Nicolai Abildgaard (1743–1809)

Abildgaard, Nicolai Abraham, 1743–1809, Maler. A. er født i Kjøbenhavn (døbt 11. Sept. 1743); hans Fader var Arkivtegneren Søren A. (s. d.). Da han som Dreng ansaas for at have ringe Evner, sattes han i Lære hos en Malermester; men det maa erindres, at hans Hjem og Omgivelser samtidig bøde hans, da den en Gang var vaagnet, ualmindelige Trang til Dannelse Næring. Som Malersvend arbejdede han paa Dekorationer under Prof. J. E. Mandelberg og besøgte nu ogsaa det nye Kunstakademi, hvor han fra 1764 til 1767 vandt Medaillerne. Tre Konkursarbejder af ham (Malerier over gammeltestamentariske Æmner) bevares paa Kunstakademiet; de vise tydelig, at det, som Akademiet paa hin Tid meddelte sine Elever og atter krævede af dem, kun var en aldeles overfladisk Praxis i at lave et Billede i en Manér, som for den, der ikke saa nøjere til, kunde minde om Nic. Poussin, le Brun og de øvrige franske Malere. Naturen kastede man kun et flygtigt Blik paa gjennem en tankeløst overleveret Kunststils Briller. Det blev senere A. selv, som først indlagde sig Fortjeneste af at højne Niveauet for Akademiets Malerskole meget betydelig; dog maa det her strax bemærkes, at hans Stræben ingensinde gik i Retning af at sætte Kunsten i noget nærmere, mere direkte Forhold til Naturen og Virkeligheden. Han var bestandig erklæret Idealist, endog i den Grad, at han ikke gav sig af med at male Portrætter; han øste Kunsten i alt væsentligt op af den ældre, klassiske Kunsts Kilder. Selv hvor han i et eller andet satirisk Æmne tegner eller maler noget, som skal forestille den samtidige Virkelighed, er Stilen i hans Fremstilling alligevel ikke formet over Virkeligheden, men over den store Kunsts Traditioner.

For en dansk Maler af denne Retning er Udenlandsrejsen den vigtigste Sag af alle. Den store Guldmedaille, som han havde vundet, gav ham Adkomst til et Stipendium; men han maatte vente paa det i 5 Aar (til 1772). Medens det tidligere havde været det almindeligste, at de rejsende Kunstnere først gik til Paris, begav A. sig lige til Rom og forblev der, med Udflugter til Neapel osv., i 5 Aar, ivrig beflittet paa at udvide og uddybe sin kunstneriske Dannelse. Efter nedarvet Skik studerede han Annibale Carraccis Freskomalerier i Palazzo Farnese, dernæst Rafael, som han, i alt Fald senere, skattede højere end alle andre Malere, og Michelangelo, der dog synes at have haft mere Indflydelse paa ham end Rafael. For Koloritens Skyld kopierede han Titians store Altertavle med den nøgne Sebastiansfigur (nu i Vatikanets Galleri): den pragtfulde, dybe, rødlig gyldne Karnation og den fede Paasætning af Farven i denne Skikkelse fik en overordentlig bestemmende Indflydelse paa hans egen Farvegivning hele hans Liv igjennem. Men alsidig anlagt, som han var, studerede han alle Kunstens Grene: Skulptur, Arkitektur, Dekoration og erhvervede sig meget betydelige Kundskaber i Mythologi og Antikviteter saa vel som i Anatomi og Perspektiv. Antikens plastiske Sans beundrede og studerede han i dens Skulptur og i dens Vaseformer, Bygningsformer, Møbler; Levningerne af dens Malerkunst, som man den Gang netop begyndte at faa Øjet op for, interesserede ham; men han synes ikke at have vurderet dem saa højt, som de fortjene.

Med Rette benyttede han sit Ophold i Italien mere til Studium end til Produktion. Det betydeligste Maleri, han frembragte, var «den jamrende Philoktet» (i den kgl. Malerisamling). Det laa godt for A. hele hans Liv igjennem at vælge en enkelt, betydningsfuld Skikkelse til Gjenstand for Maleri eller Tegning: han komponerede vel meget kunstfærdig; men et dramatisk Sammenspil mellem flere Figurer blev aldrig hans Sag, det hæmmes af hans overvejende Interesse for den enkelte Figurs Stilling og Linjer. Hans Philoktet, som man ikke kan frakjende virkelig Alvor, men heller ikke sige fri for Affektation, vidner i Henseende til Behandlingen af Legemet om et meget dybtgaaende Studium: enkelte Partier, som højre Arm og Haand, ere næsten uovertræffelige; andre Ting rigtignok mindre vel lykkede (den bløde, slappe Ryg); Farven er glødende, stilfuld og skjøn, men ganske vist ikke studeret efter Naturen. Senere, da A. mere malede sine Figurer «ud af Hovedet», henfaldt han til en Ensformighed, som har været paafaldende for alle: Skikkelserne blive alle lange og smalle ligesom hans egen, deres Gang krumknæet og slæbende; Bevægelsen af Figurens enkelte Dele følges hyppig ikke rigtig ad, falder ikke sammen til en hel, sandt opfattet Bevægelse; heri føler man allermest Savnet af et skarpt og hurtigt Blik for det virkelige Livs Fænomener. Dog bliver der bestandig noget vist storladent ved hans Skikkelser, og det bør stærkt fremhæves, at man vilde kunne sammensamle et lille Galleri af tegnede og malede Abildgaardske Figurer, maaske mest fra hans senere Periode, af en ren og glimrende Skjønhed, Frembringelser af en virkelig udmærket Kunst.

I Juni 1777 forlod A. Rom med Haab om at kunne blive Professor ved Akademiet i Kjøbenhavn, efter at Als var død Aaret i Forvejen. Han stod nu virkelig som en af Evropas lærdeste akademiske Malere, i lignende Betydning som man kan bruge dette Udtryk om hans samtidige: Mengs, Fussli, Julien de Parme, Reynolds, Benjamin West; hans Navn var kjendt og anset flere Steder i Evropa. Inden Hjemkomsten opholdt han sig nogle Maaneder i Paris. Her fik Poussins Stil, der jo tidlig havde indvirket paa ham gjennem Overlevering, vistnok ny Betydning for ham; man synes ogsaa at spore Indflydelse af Eustache Lesueur. Det manglede ikke paa Opfordringer til at gjøre Medlemsarbejde for Optagelse i det franske Akademi; men han undslog sig af Mangel paa Tid — ikke af Stolthed, udtalte han senere, skjønt han med det samme erklærede, at han ikke satte alt for megen Pris paa denne Ære.

I Dec. s. A. er han atter i sit Fædreland. Han udvirker extraordinært, at han strax kan blive agreeret ved Akademiet, tager derefter fat paa sit Medlemsarbejde («Svend Tveskjæg og de danske Kvinder»), bliver Medlem af Akademiet næste Foraar, ansøger strax om at blive Professor og opnaar det. Samtidig med en flittig Virksomhed i Akademiet er han i de første 16–17 Aar derefter tillige meget produktiv som Kunstner. Hans store monumentale Værker skulle vi strax omtale; men foruden dem udgaar der fra hans Atelier en Mængde mindre, hvortil Æmnerne vare tagne fra alle Haande litterære Kilder — undertiden mindre bekjendte, eftersom A. satte mere Pris paa Anseelse for Lærdom end paa at blive let forstaaet. Der var græsk Mythologi og romersk Historie, Scener fra det gamle Norden efter Saxe eller efter Ewalds Behandlinger, Ossianske eller Shakespearske Skikkelser, Illustrationer til Niels Klim, som udkom i Clemens’ smukke Stik. Skulde noget særlig fremhæves, kunde det vel blive hans smaa Malerier med enkelte Figurer af de to heroiske Skjalde Homer og Ossian, eller hans Sokrates i Fængselet (alle ligeledes stukne af Clemens). Tillige syslede han med Modellering, Kobberstikkunst, Læsning og Forfattervirksomhed osv.

Omtrent 1780 bød den danske Regering ham som «kongl. Historiemaler» en højst ærefuld Virksomhed: de største monumentale Opgaver, som kunde falde i en dansk Malers Lod, og en efter Datidens Priser anselig Løn derfor (1000 Rdl. d. C. = 3200 Kr. aarlig). Den overdrog ham nemlig at udføre fædrelandshistoriske Malerier til Christiansborgs Riddersal, det betydningsfuldeste Rum af verdslig Karakter i hele Landet. Paa de større Vægfelter for neden skulde den nyere Tids Historie fremstilles i et Billede fra enhver af de oldenborgske Kongers Regeringstid, i Salens øvre Del Æmner fra de ældre kristelige Kongers Historie, og i Loftet allegoriske Malerier med Hentydning til Rigets Tilstand under Oldtidens hedenske Konger. Til disse Billeder — Oliemaleri paa Lærred i fuld Farve — sluttede sig andre, malede graat i graat som Relieffer. Nogle af Hovedbillederne vare rent historiske Malerier, f. Ex. Christian IV i Slaget ved Femern, havde til Dels endog en temmelig tør administrativ Karakter, som Christian VI’s Oprettelse af Dokken, Flaadearsenalet og Brandkassen i Kjøbenhavn. Men paa andre Malerier vare historiske og allegoriske Figurer blandede mellem hverandre efter det Exempel, som Rubens havde givet i sit berømte Galérie Medicis. Frederik V var forherliget som «den hyperboræiske Apollo», tronende paa Skyer, omgivet af Minerva medica (Hentydning til Hospitalerne), Juno Lucina (Fødselsstiftelsen), «Freden», «Kunstakademiet», Neptun osv. Dette allegoriske Element var eneraadende i fire Dørstykker, som A. malede i «Souveræn-Gemakket» paa Christiansborg, og som forestillede Hovedepokerne i Evropas Historie.

Den Slags Allegori ansaas af Tidsalderens Æsthetikere for «Kunstens højeste og vanskeligste Trin, som kun Malere af første Rang kunde opnaa», og A. erhvervede sig Navn af en «højst genial Allegorimaler». Man beundrede f. Ex., at han for at minde om Krudtets Opfindelse havde fremstillet «Europa» siddende paa en Kanon, der er omstrøet med Bomber og Kugler. «Europa» saas her — med Hensyn til Søfart og Handel — med et Kompas i den ene Haand og et Par Vægtskaale i den anden. «Vægtskaalene staa i Ligevægt, men ere tomme — hvor sindrig udtrykkende!» udraabes der. (Der skal dog en ret sindrig Læser eller Beskuer til at fatte, hvori det sindrige her egentlig bestaar.) Disse dybsindige Ideer ansaa man for særlig udviklende for den unge Kronprins: «Store, og sikkert — derom kan ej tvivles uden af dem, som intet kjende til hans Karakter — frugtbare, gavnrige Tanker maa gjennemstrømme hans Sjæl ved ethvert Blik, han kaster paa dem.»

Det var, som man ser, en Slags kunstnerisk Hieroglyfskrift. A. vilde selv have vedkjendt sig dette Udtryk: han beundrede de gamles «vittige Billedsprog» og paastod, at «der var et sandt Billedsprog hos Grækerne som Hieroglyferne hos Ægypterne». Han satte en Stolthed i at kunne dechiffrere den kunstige Sammenstilling af Symboler paa sent antike Monumenter; man har fra hans Haand en virkelig sindrig og lærd Fortolkning af en antik Marmortavle med Solens Billede (Minerva 1793, II). Men Hieroglyfer kunne kun læses af indviede, og et Chiffersprog duer kun for dem, der ere i Besiddelse af Nøglen til samme. Derfor arbejdede A. kun for et lærd og yderst faatalligt Publikum, eller maaske egentlig for slet intet, og havde ogsaa, som han ved Lejlighed røber, en Følelse af «at fattes Venner, som forstode ham». For det større Publikum nærede han en souveræn Foragt. Et satirisk Billede af ham, «le sort des artistes», stukket af Clemens, viser Publikum foran et Maleri: det bestaar af Personer med Æselsører, Svine- og Faarehoveder, af Kalkuner og Gæs osv. Billedet har følgende Motto af la Fontaine:

        Ceci s’adresse à vous, esprits du dernier ordre,

        Qui n’étant bons à rien, cherchent sur tout à mordre.

Dette er jo meget fornemt; men det er des værre for en Kunstner en mer end halvt ulykkelig Stilling at staa i et saa aldeles fjærnt Forhold til dem, der skulle se hans Billeder.

Han var unægtelig ikke saa ganske kommet paa sin rette Hylde. Derfor ligger det Spørgsmaal nær, om han da egentlig var kaldet til at være Kunstner, et Spørgsmaal, som Høyen, senere tiltraadt af Weilbach, har besvaret benægtende. Det skal være «ene ved Arbejde, ved Flid», at han har naaet sine Resultater; «det var en begavet og aandrig Mand, som invita Minerva søgte at blive Kunstner». Men det er ikke rigtigt. Ingen Kunstner i Verden er blevet fremragende uden stor Flid; men ingen har frembragt Arbejder som mange af A.’s alene ved Flid. Han havde store Naturgaver netop til det egentlig kunstneriske i Kunsten, et overordentlig sikkert Øje for Form og et endnu finere for Farve: han staar endnu som en af de faa danske Malere, der med Rette kunne kaldes Kolorister. Ogsaa for den rent mekaniske, praktiske Del af sin Kunst havde han udmærkede Evner: han var en Virtuos, en dreven Tekniker. Det, som det skortede ham paa, var ikke Kaldet og Evnen, men det rette Kunstnersind, der finder sig rigtig fyldestgjort ved Udøvelsen af Kunsten. Med sin overlegne Intelligens og stærke Selvfølelse vilde han fremfor alt være en af de Mænd, som gik i Spidsen for Udviklingen. Der har været Tider, da de forreste Pladser virkelig indtoges af Kunstnerne; men det kunde ikke blive Tilfældet i en Tid, der var saa mægtig bevæget af filosofiske og politiske Kampe som A.’s, tilmed i et Land, hvor Kunsten var ny og en lidet anerkjendt Magt. Derfor havde han ikke nok i sin Kunst, selv om han paa de gamle Renaissancemestres Vis vilde udøve alle Kunster. Han vilde være Leder og Styrer, Tænker, Forsker, Kritiker, Lærd. Og dette virkede tilbage paa hans Malerkunst: for at give den en Stemme med i Diskussionen gjorde han den mere filosofisk og pædagogisk, end dens Natur tillod; den led Skade paa sin æsthetiske Uskyldighed, erstattede den umiddelbare Følelse ved spidsfindig udspekulerede Hentydninger, saa at til Slutningen Forklaringen i Katalogen blev mere vigtig end Malerierne selv.

Christiansborgs Brand i Febr. 1794 blev en afgjørende Begivenhed i A.’s Liv. «Nu brænder mit Navn», raabte den ærgjerrige Mand. Han havde den Gang afleveret 10 af de større Malerier, af hvilke kun tre frelstes. Ej alene Fortidens Arbejde gik til Grunde, ogsaa Fremtidens Virksomhed og dens Løn indskrænkedes med ét. Den kraftige Mands Virkelyst led et alvorligt Knæk: Arbejdet i Atelieret smagte ham i lang Tid ikke, som Maler frembragte han i 6 Aar saa godt som intet. Arkitektur og Dekoration synes i denne Mellemtid at have været mere tillokkende for ham. Han ledede Dekorationen af det Levetzau’ske Palais paa Amalienborg (for Tiden Udenrigsministerium); i det plastiske Arbejde deltog hans unge Ven Thorvaldsen. Gjenopførelsen af store Partier af Kjøbenhavn efter Branden 1795 gav ham ikke alene flere dekorative Opgaver, men gjorde ham endog til udøvende Arkitekt: Vinhandler Lorenzens Gaard paa Nytorv opførtes efter hans smukke Plan (desuden vistnok en stor Gaard paa Gammeltorv). Han syslede ogsaa med Planer til Christiansborgs Gjenopførelse. Men i Begyndelsen af det nye Aarhundrede fik han under forandrede huslige Forhold ny Lyst til Malerkunsten. Han udførte med megen Omhu fire Malerier, som fremstille Scener af Terents’ Komedie «Andria» (i den kgl. Malerisamling), desuden et Par fine Smaabilleder af Appulejus’ «Gyldne Æsel» (sammesteds). I de terentsiske Billeder har A., som Høyen fremhæver, mindre tænkt paa at fremstille det antike Theater end Hverdagslivet i en antik By: det er derfor en Inkonsekvens, at Davus optræder med den komiske Maske for Ansigtet. Meget i disse Malerier minder for Resten endnu om Poussin.

A., som i sin Ungdom havde oplevet den Struenseeske Periode i Danmark, senere i Rom Jesuiterordenens Ophævelse og i Paris de stærke Brydninger, der gik forud for Revolutionen, hyldede afgjort frisindede og fritænkerske Anskuelser. Han var saa temmelig en Præstehader og vistnok en meget lunken Beundrer af Kongerne, om han end med sin Pensel forherligede den oldenborgske Stamme. Hvor Regeringen selv optraadte i den nye Tids Aand, som ved Bondeemancipationen, samstemmede han med den: han var en af Indbyderne til Indsamling for Frihedsstøtten (1792), han gav Tegning til dette Monument som Helhed og til de to Relieffer paa Fodstykket. Men for Resten kom hans Anskuelser, især i den sidste Tid af det 18. Aarh., tit i Strid med konservative Avtoriteter og Traditioner. I en (anonym) Artikel i «Minerva» 1798 protesterer han i en irriteret Tone imod, at en Hædersmedaille for Biskop Balle havde faaet Mottoet: «Religionens Ven, Statens Ven» («Vi ville ikke engang betragte disse Ord i deres videste og mest forhadte Betydning, — at ingen skulde være Statens Ven uden tillige at være Religionens» — — men «hvad har Politik med Dogmatik, Stat med Religion, nogen menneskelig eller borgerlig Myndighed med min Tro at gjøre?»). Han var den Gang Omgangsven med den franske Republiks Repræsentanter og med P. A. Heiberg. Da Heiberg i Følge Hof- og Stadsrettens Dom af 24. Dec. 1799 skulde gaa i Landflygtighed, tegnede A. til hans Stambog et Billede af en kvindelig Skikkelse, som i fortvivlet Sorg og Skam skjuler Ansigtet i Hænderne, medens Retfærdighedens Symboler ligge henslængte paa Jorden. Han snærtede ogsaa Samfundstilstandene i satiriske Billeder i en Aand, som minder om P. A. Heibergs polemiske Digte («Lykkens Tempel», malet paa en Kakkelovnsskjærm, og Laterna-magica-Billeder, stukne af Clemens m. m.). Det kan være hvast og sindrigt og i kunstnerisk Henseende pikant og smukt; men det er, ligesom Billederne til Niels Klim, ganske blottet for umiddelbart komisk Lune.

I sit Forhold til Akademiet og sine Kunstfæller begyndte A. som Opponent og endte som Despot. Allerede da han ansøgte om Rejsestipendium, optraadte han som Reformator, idet han krævede Stipendierne tildelte ikke som hidtil efter Anciennitet, men efter Konkurrence. Han havde Ret i Principet og vandt Sejr, maaske ved Struensees Indblanding; naturligvis høstede han selv Fordelen deraf. Næppe er han blevet Professor (1778), før han nedlægger Indsigelse imod den Bestemmelse, at Professorerne selv skulle betale deres Patenter, og erklærer sig utilfreds med sin Løn som kgl. Historiemaler (til Dronning Juliane Marie sagde han: «Deres Majestæt, jeg tjener nu paa det samme som en Hyrekusk»). Ogsaa denne Gang føjede man ham. Senere, da han ansaa sig for moden til at blive Akademiets Direktør, 1787, nedlagde han Indsigelse mod den forrige Direktørs, Wiedewelts, Gjenvalg; foreløbig uden Held, dog opnaaede han næste Gang sit Ønske, idet han enstemmig valgtes til Direktør for Perioden 1789–91. Saa længe hans ældre Kolleger Wiedewelt og især Harsdorff levede, kunde hans Indflydelse næppe være eneraadende, om man end allerede tidligere kunde høre ham kaldt «den almægtige Abildgaard»; men da de faldt fra eller svækkedes, var der ikke længere nogen indenfor Akademiet, som kunde holde ham Stangen. Han var uafbrudt dets Direktør fra 1801 til sin Død 1809. Akademiet kunde paa mange Maader være tjent med en saa dygtig Mand til Leder; han har bl. a. Fortjeneste af dets Forsyning med Gibsafstøbninger og andet Apparat. Men han kunde optræde overmaade egenraadig og havde en Tilbøjelighed til at samle saa meget af Akademiet og overhovedet af Landets monumentale Kunstøvelse i sin Person som muligt. Foruden at være Professor ved Modelskolen vilde han ogsaa være Professor i Mythologi og i Anatomi; dog føjede Regeringen ham ikke heri, saa lidt som i hans Ønske om at lede Christiansborgs Gjenopførelse. Mødte han Vanskeligheder fra Akademiet, trak han sig gjærne som den vrede Achilles tilbage i sit Telt; det skete navnlig 1798–1800.

Som Personlighed er A. blevet meget strængt bedømt fra forskjellige Sider. En samvittighedsfuld Historiker som Werlauff (Hist. Tidsskr. 4. Række, 4. Bd.), der endog har overdrevne Forestillinger om hans kunstneriske Betydning, siger, at «han fra Karakterens Side var mindre anset; man antog og har stedse antaget, at han i høj Grad var Egoist og derfor søgte at fjærne eller nedtrykke alle fremspirende Talenter, i hvilke han troede at kunne befrygte nogen Rival». Denne Dom kan, som ogsaa Weilbach har antydet, ikke anses for retfærdig. A. har en Gang ved Lejlighed ytret: «Hvad de franske kalde Jalousie de métier, tror jeg ikke, man med Rette skal kunne beskylde mig for, i det mindste er jeg mig det ikke selv bevidst.» Naar man til Støtte for Anklagen nævner hans bekjendte Sammenstød med A. J. Carstens, da denne i sin Ungdom opholdt sig i Kjøbenhavn, maa det erindres, at Carstens selv netop meddeler, at A. efter at have set hans tidligste Forsøg vilde drage ham frem og drage ham til sig. At det kort efter kom til et skarpt Brud imellem dem, er ikke saa underligt, eftersom Carstens fra sin Side medbragte en lignende Lyst til at «nedlægge Indsigelser», som var ejendommelig for A., ja endog aabenbart brændte af Lyst til at udmærke sig som Oprører; han karakteriserer selv sin Færd paa et lidt senere Standpunkt som «starrsinniger Trotz».

Vistnok krævede A. meget for sig selv: Magt, Indflydelse, en rundelig og anset Tilværelse; men han satte Pris paa det virkelige og solide Venskab og var ikke ligegyldig for andres Interesser, naar de vare Interesse værd. Dette bevises især af hans Forhold til Thorvaldsen, som er mindeværdigt i vor Kunsts Historie. A. synes tidligere end nogen anden at have haft en bestemt Overbevisning om Thorvaldsens Betydning, og det uagtet den unge Kunstners naive, bløde, drømmende Natur, der var saa utilgængelig for lærde Kundskaber, var meget forskjellig fra hans egen. Han tog sig med den utrætteligste Iver af Thorvaldsens Sager og gjorde ham uundværlige Tjenester. Og hans Venskab for Thorvaldsen gjaldt ikke alene den lovende Kunstner, men strakte sig til hans rent menneskelige Forhold. Under Begyndelsen af Thorvaldsens Ophold i Italien hjalp A. uafladelig hans fattige Forældre. En Ytring af den gamle Fader i et Brev til Sønnen i Rom fortjener at anføres til Modvægt mod hint Ry for Egoisme: «Der er ingen af dine Venner, der har gjort mig noget godt, undtagen Hr. Justitsraad Abildgaard.»

Men i Venskab gjælder det ikke alene om positive Tjenester, men ogsaa om Maaden, hvorpaa de ydes: af Maaden kjender man Hjærtelaget. Og heri har der vistnok tit været noget stødende ved A.’s Færd. Han synes temmelig hensynsløst at have paabyrdet Thorvaldsen Hverv og Kommissioner, der voldte Omkostninger, uden at være tilstrækkelig redebon til at dække disse. Og han taler lidt vel meget om sin Protektion. «Vær De ganske rolig», skriver han, «jeg har en Gang været saa heldig at kunne bidrage noget til Deres Vel, og jeg slipper sjældent halvgjort Arbejde. Hvad jeg kan gjøre for Dem, kan De lide paa, skal ikke blive forsømt.» A. kunde med Sandhed udtale disse Ord; men man synes dog at mærke igjennem dem et Sind, der ingenlunde glemmer sig selv for Vennens Interesser, men tager den Opgave at virke for dem som et Stykke Arbejde, der tiltaler hans stolte Energi, hans Lyst til at sætte sin Vilje igjennem. Desuden var han overdrevent lidt følsom i sin Udtryksmaade, som da han i et Brev af 17. Jan. 1804, rent i forbigaaende og midt inde mellem andre Ting, melder Thorvaldsen — hans Moders Død! («Om De ikke allerede véd det, vil jeg herved lade Dem vide, at Deres Moder er død og begraven for en 14 Dage siden; naar Deres Fader trænger, kommer han til mig, og jeg giver ham den Understøttelse, jeg formaar, som jeg for Fremtiden skal vedblive for Deres Skyld.») Intet Under, at Thorvaldsen baade ved Indholdet og Formen af denne Meddelelse følte et Stik i Hjærtet, som i længere Tid gjorde ham bittert stemt mod A. Og dog var det A., som i Gjerningen ogsaa havde hjulpet her, i det han havde lagt de fornødne Penge ud til Moderens Begravelse. Han brugte senere det Udtryk, at han havde «betalt hendes Begravelse»; men af et Brev fra Gotskalk Thorvaldsen ser man dog, at det denne Gang var et Laan.

Vi fremdrage dette Træk exempelvis til Oplysning om hans Handlemaade i rent menneskelige Anliggender. Ligesom hans Kunst har hans personlige Væsen baaret Præg af Viljens og Intelligensens Overvægt over den umiddelbare Følelse. Han har desuden vistnok manglet en vis naturlig Ynde, været haard og kantet af Væsen ligesom af Figur, kold, arrogant og bydende i sin Tale, selv hvor han mente det godt. Deraf forstaar man let, at han har stødt an imod manges Egoisme, hvilket atter tilstrækkelig forklarer, at han selv er blevet udskreget som en stor Egoist. Paa hin Tid, da den offentlige Stemme kun gjorde sig lidet gjældende om Kunstens Anliggender, maatte Kritiken lige saa vel som Kunsten mest udøves fra oven, fra Akademiet og dets styrende Mænd. Sikkert har mangt et lille Kunstneræmnes Indbildskhed vaandet sig for hans hvasse, spodske Ord og ment sig berettiget til at jamre over, at han ingen Rival vilde taale ved Siden af sig, selv om vedkommende aldeles manglede Evne til at blive hans Rival. Om han end «fra Karakterens Side var mindre anset», saa har han dog sikkert i det mindste været anset for at have Karakter, hvilket ikke er nogen ringe Ros. En samtidig Tegning viser A. i et af hans smukke, rummelige Værelser paa Charlottenborg: den lange, magre Skikkelse sidder fordybet i sine Tanker, med Ryggen støttet mod en Kommode, hvori han har sin Samling af Mønter, Kobberstik osv.; Fødderne med Tøfler paa strækker han hen imod Kakkelovnen. En opslagen Bog har han lagt fra sig; en stor Reol med Bøger staar umiddelbart ved Siden af ham. Det har vistnok været en Yndlingssituation for A., som en Vennehaand (formodentlig Sergel) her har skildret. Han lagde megen Vægt paa en skjøn, solid, kunstnerisk Udstyrelse af sit Hjem, gav selv Tegninger til sine Møbler efter antike Motiver, i en Stil, som den Gang var ny i Danmark, og omgav sig med en ret kostbar Samling af Billedværker, Bøger og alle Haande Kunstsager. Hjemmet havde ikke altid været lykkeligt for ham. Hans første Hustru Anna, f. Oxholm, skal have været «en meget lunefuld Person»; Ægteskabet opløstes ved Skilsmisse, og en Søn af det døde. Senere, som en Mand paa 60 Aar, 1803, indgik han et nyt Ægteskab med en smuk og aandrig ung Kone, som var skilt fra sin Mand (Juliane Marie f. Ottesen, f. i Ostindien 1770, d. 1848, forhen gift med Kammerjunker A. Hauch). Det skal have været et virkeligt Inklinationsparti, og det gjorde den aldrende Mand lykkelig. Paa et af sine seneste Malerier, en af Illustrationerne til Terents’ «Andria», har A. malet sig selv i Mellemgrunden som en antik Borger, staaende i sin Husdør med sin Hund, medens den unge Hustru sidder uden for Døren med Barnet paa Skjødet — en Gruppe af ualmindelig Skjønhed. Det er et idealiseret Billede af hans sene huslige Lykke. Ægteskabet skjænkede ham to Sønner og en Datter. Han forøgede endnu dette Familielivs Skjønhed ved at kjøbe et yndigt lille Landsted, Spurveskjul, ved Frederiksdal; der døde han 4. Juni 1809, efterladende sig rundelige Kaar for sin Familie.

Hans Portræt er malet af Juel og modelleret i Medaillon af hans Ven, den berømte Sergel. Senere har Saabye modelleret en Statue af ham efter samtidige Portrætter.