Jeg var en Jomfru saa rank og skjøn,
Min Kjortel var af Silke grøn.
Regnskyen mon over mit Hoved gaae,
Med lyseblaa Øjne jeg saae derpaa;
Jeg var saa glad alt paa min Viis;
Men hvorlænge var Adam i Paradis? —
En Flok af Piger med lystig Sang
En Dag kom ud i min grønne Vang;
De redte mig strax stor Sorg og Ve,
For sidste Gang fik jeg Himlen see;
Thi de rusked’ og rev mig fra mit Stade;
Mit unge Liv jeg maatte lade.
De sænke mig ned i dyben Sø,
Jeg spredes og vejres saa tør som Hø;
Saa lægges jeg paa den gloende Rist,
Af Ilden svides min Krop forvist;
Saa brydes og brages mine Lemmer spæde;
Deraf de fange stor Hjertens Glæde.
De føre mig til en Sværdedans
Og flætte min Krop i Knude og Krans.
Med hvasse Tænder de kjæmme mig ret,
At jeg maa vorde subtil og net.
Jeg tjener paa Rokkens Hoved for Haar,
Til Jomfruen Fingre i mig faaer.
Hun napper og snor mig; jeg er ej seen,
Men skynder mig ned paa den snelle Teen.
Jeg haspes og koges, og, naar jeg er vundet,
Jeg bliver i Væven rendt og bundet;
Paa Spolen med Skjøtten jeg løber omkap,
Men fanger dog mangt et vældigt Rap.
Jeg lægges paa Græsset ved Sommertid,
At Solen kan farve mig mælkehvid.
Men tages jeg bort fra den grønne Eng,
Da pryder jeg snart en Brudeseng,
Snart Gravens Skræk jeg lærer kjende; —
Og saa er mit Levnetsløb tilende.