkom et efterladt Fragment I cinque canti, der sikkert var bestemt til at danne en Fortsættelse af Orlando. Emnet er hentet fra den Sagnkreds, der grupperer sig om Karl den Store; men Kejserens og hans Paladiners Kampe mod de Vantro fremtræder her i en ganske anden Skikkelse end i det jævne og kraftige oldfranske Heltedigt, hvori Grev Roland’s Fald ved Roncesvalles første Gang er besunget. Førend Sagnene naaede til Ariosto, havde de modtaget Tilsætninger og Omdigtninger i den senere franske Middelalders Digtning, de var blevne fyldte med overnaturligt Stof fra Feeventyrenes Verden, med Galanteri og Ridderspil fra Turneringernes og Troubadourernes Dage, havde passeret den italienske Prosabearbejdelse I Reali di Francia og var endelig blevne behandlede ironisk af den florentinske Renaissancepoet Luigi Pulci i Il Morgante Maggiore og mere naivt og objektivt af en anden Kunstdigter, Boiardo, i Orlando Innamorato. Med fri Fantasi og kostelig digterisk Humor tumler nu Ariosto med det nærmest fra Boiardo laante Stof. I ydre Henseende har hans Epos samme Form som de to italienske Forgængeres: det er skrevet i otteliniede Strofer af femfodede Jamber (Stanzer, Ottaver) og inddelt i Afsnit, der benævnes Canti (Sange); i hver enkelt af dem indledes Fortællingen med nogle almindelige Betragtninger. At fortælle Indholdet af Orlando Furioso er umuligt i faa Ord; Digtningen er en broget Labyrint, en bestandig Vekslen af Optrin og Personer. Skønt Roland’s Vanvid, der skyldes hans Harme over den elskede Angelica’s Tilbøjelighed for Maureren Medoro, har givet Digtet sin Titel, er mange andre af dets Skikkelser næsten lige saa vigtige for Handlingen, saaledes Rinaldo, Astolfo, Skjoldmøen Bradamante o. s. v. Snarest kunde Digtet maaske have heddet Ruggiero, thi denne Stamfader til Huset Este spiller en stor Rolle i det og giver naturligvis Anledning til en hel Del Lovprisninger af det Fyrstehus, som Ariosto stod saa nær. Ariosto er en Versifikator af første Rang; hans Formsans i Enkelthederne svigter ham aldrig, og Partier af Digtet minder om nogle af de ypperste Frembringelser af Renaissancens bildende Kunst. Det er da begribeligt nok, at denne bedaarende Skønhedsleg slog i høj Grad an hos Ariosto’s Landsmænd, og endnu den Dag i Dag lytter den neapolitanske Almue med Henrykkelse til Forelæserens (il Rinaldo’s) Oplæsning af Digterens Stanzer, ved den blaa Havbugt med Capri og det rygende Vesuv til Baggrund. Uden for Italien har Ariosto fundet Efterlignere i Wieland (»Oberon«) og i Byron (»Don Juan«), middelbart ogsaa i F. Paludan-Müller med »Danserinden« og »Adam Homo«.

Ogsaa som Komediedigter har Ariosto gjort sit Navn berømt. Han oversatte Stykker af Plautus og Terents og skrev selv Komedierne La Cassaria, I Suppositi, Il Negromante, La Lena og La Scolastica, stærkt paavirkede af de nævnte Oldtidsdigtere, men ikke slaviske Efterligninger, og fulde af Hentydninger til lokale og politiske Forhold. Friskest er vel den ufuldendte Scolastica, som foregaar blandt italienske Studenter. Som Lyriker har Ariosto frembragt meget fortrinligt, navnlig Sonetter og Capitoli (korte Digte i Terziner), prægede af sanselig Erotik i Ovid’s og de andre rom. Elegikeres Smag; man har ogsaa sammenlignet disse Digte med Goethe’s »römische Elegien«. Ariosto har desuden forfattet en Række poetiske Satirer over Datidens Forhold, ofte meget skarpe, navnlig hvor Digterens egne Forhold kommer paa Tale, ofte behagelig vittige og elskværdige. Han har ogsaa skrevet nogle latinske Poesier.

Ariosto’s Værker og særlig Orlando Furioso er komne i utallige Udgaver. Nævnes kan særlig foruden de to ovenfor nævnte og en Mængde fra 16. Aarh., næsten alle meget sjældne: Birmingham, Baskerville 1773 (med Kobbere); Milano 1880 (med Illustrationer af Doré og en Fortale af Carducci); en god kommenteret Udgave af A. Romizi, Milano 1901; Ariosto’s samlede Værker (Venedig 1730); [smst. 1766] (ved Barotti). En Oversættelse af Orlando Furioso findes bl. a. paa Svensk ved C. A. Kullberg (Sthlm 1865). Brudstykker paa Dansk i Odense lærde Skoles Program 1881 ved Overlærer Faber.

Baruffaldi [Ferrara 1807]; Campori [Modena 1871]. Endvidere Lettere di Ludovico Ariosto, ved Capelli [3. Udg. Milano 1887]; Bolza, Manuale Ariostesco [Venedig 1866]; P. Rajna, Le fonti dell’ Orlando Furioso [2. Udg. Firenze 1900]; Carducci, La gioventù di Ludovico Ariosto e la poesia latina a Ferrara [3. Udg., Bologna 1881]; Ferrazzi, Bibliografia Ariostesca [Bassano 1881].