Der falder en Skygge fra Golgatha
Ud over den ganske Verden,
Den Skygge kan Du ej løbe fra,
Den krydser Din Vej, Din Færden.
Den maner Dig op til Alvorsdyst
I Glædens solvarme Stunder,
Den korser Din Pande og Dit Bryst,
Naar Lykkens Soløje blunder.
Der falder en Skygge fra Korsets Træ
Ind over Alverdens Veje;
Den byder den vundeslagne Læ,
Den trætte et kvægsomt Leje.
Den breder over Dit nøgne Selv
Al Kjærligheds Purpurvarme;
Den favner i Løn Din bange Sjæl
Med Frelsens martrede Arme.
Der falder en Lysning fra Golgatha
Ud over Alverdens Øde —
Vi laane alle vort Lys derfra;
Det kjendes som Morgenrøde.
Thi Korset lyser i sejrrig Fred
Ud over betrængte Hjærter
Og tænder paa Dødens Ørkenbred
Allivets tindrende Kjerter.