Brev til Kronprindsen af Preussen, den nu regierende Friderik den Store
Fra
Fra
Voltaire.
Voltaire.
Frit oversat.
Frit oversat.
Faa Konger, Prinds! til Held for Nationer
Medhente Kundskabs Lys fra Phøebi Throner;
Faa vies ind til Musernes Mysteer;
Man nu kun Marmor-Antoniner seer.
Thi siden hin, den ædle, store, viise,
Som Secler i gientagne Jubler priise,
Hin Philosoph paa Thronen, hiint Model
For Fyrster, Helte, Lærde, Roms Aurel,
Hvo har forsøgt at vinde møisomt Ære
Ved selv at grandske, for sit Folk at lære?
Tre, fire høit, Historien maaskee
Kan vise frem af slige herlige,
Som Rang blandt Viisdoms Lærere fortiente,
Og Fyrste-Værd med Værdighed forene.
Den hele Rest kun Fyrste-Pøbel er,
Og neppe Navn i Almanakker værd;
Af Vellyst Slaver, Herrer over Love,
Som lyne kun paa Thronen, eller sove —
Nok! — Den som veed at sidde der i Roe,
Veed nok, veed alt, om man skal Hoffet troe.
Men hvad mon egentlig den Konst vil sige,
Den store Konst, at styre Land og Rige,
Den store Konst, man giør saa meget af,
Og Himlen dog enhver med Septer gav?
Man dømmer feil. Det rette Lys berøvet,
Seer Mængden paa Despoten op fra Støvet.
Han taler, man adlyder; han er vred,
Man skielver; han er glad, man er det med.
Hvad! styre med et Vink en Hob af Slaver,
Er det da dette Pund, enhver ei haver?
Nei! men at sønderslaae det Smigerspeil,
Hvori din Træl dig viser dine Feil
I Skikkelser af overdrevne Dyder;
Og see dig selv i det Cristal, som flyder
Af Sandheds Væld; at giøre kiek omsonst,
Med egen Kundskab, snedig Hofmands Konst;
Retfærdighed i Loven at udbrede,
Forjage Dumhed fra dens mørke Sæde,
Og sætte Sandhed der; at ynde Vid;
At kalde Kundskab frem, og lønne Flid —
See! det er stort, er himmelsk stort herneden!
See! det beundrer jeg og Evigheden!
Du, Prinds! heri du lyser for vor Jord!
Kort: uden Videnskab blev ingen stor.
Med stor Paryk og Hiernen meget liden,
I London fik af tvende lærde Mænd
En ydmyg Bøn, som Videnskabers Ven
Dem med en Bagatel at understøtte
Til et Forsøg, som var af megen Nytte;
De vilde til et Bierg i Landet op,
For med et aflangt Glas paa sammes Top
At maale Luftens Tyngde. Spaniolen
Dem dømte fra Forstanden. Jordens Maalen
Han dog lidt rimelig og nyttig fandt;
Men Luftens — det var græsk for vor Gesandt.
Ja, hvad! naar syv berømte Cardinaler,
Og Paven selv, som Dievlebad afmaler,
Og i forgyldte Buller tordner mod
Naar christne Kongerigers Majestæter
Forfærdes ved Formørkelser, Cometer,
Og mindre selv end intet, Pavens Band,
Som Stambuls Fyrster for en Talisman!
Hver lad Monark, som Kundskabs Lys forjager,
Er en foragtet Boldt for hver Bedrager.
En Astrolog, en Munk, en Alchymist,
Besnære ham og plyndre ham tilsidst.
Den første siger ham, om Tyrens Blikke
Med milde Soel-Aspecter, eller ikke,
Ham vinke nu til Bordet, nu derfra,
Paa Jagt, til Dands, til Sengs, et cætera;
Den anden Helvede ham dobbelt heder,
Hvis han, af Frygt for Dievlen, ham ei feder.
Og endelig, ved Løftet om en Skat,
Den sidste tærer op hans hele Stat.
Slig Fyrste hine blinde Guder ligner,
Hvis Marmor Pøblen blindere velsigner;
Men den, som Phøebi Krands med Kronen bær,
Af Skaberen et virksomt Billed er.
Vel veed jeg, Rigets Tarv udfordrer mere
Af Kongen, end at blot philosophere.
Men nævn mig, selv i Biblen, den Regent,
Som sig fortrinlig Ære har tilvendt!
Er det ei ham, som Viisdom blot begierte
Af Himlen? som sit Folk oplyste, lærte,
Tilbedt af det, beundret af enhver,
O! lykkelige Stat, hvis Fyrste tænker!
Blot Kundskab Nationer Velstand skienker.
Fra Jordens Ender fløi til Sions Bred,
Fremvinkt af Helten, Overflødighed,
Som nu, mens føede Thems af Skibe vrimler,
Til London fierne Landes Rigdom stimler.
Ublændet af sin Glands, i Lykkens Skiød,
Han blot ei skabte den, men viis den nød.
Den er ei viis, som ikke veed at nyde.
Den kloge Fyrste disse Regler lyde!
Og ikke, ved et falskt Begreb om Klog,
Henblegnende pedantisk i en Bog,
Forglemme Staten, for chaldaisk at lære!
Jo meer han veed, jo meer ham Æren være!
Hin svage Jacob i Landflygtighed
Sin Svigersøn omkomme lod. Du veed
Ei alle Hoveder ere Kundskab værde.
Ak! at han havde samlet kiek sin Magt,
Og hevnet Staten, som var ødelagt;
Udfriet af Fiendens Vold indtagne Stæder,
Og reddet sin og Nationens Hæder,
I Stedet for mod Vorst og Bellarmin
At føre Krig om Troen paa Latin,
Og dette Kietter-Væv, med andet mere,
Til Barnet Jesus frækt at dedicere!
En klog Monark er ei en kront Pedant;
Som viis han tænker, paa den ene Kant;
Som Helt han slaaer, fornærmet, paa den anden;
Kort: glemmer ei for Philosophen Manden,
Nu venlig Viis, og frygtet Kriger nu.
Saa var, miskiente Julianus! du!
Saa var hin store Cæsar, Verdens Ære;
Saa var Aurel; saa bør Monarker være.
Prinds! see dig viis og stor i disses Speil!
Vær Cæsar her; men uden Cæsars Feil!