Juledrøm
(Motiv fra et Maleri: Julens Engel aabenbares for Drengen, der segner under Julegranen.)
(Motiv fra et Maleri: Julens Engel aabenbares for Drengen, der segner under Julegranen.)
Ak, Du kjære,
Stjærneskære,
Minderige Julenat!
Al den Kummer,
Jorden rummer,
Ej formørker Mindets Skat.
Julemindet,
Stjærneskinnet
Fra Judæas Hyrdevang
Lokker, drager,
Sødt betager
Sjælene som Englesang.
Som han saa mangen fattig Dreng
Vel maa til Skovs i Kvæld,
Om ikke Moder og de Smaa
Skal sulte halvt ihjel.
Med Granerne har Purken slæbt
Til Torvs den ganske Dag,
Men trøstig med en sidste Dragt
Han giver sig i Lag.
Det tænker de slet ikke paa,
Som Granen pyntet ser,
At den maa hentes langvejs fra
Derude, hvor det sner.
Det aner de slet intet om,
Som priser Træets Pragt,
Hvad Slæb det kostet har den Smaa,
Der bar saa tung en Dragt.
Det agter de saa lidet paa,
Der skuer Træet tændt,
Hvor koldt der er i Skovens Hal,
Naar Sneens Telt er spændt.
Det skjøtter de saa lidet om,
Som fanger Glæden selv,
At den blev baaret dem i Hus
Ved mangt et Hjærtes Skjælv.
Det savner de alt Øje for,
Som selv paa Roser treen,
At Træet danner Kors ved Kors,
Hvor Grenen krydser Gren.
Løft Sløret lidt, og Du skal se
Ved Kjerters Straalebræm,
Der skinner lutter grønne Kors
Bag Flitterstadsen frem.
Velsignet da den kjække Dreng,
Som gaar mod Stormen kry,
Som med den friske Julegran
Bær’ Sommer i vor By!
Det tørre Træ med friske Skud
Lig Aarons Mandelstav
Forjætter Støvets faldne Kuld
Et Liv bag Død og Grav.
Velfaren da, Du kjække Dreng!
Du foer jo Gud i Vold;
Du ligger langs ad Sneen strakt
I Vinternatten kold.
Om Du end segned under Vejs
For Byrdens tunge Vægt,
Du bragte dog en Verden Bud
Om Naadens Varetægt.