(Nobel, Dyrenes Konge, har afsendt Bjørnen, Brun, til Ræven, Reineke, for at stævne ham til Herredagen, hvor han skal underkaste sig Forhør, faae Dom og lide Straf for de mange Misgjerninger, som de fleste Dyr, Grævlingen Grimbart, hans Frænde, undtagen, have sagt ham paa. Bjørnen, der i dette Digt ingenlunde optræder begavet med tolv Mænds Vid, kommer til Rævens Borg, Malepertus; men Reineke, som ikke har den bedste Samvittighed, nøler forsigtigviis med at aabne ham Porten. Her begynder Fragmentet.)
Det syvende Kapitel.
Hvorlunde Reineke forsigtigt betænkte sig, og derpaa gik ud og bød Brun
velkommen med venlige Ord.
Da Reinke saalunde fornam og hørte
De stolte Ord, som Brun fremførte,
De gjorde end ei hans Sind ret trygt,
Thi for et Baghold han var i Frygt.
Dog da han havde sporet med Flid,
At Brun alene var kommet did,
Saa følte han ikke mere Skræk,
Men traadte ud og talte kjækt:
„Ei, Farbror Brun! velkommen som bedst!
Jeg fik just nys min Vesper læst,
Derfor jeg kunde ei førre komme.
Jeg haaber, det vorde skal til Fromme,
At I til mig er vandret hid!
Velkommen er I til hver en Tid.
Skjøndt, Skam faae Dem, jer saadan fik
Afsted paa den svære Vei, I gik!
Man seer, I en dygtig Dyst har faa’t,
I sveder, saa alt jert Haar er vaadt.
Og fandt vor Herre og Konning ei
Et andet Bud til den lange Vei?
I er dog ædlest og størst i Ære
Af dem, der ved Kongens Hof mon være.
Dog, mig vil det være til Gavn og Bedste,
At I saaledes mig vilde gjæste.
Jert kloge Raad mig Hjælp skal bære
Hos ham, vor Hersker og Konning kjære.
Havde I det Hverv jer ei paataget,
Var jeg selv i Morgen til Hove draget.
Dog nu det kommer mig for, som ei
Retvel jeg kunde gaae den Vei.
Jeg haver mig spiist saa saare mæt;
En egen Slags Mad den har jeg ædt,
Saa jeg føler i Livet Kneb og Stik!“ —
Da sagde Brun: „Hvad var det, I fik?“ —
Da svared Reinke: „Hvad hjalp vel det,
Om jeg jer sagde, hvad jeg har ædt?
Ved ringe Fode maa jeg nu leve,
En fattig Mand er jo ingen Greve!
Vore Qvinder, i Mangel af Bedre, giver
Os stundom friske Honningstiver,
Det spiste jeg, tvunget af Hungers Sværd,
Derfor min Bug saa spændt nu er.
Jeg tæred den Kost imod min Lyst,
Deraf jeg fanged’ kun liden Trøst.
Veed jeg noget Bedre til Sultens Bod,
For Honning jeg rører ei Haand eller Fod!“ —
Da raabte Brun: „Men, kjære Ven!
Hvad maa jeg høre? hvor vil I hen?
I holde Honning saa ringe i Værd,
Som Mange søge med stort Begjær?
Honning er jo saa sød en Spise,
For alle Retter jeg den maa prise.
Reinke! hjælp mig til Lidt deraf,
Det skal Dig bære en Rente brav!“ —
Reinke sagde: „Lad Spot dog fare!“ —
Men Brun han raabte: „Ih, Gud bevare!
Hos mig I aldrig Spot skal møde!“ —
Da mæled’ Reinke igjen, den Røde:
„Er det jert Alvor? sig forsanden,
Er Honning jer noget Godt for Tanden?
En Bonde der boer, hedder Rustefiil,
Herfra omtrent en lille halv Miil,
Hos ham er der Honning i Stade og Stok,
Med hele jer Slægt I vist fik nok!“ —
Paa Brun løb Tænderne ret i Vand,
Alt efter Honning smægted han,
Og bad: „Lad mig kun komme derhen,
Tro mig, jeg gjelder Jer det igjen.
Af Honning, — saameget som jeg kan taale, —
Skal man en ordentlig Slump mig maale!“ —
Reinke sagde: „Saa lad os paa Fart!
Dig Honningen vorde skal uspart.
Vel falder det mig lidt tungt at gaae,
Men forrest skal den Troskab staae,
Som jeg for Jer i Hjertet bær.
Blandt alt mit Frændskab Ingen er,
Hvem saa min Gunst jeg vilde forlene;
Thi saare kan I mig atter tjene
Mod mine Fiender, deres Kjæren og Klagen
Ved Kongens Hof og paa Herredagen.
I Aften jeg gjør Jer af Honning mæt,
Dertil af den Bedste, mærk Jer det!
I faaer saa meget, I lyster at bære!“ —
Men Reinke tænkte paa Skrub saa svære,
Saa rendte Reinke, rask som en Vind,
Brun fulgte efter som døv og blind.
Reinke tænkte: „Er Lykken mig god,
Jeg faaer Dig til den rette Honningbod!“ —
Til Rustefiils Gjerde kom snart de To;
Da Hjertet Bjørnen i Livet loe;
Men hvad han glæded sig til, blev Vand, —
Saa gaaer det end mangen taabelig Mand.
Det ottende Kapitel.
Hvorlunde Ræven gik med Brun og førte ham hen, hvor han skulde æde
Honning, der bekom ham ilde; hvorlunde Reinke bedrog ham og lod ham
staae indklemt i Træet eller Blokken med Hovedet og med Fødderne.
Mens Aftnen nu var faldet paa,
Saa kunde Reinke vel forstaae,
At Rustefiil, hiin Bonde, jo
Nok maatte være til Sengs i Ro.
Men Rustefiil var som Tømmermand
Berømt; i Gaarden havde han
Henlagt en Eeg, han vilde flække,
O havde alt inddrevet begge
De store Kiler, som glatte vare,
Derpaa tog Reinke netop Vare,
Og i Bullens ene Ende derved
En Kløft nu gabed, en Alen bred.
Han sagde: „Hør nu, Brun, min Kjære!
I dette samme Træ skal være
Af Honning meer, end I vel tænker;
Lad see, jert Hoved ret dybt I sænker,
Spiis ei formeget, det er ei sundt,
I kunde ellers let faae ondt
I eders Mave, det var jo stygt!“
Brun sagde: „Reinke! vær uden Frygt!
Troer I, jeg er en uviis Mand?
Med Maade nydt, gaaer Alting an!“ —
— Saa lod sig Bjørnen daare ved Snak;
Sit Hoved han ned over Ørerne stak
Og begge de fremmeste Poter med.
Da greb sig Reinke an og vred
De stærke Kiler løse i Hast!
Der laae nu Bjørnen fangen saa fast
Med Hoved og Labber i Egetræet,
Ei Skjænd eller Smiger hjalp nu Kræet;
Han ellers var stærk og slem at styre,
Men her havde han sin fulde Hyre! —
Saaledes fik Frænde sin Frænde lagt
I Bøie fangen ved Skalkheds Magt.
Han begyndte at hyle og tude paa,
Med begge Bagbeen at sparke og slaae,
Og gjorde derved en Styr saa stor,
At Rustefiil ud af Huset foer,
Og tænkte ved sig: „Hvad er det dog?“
Ja, en Øxe skarp han med sig tog,
Ifald der skulde Noget tilstøde.
Men Brun laae i største Angst og Møde;
Den Spalt, hvor han sad fast, den kneb,
Han trak og ruskede, saa han peeb,
Men det var Møie, forgjæves gjort,
Han mægted ei at slide sig bort.
Det meente og Reinke, da Rustefiil
Han langtfra saae med skarpen Biil.
Han raabte til Brun: „Hvor staaer det til?
Spiis ei formeget, jeg raade vil,
Af Honningen! Men er den ogsaa god?
Hist Rustefiil, seer jeg, er kommet paa Fod;
Maaskee vil han og Jer lidt betænke
Og ovenpaa Maaltid Eder skjenke!“ —
Derpaa gik Reinke hjem til sit Huus,
Sin stolte Borg, til Malepertus.