Veronica-DugenMotiv efter Gabriel Max’s Maleri.Herre over Tid og Alder!Herre over Støvets Aar!Vintren kommer, Sneen falder, —Men det bliver atter Vaar.Du har sprængt dit Dødninglagen,Du har døvet Ormens Braad,Du har fældet HelveddragenOg velsignet Støvets Lod.Herre over Liv og Glæde!Herre over Sot og Død!Du, som svøbt i DødningklædeSeglet over Graven brød!Du lod Paaskesolen tændeVed Din Kalks Karfunkelblod.Sejr i Fod og Sejr i Hænde!Sejr i hvert et Ledemod! —Hvem var Veronica? — En af de Kvinder,Der lod sig drage i Frelserens Spor,En af de hellige første Kristinder,Der lod sig vinde for Troen paa Jord.Den Gang da Jesus ved Golgatha segned,Tog hun det Lin, hun om Hovedet bar,Kasted det over hans Ansigt, der blegnedUnder de Vunder, som Tornene skar. —Tørred den perlende Sved af hans Pande,Tørred det dryppende Blod af hans Kind,Alt mens et Billed, det ægte, det sande,Lønligt sig væved paa Linklædet ind.Da hun kom hjem i sin fattige StueEfter Korsfæstelsens sorgtunge Stund,Fandt hun paa Dugen — et Under at skue!Frelserens Billed paa Lidelsens Grund.Dette Klenod, som Veronica ejed,Blev til de syge og lidende bragt;Alle, som saa det, i Støvet sig nejed,Følte med Undren dets Lægedomsmagt.Saa man det Billed, man glemte det ikke.Øjnene syntes — trods lukkede Laag —En at forraade ved prøvende Blikke,En at fortolke det lønligste Sprog.Dette Billed er bevaret;Det er endnu i Behold,Staar i Biblen aabenbaretUden Plet og uden Fold.Det er ikke Dødens MaskeUnder lukte Øjelaag; —Herrens Blikke overraskeHver, som gransker denne Bog.Derfor husk, ihvor Du stedes,Og ihvad der end Dig sker.— Om Du skuffes eller glædesDig i Løn et Øje ser.Herrens Blikke vemodsfuldeSøge Dig ved Nat og Dag,Søge Dig selv under Mulde,Under Kistens lave Tag.Herre over Tid og Alder!Herre over Støvets Kaar!Vintren kommer, Sneen falder,Men det bliver atter Vaar.Kjærlighed kan Roser bindeInd i Smertens Tornekrans.Herre! lad Dit Aasyn skinneMildt i Paaskesolens Glans!