Lad, hvo der vil, kun Tønder Guld opdynge!
Jeg Mammons gyldne Lænker ei attraaer;
Hans Trælle mange svare Sorger tynge,
Hvoraf ei een mit trygge Hierte naaer.
O! naar med flygtigt Blik jeg giennemløber
Den Trældom, al den Angst, og Nag, og Qval,
Hvormed sig Daaren Riigdoms Byrde kiøber! —
Mig er min Sindsroe ikke saadan fal.
Thi alle Skatte vogte slige Drager,
Fra disse man sig maae tilkiæmpe dem;
Med mindre Fare stræbsom Biergmand drager
Viist giemte Guld af Jordens Indvold frem.
O vi Lyksalige, som intet eie!
For os er Natten bliid og Hvilen sød;
Vi sove tryggelig paa steenstrøet Leie,
Naar Skræk hans Slum paa Edderduun afbrød;
Snart Drømme vise ham, hvor Brødre slæbe —
Bortstiaalne sorte Brødre — og for ham! —
Og snart den Graad, den Sveed, det Blod, som slæbe
Paa uretfærdig Vinding, brænde ham;
Der pine ham den arme Enkes Klager,
Han vaagen kold og haanlig viiste af;
Den spæde Faderløses Skriig ham nager,
Som græd utrøstet ved sin Faders Grav; —
Snart svæver og hans Afgud om paa Havet;
Hvert Vindstød ham tilbruser Helvedqval;
Snart troer han gruende sig selv begravet
Iblandt Ruiner af hans Naboes Fald.
Saa drages hen hans Nætter og hans Dage,
Og aldrig, aldrig drømmer han om det,
At med hans Riigdom voxer og hans Plage.
O! hvad er taabeligt, som Mennesket!
Men er han riig, og klog, og ei vil øve
Sin Riigdom, for at see den voxe til;
Hvad har han da? hvad Fryd kan han sig love?
»O man kan faae for Penge, hvad man vil!«
Høiværdie Snyltegiæste dig omringe,
Hvidhaarne Phryner sælge sig til dig;
Dig tvende Verdner usund Fraadsen bringe;
Men er det alt, vil jeg ei være riig!
Forsøg din Mammons Almagt! prøv at byde
Paa Ædles Agtelse, paa Sindets Fred!
Prøv, mellem kiøbte Venner dig at fryde!
Kiøb dig en ædel Piges Kierlighed!
Bort, bort med Guldet! jeg vil fattig blive. —
Dog, Taabe! hvo er fattig? hvo er riig?
O! vilde Laura mig sit Hierte give,
Var Indiernes Hersker arm mod mig.
Han lade haant om straatakt ringe Hytte!
Naar Laura deler og indvier den,
Jeg den for Roms Palladser ei vil bytte;
Hvad er vel Roms Pallads mod Himmelen?
Han i Triumph forbi os iler;
Sex Heste flyve for hans gyldne Karm.
Vi gaae, min’ elskte Laura! men du hviler
Din Haand med sagte Tryk paa denne Arm.
Med Konstens Trolddom han sin Villa smykke!
Elysium hans Hoffskiald kalde den!
Den Fromme føler i hver Buskes Skygge
En Fryd, som han ei fandt i Himmelen.
En hyret Trælher lurer om hans Naade,
Opsnapper hvert et Vink, og hvert et Ord.
Hvor tit vi kysses, ingen skal forraade.
O held mig, at jeg ei er riig, ei stor!
I Marmorsal en indbildt Kiender priser
Hans konstige Concert med konstlet Ild.
Mig synger Laura mine Venners Viser;
O! høre da Concerten, hvo der vil!
Saa synger hun min Sang til Linas Ære,
Og kiælent skiemtende udfritter mig,
Til hvem den er! hvo Lina dog kan være! —
Du veed det, Laura! du erkiender dig!
Bliv min, o Laura! o bliv min! Mit heele
Udeelte Hierte skal jeg skienke dig.
Ei Guld, ei Roes, ei Herrestand, skal stiæle
Et Suk, et Blik, et Ønske bort fra dig.
Frygt ei, jeg daarlig af din Favn mig river,
Paa fremmed Kyst mig at bedrage riig!
Nei før forgaae alt Guld, som Peru giver,
For det en Taare skulde koste dig!
Ei skal jeg kæmpe efter Digter-Ære;
Min Laurbærkrands jeg lægger ned for dig.
Nei! Myrter, Myrter vil jeg ene bære;
Men denne Krands maae Laura flette mig.
Den gyldne Alder komme skal tilbage,
Og ædel Elskov bringe den med sig,
Og selv den mørkeste blandt vore Dage
Kun Sommernattens Skumring blive liig!
Selv Aldrens kolde Haand os ei skal skille;
Vor Kierlighed, vor Fryd skal trodse den;
Med sølvgraae Isse jeg dit Værd skal føle,
Og du skal være alting for din Ven,
Og daglig skal jeg meer og meer paaskiønne,
Hvad Himlen skienkte mig, da du blev min,
Og du skal see min Fryd, og den belønne,
Og — Himmel! — glædes ved, at jeg blev din! —
Og naar engang mig Dødens Vink skal kalde
Bort fra al Jordens Glæde, bort fra dig,
Skal paa min Grav din ømme Taare falde,
Den første Taare, du har fældt for mig.
Da græder du! det er mit Æreminde:
At Laura elskte, og begræder mig!
Reis ingen Monumenter til mit Minde!
Mig glemme Verden, naar du mindes mig!
Da trykker du, med hede bittre Taarer,
Det sidste Kys paa det dig kiære Liig,
Og ingen skal gaae fra det uden Taarer;
Hvo saae dig græde, som ei græd med dig!
Men, Elskte! hold da Maade med din Smerte,
Og mindes, at din Elsker skuer den
Selv hisset, elskte Laura! Han ei lærte
At see din Sorg, og ei at dele den. —
Jeg, Daare! sværmer efter Saligheder,
Kun for at føle, at de nægtes mig!
Kast, Elskede! et Blik til hine Glæder!
See, hvilken Himmel du kan skienke mig!
Men, kan du hærde dig imod min Smerte,
Giør da ikkun en Værdig lykkelig,
Der elsker, der forstaaer dit store Hierte;
Og bliv ham evig kier, som du er mig!
R.