Melkepigen
En Anecdote.
En Anecdote.
Hun var en lille fattig Een,
Men rosenrød, hvid som en Lilie,
Og rendte over Markens Tillie
Paa to utroligt nette Been;
De fine, bøielige Hænder
Sig slutted til en fyldig Arm,
Og Læben røbed, purpurvarm,
En Rad af perlehvide Tænder.
Hun fra sin Husbonds Bo hver Dag
Til Byen bragte Melk og Fløde,
Og Alle hende kom imøde
Med Venlighed og Velbehag;
Thi, kom hun ind i Gadestimlen,
Hun som en lille smidig Snog
Sig snoede siirligt med sit Aag
Paa Skuldren let igjennem Vrimlen.
Naar hendes klare Stemme lød,
Og man fik eet af hendes Blikke,
Saa tvivled man aldeles ikke,
At Melken jo var feed og sød;
Saa solgte hun da væk for Fode
Og tømte dagligt sine Kar;
At kjøbe Melk hos hende var
I Byen næsten blevet Mode.
I Klæder var hun flot og fiin
Med høirød Bul, med Sølverkjede,
Med Skjørtet blaat, med Baand saa brede,
Med Perlesnoer og Kniplingsliin;
Med Sølvlaas hun sit Livbaand spændte.
Men naar man saa sig tænkte om,
Hvorfra dog al den Stads vel kom?
Den Rigdomskilde Ingen kjendte.
Begribeligt det er og vist,
At mangen Svend paa hende tænkte;
Af Beilere hun fik en Mængde,
Og tog en Lieutnant saa tilsidst.
At han var en af de honette,
Med Hjertet paa det rette Sted,
Smækfuldt af Mod og Kjærlighed,
Det bør med Sandhed jeg berette.
Engang spadseerte begge To
Just paa den Vei, som hun saa ofte
Var vandret i sin Bondekofte,
Da hun bar Melk fra Bondens Bo.
Nu gik i Fløil den unge Frue,
Med Parasol, med Hat og Slør,
Men, ak! ei nær saa kjøn, som før
I Vadmelskjørt og Liin og Hue.
Da kom de netop til et Sted,
Hvor tæt ved Stien var en lille,
Fuldtspringende og væver Kilde,
Som tidt hun havde hvilet ved.
Den sendte sine Straaler klare
Saa kjækt ud mellem Græs og Qvist,
Som var den sig en Sag bevidst,
Den havde Lyst at aabenbare.
Hun standsed, slap sin Herres Arm
Og strakte ud sin Haand, den lille,
Begeistret mod den rige Kilde,
Mens Kinden blussed rød og varm.
Hun rørt paa Hjertet Haanden lagde,
I Øiet stod en Taare blank,
Og mens den heed i Kilden sank,
Med skjelmske Smiil om Mund hun sagde:
„Du var min Ven, o, Kilde klar!
„Jeg mindes vil i hele Livet,
„Hvad mig din Gavmildhed har givet,
„Du er mig evig dyrebar!
„Du lod mig kaste Skjørt og Hue,
„Som ved et yndigt Tryllespil
„Din Rigdom har jo gjort mig til
„En Lieutnants lykkelige Frue!“