Christian Winther (1796–1876)

Tous les poèmes de Christian Winther sur Kalliope, classés par ordre alphabétique du premier vers. La liste peut servir à trouver un poème lorsque le titre est inconnu.

A

Af mine Taarer spirer

Aftensolens Straaler smile

Af Aarets Dage er der faa saa glade

Ak, bedste Hr. Cornilsen!

Ak! du sidder fjernt derude

Ak, hvor Faa her rundt om Borde

Ak! Livet er kort

Al den Veemod og Smerte

Al Drosselslægten qviddred

Alt er nu saa koldt og raat

Alt fra den Tid, naar Dagens Stjerne brænder

Alt længe disse Blade laae

At Livet er Disharmonie

Aarets rige, varme Hjerte!

B

Bearn har nu sin Fyrste mist

Bedæk du kun din Himmel, Zeus!

Blandt Fortids Tanker din Tanke gaae!

Brave Kammerat!

Bøgen skyder alt sit Blad

D

Da Adam kom fra Paradiis

Da Dyrene end talte

Da jeg i Gaar i Brevet fandt

Da Nys det dunkle Sygdomsflor

Da Solen dybt sig neied

Da ubevidst jeg sang og sad alene

De andre Christne har kun faa af Fester

De bandt ham, knevlede hans Mund

Decemberstormen Sneen feied

De Dage svandt! — O, see Dig fro tilbage!

De gamle Sagn fortælle

De har Dem skabt et venligt Minde

De kalde Dig for „Jens”; jeg vil Dig kalde

De lagde ham ved Vintertid i Graven

Den Eftermiddags Luft

Den første Gang, jeg Hende saae

Den første Hjertesorg, den første Qval

Den Gamle har nu lagt sig

Dengang da jeg var en lille Een

Den gravitetiske, den tause Fugl

Den grønne Bog er for mit Øie

Den Hue, Du har foræret mig

Den korte, lyse Mainat

Den lever med Dig, hvor Du gaaer

Den Mand har mistet en trofast Ven

Den Mand, som handler

Den Moder sidder med Sorg i Sind

Den morgenglade Lærke

Den Møller stod paa Høien

Den Nat var varm og liflig

Denne ene Dag i Aaret

Den rige Sommersol bestraalte

Den, som eier, hvad der klinger

Den Ungersvend, den Jomfru

Der bygger en venlig Svale

Der er ei nogen Glæde heel paa Jorden

Der flyver mangen Fugl omkring

Der gik i grønne Skove

Der klinger en Klokke paa den rolige Vang

Der ligger en Borg paa skovgroet Hald

Der roede tre Matroser fra Skib imod Strand

Der sad en Fugl paa Bøgeqvist

Der sidder hun, og for en Stund

Der sittrer paa mine Læber

Der staaer et Huus paa Sjellands Øe

Der staaer et Træ paa grønne Kyst

Der var en lille Pige

Der var en Mand som var saa klog

Der var en Tid, da bløde Blomster groede

Der var en Tid, da Sangen gik

Der var i længst forleden Tid

Der var ingen Stjerner, førend

Der var Roser i Dale

Der var saa eensomt og saa stille

Der var saa luunt og hyggeligt

Der var saa ængsteligt i Haven!

De sad ved Julebord i gamle Dage

De see paa Dig med Øine milde

De slumre dybt i al Naturens Rige

Det drøner som et Tordenbrag

Det er dog en sørgelig Lod at være

Det er en gammel Skik blandt Folk

Det er en ganske vakker Fyr

Det er et deiligt Sommerveir

Det er jo, som jeg tidt har sagt

Det er nu engang i sin Orden

Det er saa koldt, det er saa trist

Det er saa koldt og mørkt derude

Det frygtelige Vaaben her

Det fryser nu, her er saa koldt

Det gamle Aar har snart faa’t Nok

Det gamle Aar paa sine trætte Vinger

Det Huus i Lindegyden

Det sused i Lindenes glindsende Blad

Det sused i nøgne Toppe

Det var Dage, lyse, glade

Det var en deilig Sommerdag

Det var engang ved Pindsetid

Det var en Julinat, hvis Duft

Det var en Morgen tidlig

Det var en Storm! — den vrede Havets Bølge

Det var just en St. Hansdag

De vil paa disse Blade finde

Ding, Dang, Klokkeklang!

Din Himmel er kun skummel, graa

Din Moder mener selv, at bedst

Doctor Morten hist i Sachsen

Drag bort i Fred! — Jeg hader Dig jo ikke!

Dreng! — Du med de brune Lokker

Drik, Du Tosse! imens Du kan!

Du er deilig! O, det nytter ikke

Du er som Brød, det grove — fine

Du er saa yndig, kjær og sød

Du finder det vel ikke net

Du frygter, troer jeg, ikke den Gjenganger

Duftende Smaabørn fra Vinterens Skjød

Du kjender vel det lille, skjønne Land?

Du Ko der med dit Horn, det krumme

Du lader Ingen vide

Du lille Purk udi din Vuggeseng

Du lykkelige, spæde Dreng!

Du maa ikke døe før jeg!

Du seiler som en flygtig Stork

Du skulde atter høre her min Stemme

Du, som Intet vilde heller

Du som vælter Blokken med Titanisk Armkraft

Du spørger mig, hvorfor mit Sind

Du tager saa kjært mod de fattige Straae

Du trænger ei til Stav og Støtte

Du unge Datter af vort Nord!

Du veed det ei, Du troer det ikke heller

Du veed ei, hvor jeg er?

Du vilde Hjerte! sov i Fred!

Du vil ei troe, hvad jeg har sagt

Du vil, jeg skal forynge

Du vil vist ei foragte

Du være vil min Læremester

Dybt nede mellem Banker retsom i en Tragt

F

Flyv, Fugl! flyv over Furresøens Vove!

Flyv over Rhinen til Paris

For al den deilige Stads! Jo længer

For Amor lod Du Hjertet laaset staae

Forleden gik jeg op til Parnas

For Skjønheds rige Blomsterflor

For vist og sandt mit Hjertes Grund er dækket

Fra Klippens Hjerte Straalen sprang

Fra lange Reiser hjem han kom

Fra Vinterens Kulde

Fuglen sværmer for Himlen

Fuld af hede Sommerdrømme

Føler Du den svale Luft

G

Gid Du maa sove sødt hver Nat

Gid Livet Dig maa vorde et deiligt Juletræ

Glimrende Hækken bæved

God Aften, Godtfolk! — Med største Glæde

God Dag, Mads Gedebuk! hvad vil Du her?

God Morgen, I Kyllinger, Høns og Ænder!

Græd ikke, mit Barn!

Guldalderen er ei forsvundet

Gaaer jeg i Skov ved Vaarens Tid

Gaaer jeg ved din Side gjennem Skoven

H

Han gik og kunde ikke sove

Han havde seet sin Haarlok

Han kom til min Moders Bolig

Han leved heelt, man skulde troe

Han maa slet ikke tænke

Han sagde: Bliv! — og mere snelt end Tanken

Hans Haar var Snee, hans Ryg var bøiet

Han skal hvile luunt og blødt

Han vandred gjennem Lunden

Han var en Drot i Kunstens Rige

Han vilde ligne de gamle Helte

Har Du alt længe sovet?

Har Du sovet sødt i Nat?

Hav Tak, Du Krands af Tanker

Hector har af det runde Fad

Heel mageligt i Morgendragt

Hengiv til Glæde, Dreng! Dig ganske

Hen over de slumrende Blomsters Grave

Hen over Sneen sprang og løb

Hensjunken i mit Hjertes Drøm —

Her bruser Eisacks Vande

Her er en Jubel! her er en Fest!

Her er en Piben! her er en Qvidder!

Her er saa godt, her i Lindens Top

Her gad jeg boe og bygge

Her har Du da hele det danske Aar

Her hilser Dig, min unge Dronning!

Her hjemme i min Stue

Her, hvor paa fromme Vandring, jubelkrandset

Her ligger under grønne Tillie

Her midt blandt Dine Huus-Spioner

Her paa Deilighedens bløde

Herr Hest! hvor vil Du hen? — I Stranden?

Her under Nathimlens rolige Skygge

Hiint Sagn om Weinsbergs Qvinder brave

Hil dig, deilige Møe! du stolte Datter af Jutland

Hil Dig, min Vandrings Lys!

Hil sidde I, Herrer og Fruer!

Himlen er klar og foruden Sky

Histnede ved Bækken

Hist ude er koldt; og med Smerte

Hiv i vort Spil!

Hun er kun reist paa Landet!

Hun heised alle sine Klude

Hun hvisked bly: Du kan forlade mig

Hun paa sin Moders Fløiels Sæder

Hun sad og spandt paa Rokken

Hun skildres ei med Pen og Blæk

Hun var en lille, fattig Een

Hun var saa fiin, og neppe ti, tolv Aar

Huusnisserne her i vort Slot

Hvad bærer den Mand vel paa sit Bræt?

Hvad glimter hist langs Bjergets Rand

Hvad mener Du med dette hulde

Hvad sagde saa din Fader

Hvad tør man ønske Dem idag?

Hvad vil den Strøm af Toner vel

Hvad vil du mig? Hvor kan du tro det sømmer

Hvad vil I hos os? — Slesvig vil vi have!

Hvem er blandt alle Guder

Hvem vog Hanen Kykel?

Hver Aftenstund, naar Faar og Ko

Hverken Konge eller Dronning

Hverken Verden eller Du

Hvilken Gudinde

Hvi qviddrer du saa tidlig hist?

Hvis Danmark havde Bjerg og Fjeld

Hvis Du kan fængsle hendes Tanker

Hvis Du kan med dine Toner

Hvis Du vil synge Dig til Glæde

Hvis en Telegraph man vidste

Hvis mig Du vil lyde

Hvi sørger dog saa saare

Hvi taler sig den Ridder træt

Hvo kommer der saa let og glad

Hvor der leves uden Ære

Hvor Du er venlig mod din Onkel!

Hvor er Du, Camilla?

Hvor Fensmark hæver sit Kirketelt

Hvor Fjeldets Graner lude

Hvorfor nu Maanen gaaer paa Himlen

Hvor Granen kneiser, hvor Fjelde staaer

Hvor Havet er roligt og Luften reen!

Hvo rider gjennem Skoven der

Hvor jeg af Længsel bæver

Hvor klare Skovbæk risler

Hvor Landeveien løber midt i Tersingeby

Hvor Mangen søger ei med Qval

Hvor Skoven meest var øde

Hvor stolte Fjeld, grankronede, sig taarne

Hvor tidt har jeg ønsket at see

Hvor tomt mit Hjerte! ak, hvor øde!

Hytten er lukket, Natten er stille!

Hæng Cithren bort! De bløde Strænge

Høit over Bøgens Top

Høit paa en nøgen Banke

Hører I Klokkens Klang?

Hør, hvor Fløiter og Strængene

Hør nu, hvordan Hankatten, ført ved Rævens List

Hør Tydsken i sit lede Sprog at prale

Høstsolen blinker liflig, frisk blæser Østenvind

I

I Aftenens Glands mon gløde

I Aften ved Skoven

I Blindhed famled jeg paa hine Strænge

I Dalen der, hvor Veien bugter

I Danmark, veed vi, staaer en herlig Flor

I dette skjønne, rige Chor

I din Haand, i den høire

I disse sorte Streger

I Elverhøi indtagen

Ifald i Hjertet, dybt derinde

Igjennem Helvedes Ild og Skjærsidls Flammer

I græsbegroede Enge, tæt ved Østersøens Bugt

I Haven glad jeg træder ud

I Høisal og i fattig Vraa opstillet

I Haab alt Rosens Hjerte banker

Ikke sandt, det er ret snurrigt at see

I Kroen er der lystigt med Spil og med Sang

I Marmorhal, ved Lamper klare

Ingen Ild, ingen Brand

I Parkens krumme Gange

I sagte Flugt sig Svalen svinger

I Skoven, hvor jeg vandred

I Skovens Høisale Falken graa

I Skoven Stormen suser, og hvirvler Sneen hvid

I Skoven Træerne knager

I Skoven tæt ved Gurve

I Sommer, da vi havde det yndige Veir

I stille Lønkammer

I Syrien, i Ørkens Sand

I Taalmod maa sig øve

I Vaar, i Sommer og i Høst

J

Jeg atter hende saae

Jeg beder Dem at hilse hjemme

Jeg bragte nys min bedste, kjære Tanke

Jeg bringer Dig en Haandfuld Blade

Jeg drømmer om Dig i Nattens Stund

Jeg elsker Dig! — og aldrig rolig

Jeg elskte Fogdens Datter

Jeg er Dig en Ven, som aldrig svigter

Jeg er en fornem Fugl, maae I troe!

Jeg er fra Norge — og jeg er god

Jeg gad saa gjerne være

Jeg gik mig i Skoven saa eensom en Gang

Jeg glemme Dig? Hvorhen sig Øiet vender

Jeg glemme vil hvert Saa og Nei

Jeg hader dem, de lange Dage

Jeg har ingen Smerte i min Sjæl

Jeg har, vel sandt, een Musa kun

Jeg havde fast besluttet det, men vidste ei, hvordan

Jeg havde med min egen Pen

Jeg holder af Dig — Dig alene

Jeg holder fast ved Dig, saalænge

Jeg hviled sødt ved Klintens Bryst

Jeg kan ikke rigtig finde

Jeg kjørte i dunkle Skove

Jeg kom til Skovens Bolig

Jeg kunde slet ikke sove

Jeg lader Baaden glide frem

Jeg længes efter Dig min Ven!

Jeg laae i Foraarsskoven

Jeg laae i Græsset nys

Jeg meget saae paa denne Jord

Jeg mine Qvaler alle

Jeg reiste mig saa let fra Smertebaaren

Jeg raader Dig, min Dotter skjøn!

Jeg sad i vores Hauge med Naalen i min Haand

Jeg seer det grant, Du favre Qvinde!

Jeg seer dig hisset tydeligt

Jeg seer med Veemod ei tilbage

Jeg sendte Dig fordum i Alvor og Skjers

Jeg sidder her og seer

Jeg spænder min Spore, jeg griber min Hat

Jeg synes, det var billigt

Jeg synger, som jeg kan

Jeg takker dig, Du Søde!

Jeg takker dig for hver en Stund

Jeg takker Gud, at han mig gav

Jeg takker min Hustrue for hvert et Blik

Jeg taug nu saalænge stille

Jeg tog mig den Frihed

Jeg tør og vil mig aldrig rose

Jeg var alene, det var Nat

Jeg veed det, gode Carl! Du Livets Øster

Jeg vilde være himmelglad, ifald

Jeg vil ei trøste mig som Andre flere

Jo, du skal kjønt spadsere med

Jo tiere jeg Dig seer — ak!

Jovist er Du fortryllende!

K

Kan om en rask, romantisk Daad

Kast al din Sorg paa dette Tegn!

Kast din Sorg paa fremmed Strand

Kjærlighedsfulde, med Troskab i Barmen

Klokkerne kalde til Aftensang

Knæk Halsen paa en Flaske

Kom, læg Dig som et diende Noer

Kom sæt Dig her! Saa syg og mat

Kong Erik sad paa Gurve

Kong Wolmer stod i Halle

Kunde jeg Roser male

Kun femten Aar gammel, mig Stuen blev trang

M

Magtens Herre! Klar mit Blik

Man siger: Lægedom der boer

Man skal i Tide trække sig tilbage

Man sætte Rosenstokken hen i Kulde

Med bedre Gave knap jeg kan

Med Digten er det nu forbi! Til Bunden

Medens over salte Vande

Med Fløiten hængt i grønne Grene

Med Graad paa Kind, med tunge Fjed

Med hvilket Navn skal jeg Dig kalde?

Med lette Fjed han hasted

Med Strængelegen helst i lave Dale

Mellem Aprikosens Grene

Men Moderhjertet fik sit Syn!

Mennesket har og et Bryst

Mens hjemme Stormen tuder

Mens Skovens Træer sig afklæde

Mens sorgfuld jeg mig her har sat

Men saa — jeg nægter ei — var det ret yndigt

Mig Himlen var saa vild og graa

Mig ingen Tid skal have bragt

Mig min Elskte, naar jeg spørger

Mig tykkes alt fra min høie Hest

Mildt en Sommerluftning svæver

Min Elskede! Du har mig sagt

Min Flugt var aldrig kjæk og høi

Min Frue! Jeg haaber, at ikke

Min Hilsen først ved Julens Fest

Min kjære Constantin Hansen!

Min lille Kjæreste paa otte Aar!

Min Moder tog mig fra sit Bryst

Min Mosters Gaard den laae paa Skrinten

Min Musa svæver ei paa stærke Vinger

Min Sang er mat. Jeg føler Tiden tvinger

Min Sjæl var viklet ind i Smertens Traade

Min Søn! seer du ei Søen? den vælter Bølgen sort

Min Tanke som en Svale let

Min Vei er tung

Min Ven! hør, siig mig ærlig

Mit Bryst var som en tropisk Egn

Mit første Brev var jo fra Kiel?

Mit Sind er som en Hede, tom og gold

Modtag den Laas, som snart maa lukke

Modtag en Kreds af smaa Veninder!

Modtag et Skyggerids af Den

Morgenstund med Guld i Mund!

Mørk var Natten, tung var Skyen

Maaskee jeg dog, naar Svalen kommer

N

Natten var mild og kjær

Ned rasled de visne Blade

Nei, dette Maal, som her de taler

Nei, Karen! gaae ei bort i Nat

Nei, nei min ædle Herre! I tro mig om I kan!

Nei, som jeg siger, Du skal ei tilsøes

Novemberstormen havde sig

Nu Ankret op! nu Seilet spændt!

Nu Dagen lukket har sit Øie

Nu er han død, den smukke, kloge Hund

Nu god Nat! — Gaa ind, min Frue!

Nu gaae vi Vaarens Lys imøde

Nu har jeg da mange Gange

Nu har jeg feiet og redt Seng

Nu har os Fanden magtet

Nu har sit lyse Banner

Nu Himlen sødt blaaner, og Luften er varm

Nu hverken Toner eller Taarer

Nu hviler hun i Høien hist

Nu kan vi dandse!

Nu lakker det ad Tiden smaat

Nu paa sin Vandring Tiden kom

Nu Vaarens Blikke venligt smile

Naar andre Godtfolk skilles ad

Naar blygraae Skyer skjule

Naar Bækken risler lystig

Naar Bølgen langtsomt vugger

Naar Dagen er bortgangen

Naar der paa Gaderne er Ro

Naar Dine bedste Tanker følge

Naar Druens smækkre Moder

Naar Du vil raade over Pærens Skjebne

Naar dybt i Nattens lune Skjød

Naar Døden kommer og mig henter

Naar Engen praler lysegrøn

Naar fjernt min Fod en fremmed Jordbund trykker

Naar Fødselsstjernen tindrer ned

Naar her i By jeg sidder

Naar Iis og Snee paa Mark og Vang

Naar jeg kan see lidt Klart og Blaat

Naar jeg skal døe, jeg mit Farvel

Naar jeg skal synge her, saa maa jeg drømme

Naar Kukkeren den sover, og Nattergalen slaaer

Naar Møen trofast rækker Svenden Haand

Naar Natten kaster sine Skygger

Naar Natten ret er stille

Naar Nytaarets Stjerne

Naar Pidsken den knalder

Naar sig ved Bægret leired ret

Naar Solens Blik kun sparsomt bryder

P

Pen gjør Ufred, skaber Ro

Priis være Himlens hvalte Blaae

Paa denne Kildemarkedsplads

Paa Gaden over Stenene

Paa Klinten er jeg født og baaret

Paa Landet skal Du leve

Paa Mark, paa Eng og Bolig

Paa Montferrat i den gyldne Sal

Paa Sorgens skumle Kyst min Tanke strander

Paa volden hist saa kjæk og fast

R

Rask nu lad Champagnen knalde

Ret aldrig kan jeg glemme

Rislende Kilde! hvad tænker Du paa?

Riv Strængen af din Lyra — den maa hvile

Rust dig til Kampen, nu Fienden du seer

S

Sadler jeg min Hest

Sanggudinden kjærlig stod

See her tre hundredsextifem af Dage!

See, her vi samles til Din Fødselsfest

See, hvis troskab i mit Hjerte boer

See, idag begynder Vaaren!

See, Natten gryer

See, nu er her svalt og stille

Seer I den Mand med den lange Kikkert?

See, Sneen lægger sin Pude

See, staaer ei der det unge Aar

See til Jupiter, den Skjelm

See, Vintersolen bleg og mat

Selv seer jeg heelt klarligt, hvor lidt jeg er Mester

Sid stille hos din røde Ko

Skal jeg klage? skal jeg sukke?

Skjær væk med denne hvasse Kniv

Skjøndt forvænt til By og Buur

Skjøndt Vintren længst har meiet bort mit Haar

Skjøn er Vaaren! lifligt Solen

Skjøn Jomfru taler til fangne Ravn

Skjøn Jomfru vinked med Haanden hvid

Skulde der komme den Tid

Slyng, David, Stenen mod den store Praler

Snart brister nu den svære Lænke

Snart Natten var forbi; forvildet

Sneen dækker Mark og Mose

Solen alt synker, Bølgerne gaae

Solen er slukket, Dagen forstummer

Solen staaer høit paa Himlens Loft

Som Gergesenske Sviin fik Lyst

Som i en Ring en rød Rubin

Som i en Sky indhyllet

Som Janus, Ryg mod Ryg, vi maae

Som Lærken hilser Morgengry

Som med et Flor jeg dækker her den hvide

Sommerdagen er saa varm

Som naar en Draabe, født i Morgenrøden

Som Perler i et Bæger Viin

Som Virak let mod Tempelbuer

Sov i Nattens Favn saa sødt

Sov sødeligt i Dødens Skrin

Spillemand! spil paa Strænge

Stands og svar nu paa min Tale

Still bey der Lampe Schein, vertraut mit nächtlichen Geistern

Stolt i Edens Hauge stod

Storken, den kloge Fugl

Staa op, Annette! — Barn! det tordner

Svæv hid med al Din Pragt og Pryd

Saa drager du ad fremmed Land

Saa Du vil drage fra vor gamle Stad

Saa Du vil seile over salten Vand

Saae du ei tidt en Svale

Saae du Fregatten, Pige!

Saa fast mit Hjerte banker

Saa gik der da en Vinter

Saa Havets Brusen, den vældige Vind

Saa Høsten gik, og Vintren kom

Saalænge jeg har Livet døiet

Saalænge jeg kan drage Veiret

Saa Mange, som I er ombord

Saa maaneklar og stille

Saa stod jeg da paa Sjellands Strand

Saavidt som Himlens Stjerneloft sig hvælver

U

Ud over Havets Mark, den øde

Under Bislag, ved Huset

Under Granens mørke Grene

Ung Anna før var lystig

Ung Irma lystigt synger

Ung Verner gaaer i grønne Lund