Asbiørn Prude
Anledningen til denne Vise er tagen af Hr. Kammerherre Suhms Danmarks Historie T. 3. S. 291.
Anledningen til denne Vise er tagen af Hr. Kammerherre Suhms Danmarks Historie T. 3. S. 291.
Liden Asbiørn var sig en Jarle-Søn,
Hans Fader heed Visil med Ære,
Hans Moder var Svanhvide skiøn,
Fra Hordeland monne hun være.
Liden Asbiørn han ganger i Faders Gaard,
Og leger med Piil og Bue;
I gyldene Lokker saa flød hans Haar,
Hans Øie var blidt at skue.
Han voxte til som en faver Eeg,
Blev stærk af Løv og af Grene,
Mod tolv Staldbrødre i Væddeleeg
Stod Asbiørn altid alene.
Dog var han dannis og vennesæl,
Og kaldtes han derfor hiin Prude;
Hver og alle ham undte saa vel,
Enten han var inde eller ude.
Hver og alle ham undte saa vel,
Slet ingen paa ham monne klage;
Om det var Visils den ringeste Træl,
Saa bad han for Asbiørns Dage.
Meldte det Drengen ved Borgeleed:
Hendes Aasyn er mørkt, tungt er hendes Fied;
Hendes Spaadom os lidet vil fromme.
Svared’ da liden Asbiørn paa Stand:
Sig lader kuns Niddingen skrække
Af Qvinders Tale; den tappre Mand
Er ikke saa let at giekke.
Volven axler sit sorte Skind;
I Furer laae hendes Pande;
Saa ganger hun sig i Høieloft ind,
For Vensyssels Jarl at stande.
Hil sidde I ved eders brede Bord
Saa mægtig og vel tilmode!
Om Asbiørn I mærke i Dag mit Ord,
Det vil eder saare baade.
Han bliver en Kiæmpe baade bold og riig,
Saa vide hans Tog monne gange;
Kommer han til Nordmør, I huske paa mig!
Hans Leveaar vorde ei mange.
Kommer han til Nordmør, det skal I see!
Ret aldrig han kommer tilbage;
I fanger deraf stor Qvide og Vee
Og Sorrig for alle eders Dage.
Sexten Vintre vare nu forbi,
Den syttende stunded’ til Ende.
Hr. Visil gav Asbiørn en Snekke nye,
Og lagde ham sit Sværd i Hænde.
Og keised’ selv hundrede tappre Mand,
At de hans Søn skulde følge,
Og lære ham Veien til fremmede Land,
Alt over den skummende Bølge.
»Reis nu hvor dig lyster, min kiære Søn!
»Hvor Ære og Guld er at fange;
»Men viid din gamle Fader sin Bøn:
»Du aldrig til Nordmør gange!
»Kommer du til Nordmør, det skalt du see!
»Ret aldrig du kommer tilbage;
»Jeg fanger deraf stor Qvide og Vee
»Og Sorrig for alle mine Dage.«
Asbiørn taug, men i Hiertet han loe,
Og stødte fra Land med sin Snekke;
Saa foer han sig ud paa Bølgen blaa,
Han var ikke god at skrække.
Saa foer han ud, som et Vinter-Veir,
Naar Hagel og Storm sig blande;
Hans Navn blev en Skræk baade fiern og nær;
Ingen Siel torde for ham stande.
Han fyldte sin Snekke med fremmed Gods,
Saa meget som den kunde føre,
Og derpaa beslutted’ han, Volven til Trods,
Et Tog til Nordmør at giøre.
Hr. Visil vaagner om Midie Nat,
Han havde saa stærke Drømme:
Ham syntes, han saae Ung Asbiørn brat
Udi sit Blod at svømme.
Han nævnte det hverken for Qvinde eller Mand;
Svanhvide selv vidste det ikke.
Men tungt var hans Hierte; jeg siger forsand,
Han kunde hverken spise eller drikke.
Det var den Kiæmper Orm Storolfsen
Gik ind for Jarlen at stande;
Visil stod hannem op igien,
Men Mørkhed sad paa hans Pande.
Hil sidde I Vensyssels Jarl saa fiin!
I lader i Hu saa bange.
Hvor er Ungen Asbiørn? Fostbroder min?
Hvorledes monne det ham gange?
Jeg er hidkommen fra fremmede Land,
Hans Ungdoms Tog at ledsage,
Og stande ham bi, som en Ven og en Mand,
Naar han første gang skal uddrage.
Han er alt borte, kaldte Visil ham ind:
Han pløier den vrede Bølge;
En lønlig Sorg jeg bær i mit Sind,
Den vil jeg eder ikke dølge.
Seiler han til Nordmør, det gielder hans Liv,
Faa blive hans Ungdoms Dage;
Han er saa ubøielig modig og stiv,
At ingen kan ham ho’de tilbage.
Reisen staaer i hans egen Magt;
Jeg saae ham i Nat i Drømme;
Det være for Gud og eder sagt:
I sit Blod saa monne han svømme.
Orm Storolfsen slog i Egebord,
De Planker i tu monne rævne:
Omkommer Ung Asbiørn, da har I mit Ord:
Jeg skal ham tilstrækkelig hævne.
Jeg skal ei hvile eller slaae mig til Taal,
Førend jeg hans Bane nedlægger;
Derpaa har jeg drukket Ung Asbiørns Skaal
Af Brages hellige Bægger.
Hr. Visils Drøm blev alt for sand.
Faa Uger der ginge til Ende,
Saa styred’ Ung Asbiørn Norden om Land
Til Eivind, sin Moders Frende.
Saa styrede Asbiørn til Nordmørs Kyst,
Det holdtes ei for nogen synderlig Lyst,
At træffe ham hjemme ved Huus.
Han drak det klare Menneske-Blod,
Og aad hvem han kunde fange;
Enhver hans Grandelav gierne forlod,
Thi alle vare for ham bange.
Hans Moder kasted’ de Runer smaa,
Og Skibe paa Havet forginge;
Torden og Lynild lod hun opstaae,
Og Hagel kunde hun frembringe.
Enhver, som satte sin Fod paa Land,
Kom Rygtet om Bruse i Møde.
Ung Asbiørn det hørte, og svoer paa Stand,
At lægge den Troldgast øde.
Hvor monne den Jotnu sig skiule?
Bruse hørte det under Jord
I sin forborgene Hule.
Af Hulens Aabning udfoer der en Lyd,
Som Torden monne den skralde:
Det vorder dig visselig ei til Fryd,
At du tørst Bruse fremkalde.
Bliv kun derinde! jeg finder dig vel,
Saa raabte Asbiørn hiin Prude;
Jeg sender din Blodhund til sorten Hel,
Enten du fægter inde eller ude.
Saa styrted’ han sig i Hulen ind;
Hans Følgeskab giorde det samme;
Alt smidskedes Bruse under Skind,
Saa ilde han vilde dem annamme.
Hans Moder sprang frem, som en kulsort Kat,
Og rev dem ihiel for Fode.
Selv fik han Ungen Asbiørn fat,
Som var ikke glad tilmode.
Han bandt hannem til en Pæl af Jern,
Og uddrog alle hans Tarme.
Ei hørtes slig Død enten nær eller fiern,
Det Gud maatte sig forbarme!
Han vandt hans Tarme omkring den Pæl,
Drak Blodet ud af hans Hierte;
Tilsidst saa udfoer Ung Asbiørns Siel
Med Stønnen og megen Smerte.
Det var en Ynk, den Myrden at see,
Og høre den Jammerklage.
Af Asbiørns Mænd undkom der kun tre,
Som foere med Snekken tilbage.
Som hialp de Mænd at undkomme!
Det Bud, de hiembragte fra Huses Øe,
Hr. Visil kun slet monne fromme.
Der blev stor Sorg over al hans Gaard,
Baade Smaa og Store de græde;
Svanhvide lagdes paa Dødninge-Baar,
Og Jarlen sad stum i sit Sæde.
Meldte det Hr. Orm Storolfsen:
Nu er ikke Tid til at græde.
Vi seile os strax til Saudey hen,
At dæmpe den Jotnus Glæde.
Vi ville ham skienke saa besk en Viin,
At den ham ilde skal smage,
Alt for Ung Asbiørn, Fostbroder min,
Som han har taget af Dage.
De hidsted’ Seil i forgyldene Raa,
Den Reise vared’ ei længe,
Før Orm Storolfsen paa Saudey mon staae
Med alle sine raske Drenge.
Det var Bruse, den Jotnu leed,
Gik ud at bese sine Giæster.
Det var hans Moder, hun stod og græd:
Jeg frygter, den Helt blir din Mester.
Omsonst jeg kaster de Runer smaa,
Hans Styrke jeg ikke kan binde.
Hans Sværd bider ingen Trolddom paa;
Hvad Raad skulle vi paafinde?
Vær roelig! mæled’ den Jotnu igien:
Jeg vog vel en større Kiæmpe.
Saa faldt han an paa Orm Storolfsen,
Sig selv til stor Ulempe.
Orm greb ham i Favn med Kraft og Mod,
Og stødte ham mod en Klippe.
Ud han spyede det sorte Blod,
Og bad, han med Livet maatte slippe.
Din Troldhund har slaget min Ven ihiel,
Derfor skalt du gruelig bøde.
Saa bandt han ham til den samme Pæl,
Hvor Asbiørn blev piinet til døde.
Saa skar han giennem hans Ryg et Hul,
Hvoraf han udtog hans Lunge.
Bruse blev derved saa vaandefuld,
Han havde ingen Lyst til at siunge.
Hans Krop blev slængt paa den hvide Sand,
Og Krager og Ravne skiænket;
Hans Moder blev i det dybe Vand
Med Steen om Halsen nedsænket.
Saa drog den Kiæmper Orm Storolfsen
Med Seier og Ære tilbage,
For han havde hævnet sin Ungdoms Ven,
Og taget hans Morder af Dage.